Unge historier

Unge historier

Disse dage bliver der fortalt flere historier end normalt inde på Kvindemuseet. Det drejer sig om udstillingen ”En verden af historier,” der mere præcist gælder en byrådssal med 12 unge menneskers historier – eller i hvert fald udpluk af dem. Idéen er at vise den sociale diversitet i Aarhus – at vise, at bare 12 mennesker udgør en verden. VINK var med ved ferniseringen i sidste uge.

// Foto: Frederik Max

// Foto: Frederik Max

 

Vi trænges dér, hvor historier fortælles

Klokken er ved at være fire om eftermiddagen. Solen opvarmer mørke brosten og lyse bøgeblade på Domkirkepladsen og skinner kraftigt, hvad der får folk til at gemme øjnene i solbriller og vise tænder i smil. Udover brosten, bøgetræer og den implicitte domkirke er pladsen også hjem for Kvindemuseet, der i stående øjeblik har trukket mennesker ud af solen og ind i sin skyggefulde entré, hvor der efterhånden er stor trængsel. Det summer med forskellige stemmer i forskellige sprog. Tidligere på dagen mødte jeg et par af stemmerne bag udstillingen, som viste og fortalte om deres individuelle bidrag på udstillingen.

 

 

// Foto: Frederik Max

// Foto: Frederik Max

 

Agnius

Den tynde dreng fra Litauen med blond hestehale og laserblik hedder Agnius. I hans hjørne af udstillingen – alle har et lille område, hvor de fortæller deres historie – hænger der origamifugle og A4 ark med poesi hæftet på strenge i loftet. I en montre er der slået op på nogle håndskrevne sider i hans gamle moleskins. På opslagsvæggen, der adskiller hans fortælling fra sidekvindens, er der et billede af Agnius, hvor han ikke smiler. Der er desuden en sort og hvid faktaboks med tørre fakta omkring Agnius’ baggrund og et grønt opslag, hvor han udfylder stien af prikker bag ”Om 15 år…”. Han bliver forsker, skal have to børn, har en kreativ fritid og bor enten i Danmark, Frankrig eller Irland. Der er to lommer, der forestiller thumbs up og thumbs down til hans likes og dislikes. Det er svært ikke at sammenholde historierne med facebookprofiler – og dog er de milevidt fra.

 

Alle har skullet svare på spørgsmålene om, hvordan de ser sig selv nu, hvor de ser sig selv om 15 år ift. f.eks. karriere og med hvem. Faktaboks, likes/dislikes, om 15 år… er fællestræk i hver fortælling. Derudover bugner det med selvudtryk, der for Agnius inkluderer: teaterbilleder, notesbøger, ”poemer” (som han siger det), origami, skak, guitar, et par enkelte familiefotos og en japansk dukke.

 

Agnius har boet i Danmark i snart tre år. Han ville egentlig gerne ud og lave frivilligt arbejde i Europa men endte med at indgå et kompromis med sine forældre, der hellere så ham læse. Det blev til Aarhus og multimedie-studier. Agnius er også udmærket tilfreds med kompromiset, for ham er det vigtigste, at han får ”udviklet sine perspektiver og bliver mere selvstændig.”
Til spørgsmålet om, hvad de besøgende skal få ud af udstillingen, svarer han:

 

”For det meste, når man tænker på historier, tænker man på de gamle ting, og hvordan det var engang, men mennesker har ikke et godt overblik over, hvad unge laver i dag. Her kan man se, hvor forskellige vi er, og hvor forskelligt vi udstiller.”

 

 

Agnius Balabonas. // Foto: Petra K. Jensen

Agnius Balabonas. // Foto: Petra K. Jensen

 

Agnete

Imellem de unge farer også museumsformidler Agnete Birger Madsen rundt og ser utrolig glad ud, mens hun snakker fortroligt med de unge, hvis ikke hun ligefrem krammer dem. Hun er et af de slags varme og animerede mennesker, man straks føler sig glad og tryg ved.

 

“Det har handlet om at få dem til at præsentere sig selv og fundere lidt over, hvem de er, og hvor de kommer fra. De kommer jo fra vidt forskellige egne. Altså virkelig! Fra Thailand over Kongo til Litauen til Rumænien til Sønder Felding,” slutter hun og griner.

 

Agnete har mødtes med disse 12 unge mennesker hver onsdag det sidste halve år til en snak om at være ung, fremtidsdrømme, livshistorier, forældrenes drømme og hvad for nogle tanker forskellene sætter igang hos de unge. De har også lært om, hvordan man stabler en udstilling på benene, laver interviews og andre både tekniske og teoretiske aspekter af foretagendet.

 

 

Agnete Birger Madsen som er museumsformidler på Kvindemusset. // Foto: Frederik Max

Agnete Birger Madsen som er museumsformidler på Kvindemusset. // Foto: Frederik Max

 

“Idéen er ganske enkelt at samle unge med forskellige baggrunde, både piger og drenge, og få dem til at fortælle om deres drømme.”

 

Agnete afbryder interviewet for at sige hej til en af pigerne og give hende et kram. Tilbage ved bordet igen spørger jeg hende, hvad hun håber, at man får ud af udstillingen.

 

 

“Jeg vil gerne have, at man kan se mangfoldigheden af alle de her mennesker, der bor i Aarhus, og som kommer fra hele verden, og at det er en gevinst.”

