Vidnesbyrd i mørket

Vidnesbyrd i mørket

Hvis du har været forbi Bispetorv i løbet af den seneste uge, er det sandsynligt, at du har set en projektor kaste rullende tekster op på Aarhus Teater efter mørkets frembrud. Har du tænkt videre over, hvad det mon var? Hvis ikke, kan du læse med her.

 

Bispetorv ligger nærmest øde hen, for det er ret koldt, selvom kalenderen melder forår. Folk passerer torvet i hastigt tempo forbi Aarhus Teater og på vej andre steder hen. Nogle få stopper op i et par sekunder og bemærker teksten, der projekteres på teatrets mure. De fleste går bare forbi.

Astrid på 20 år er én af de få, der har valgt at stoppe op. Hun har i flere minutter stået og betragtet teksterne, der lyser op på teatrets facade.

Astrid er en af de få, der bevidst har lagt vejen forbi Bispetorv. // Alle fotos: Ester Quante

 

”Jeg gik egentlig herned, fordi jeg har en stor eksamen i morgen. Jeg følte, at jeg havde brug for at tænke på noget helt andet, og så vidste jeg, at det her foregik på Bispetorv,” fortæller hun.

Og det har foregået over ti dage i slutningen af februar og starten af marts. Projektet hedder For Aarhus, og det er den amerikanske kunster Jenny Holzer, der står bag. I over 35 år har hun skabt værker med de skrevne ord i fokus. I starten af hendes karriere var det hendes egne ord, der skulle frem. I dag er det andres. Og efter at have besøgt næsten 40 forskellige byer med sine projektioner, er turen nu kommet til Aarhus i anledningen af året som Europæisk Kulturhovedstad.

 

 

Ord til eftertanke

Projektionerne på Aarhus Teater består af en række digte, noveller og personlige breve fra forfattere såvel som civile, der har været nødsaget til at flygte fra deres hjemland. Teksterne, der kommer fra både Syrien, Irak, Palæstina, Etiopien og Nigeria, beskriver krigens ansigt på hver deres måde. Hvordan det er at bo i en flygtningelejr. Hvordan man lever i permanent eksil i et fremmed land. Hvordan det er at skulle forlade det sted, man kalder sit hjem. Med andre ord beskrives oplevelser, situationer og konflikter, der ligger meget fjernt fra de fleste af os herhjemme i Danmark.

Og derfor rammer projektionerne måske også hårdere. Det er svært at ignorere de lysende ord i mørket, hvis man først begynder at læse med:

”Man bliver meget grebet af at stå og læse det. Jeg kom helt ind i min egen verden,” siger Astrid, der nu efterhånden har stået det samme sted i et kvarter med øjnene rettet mod teatrets facade.

Og jeg selv har gjort det samme, fordi fortællingerne er rammende. De viser flygtningekrisen fra individperspektiv, og de er med til at sætte ansigter på og dermed gøre det meget nært. Projektionerne bliver et direkte talerør fra krigens epicenter, og selvom det ligger milevidt fra den trygge hverdag herhjemme, synes distancen pludselig mindre. Fordi det er personerne selv, der fortæller.

 

 

Ikke nok tid

Det eneste, jeg kunne have ønsket mig var, at jeg havde haft muligheden for at trykke pause eller at spole tilbage, så det var muligt at tage sig ordentlig tid til at læse de forskellige tekster lidt bedre. Netop fordi budskabet i mange af dem er for vigtigt til blot at blive vist i få sekunder for så at forsvinde henover murerne. Jeg når langt fra at læse det hele, og dermed føler jeg heller ikke, at jeg får den fulde fortælling. Desværre.

En anden faktor er selvfølgelig vejret, der gør det svært at være fuldt ud dedikeret og troligt læse teksterne fra ende til anden i den time, de bliver vist. For der er ikke mange varmegrader i Danmark på det her tidspunkt af året, og mine tæer bliver gradvist mere og mere følelsesløse.

Men det er selvfølgelig ikke Jenny Holzers skyld. Og mit besøg var bestemt de kolde fødder værd.

Jenny Holzers værk projekteres for sidste gang på Aarhus Teater i aften, så hvis du vil opleve det, kan du stadig nå det. Det er fra klokken 18-19 og igen fra 19.30-21.30. Tag lige et ekstra par strømper på, hvis du planlægger at stå der længe.

 

Skriv en kommentar