 

Hun siger endvidere, at folk tenderer til at nære fordomme om, hvilke forventninger man har til livet, hvis man er etnisk dansker i modsætning til f.eks. én, der kommer fra Irak.

 

“Vi tror, der er forskelle, men det er ikke sikkert. Og det er dét, vi vil vise. Altså hvad det er for nogle forventninger, de her unge har.”

 

// Foto: Frederik Max

// Foto: Frederik Max

 

Vivian

En smuk pige i kasket, stram top, forvaskede jeans med lidt pose og sneakers er ved at lægge sidste touch på sin egen ’historie’. Plottet er umiskendeligt karakteriseret ved hiphop. Vivian fortæller:

 

”Alt det jeg laver hver dag, og mine venner, er meget baseret på hiphopkulturen. Det er bare mega fedt, synes jeg. Så det er det, jeg har fokuseret på.”

 

Vivians engagement i projektet startede dengang hendes historielærer spurgte, om hun havde lyst til at være med. Hun kendte kun én af de andre unge i forvejen, My, som tilmed er den eneste etniske dansker udover Vivian.

 

”Da vi først fik opgaveformuleringen, vidste vi ikke, hvad vi skulle lave. Vi fik bare at vide, at vi skulle lave noget, der indebar noget om vores fremtid, karriere og kærlighedsliv om 15 år. Så det startede meget fra bunden, og så måtte man selv finde ud af, hvordan man ville udforme det.”

 

 

Til højre: Vivian Vestager Madsen. // Foto: Frederik Max

Til højre: Vivian Vestager Madsen. // Foto: Frederik Max

 

Hun peger på sit livstræ, som er en planche, der skildrer hendes vision for de næste 15 år. Udover drømme for sin egen fremtid, har hun også drømme for samfundets udvikling, som det fremgår på træet: ”Mere lighed, frihed og fri cannabis.”
Fra træet flytter vi fokus tilbage på hiphopkulturen, der synes at være hjertebeatet i Vivians selvbillede. Vi taler lidt om hendes idoler inden for genren.
”Jeg kan rigtig godt lide kvindelige rappere. MC Lyte, hun var den første kvindelige soloartist til at udgive et album. Der var nogen før hende, der hed Salt-N-Pepa, men de udgav det jo sammen. Så hun er hel vildt respekteret inden for hiphopverdenen.”

 

Det er fascinerende at se, hvor klart et selvbillede Vivian har, når hun er så ung. Hendes værdier handler om familie, venner og frihed, og hun tapper styrke fra kvindelige pionerer i hiphoppen. Hun ved, hvem hun er og tager det med ind i sit billede af fremtiden i stedet for at nære et ønske om at være en anden. Det er forfriskende at være vidne til.
Også Agnete får spørgsmålet om, hvad man skal få ud af udstillingen.

 

”Agnete, hun har sat det her bord op i midten af rummet, så folk kan sætte sig og fundere lidt over, hvor de selv tror, de er om femten år. Og så synes jeg bare, at det er fedt, at vi er så mange forskellige herinde. Der er jo mange, der kommer fra fjern og nær. Det er vigtigt, synes jeg, at der er plads til forskellighed.”

 

Gæsten

Hvad får man ud af det her? Gæsterne får et intimt indblik i 12 unge menneskers selvbilleder, deres drømme og håb om fremtiden. Det er ydermere interessant at se, hvordan de ”fortæller sig selv”, hvilke ting og medier, de bruger til at udlægge sig selv, og hvordan de sammensætter udvalgte elementer til personlige værker.

 

Ofte bliver der sagt, at ungdommen er fremtidens håb. Hvor det ikke er de unge selv, der italesætter deres visioner om fremtiden, men derimod de nu voksne menneskers tabte drømme, der italesættes på vegne af de unge. Hvis vi nu klapper i et øjeblik og virkelig lader de unge selv tale om deres egne, individuelle håb for fremtiden, kunne det være, at vi ville høre noget nyt og noget fantastisk. Én ting er vist, ungdomsbladenes, Tv-seriernes og andre mediers homogene pop-fremstillinger af unge mennesker bliver sprængt i småstykker; helt præcist i 12 unikke stykker.
Tag ind og hør historierne, bliv inspireret af forskelligheden, og reflektér over din egen historie, og hvor du gerne vil have, at den skal bevæge sig hen.

 

Hvad: Udstillingen “En verden af historier”
Hvem: Agnius, Vivian, Anca, Miriam, My, Ross, Zina, Daniel, Mario, Behrouz, Art, Weronika
Hvor: Byrådssalen på Kvindemuseet, Domkirkeplads 5, 8000 Aarhus C.
Hvornår: 24/8-22/9 Tirsdag-søndag 10-16 Onsdag 10-20 Mandag lukket
Hvorfor: Fordi du ikke kun interesserer dig for “der var engang” historier… Se, lyt og føl nuet samt drømmene, der fører dig 15 år frem i tiden.
Mønt: 45 kr. normal billet, studerende 35 kr. (Husk studiekortet)
Links: Læs mere om udstillingen på Facebook og på Kvindemuseets hjemmeside

 

 

Fra venstre: Vivian, Miriam, My, Ross, Mario, Agnius, Weronika, Daniel, Anca, Behrouz  & Art. // Foto: Frederik Max

Fra venstre: Vivian, Miriam, My, Ross, Mario, Agnius, Weronika, Daniel, Anca, Behrouz & Art. // Foto: Frederik Max

 

 

Skriv en kommentar