Når man går op ad den snævre trappe i opgangen på Montanagade 45b, er det ikke umiddelbart et gallerirum, man forventer at møde, men det gør man. På adressen har Galleri KVART nemlig hjemme: et kollaborativt galleri og projektrum. Bag galleriet står, mor og datter, Bente Plougmand og Anne Kirsten Beck. Galleriet befinder sig stok op og ned ad familiehjemmet, hvilket sætter sine spor i gallerirummet, som, på trods af de hvidmalede vægge og ryddede gulve, emmer af hjemlig varme. For hver ende af rummet, finder man store vinduer i varmt træ – det ene med kig ud til gaden, det andet med kig ud til baghaven – hvor igennem solen finder vej ind i udstillingsrummet. Det klæder i det hele taget rummet, ikke at søbe sig ind i en klassisk white cube-æstetik, med betongulve og skarpt lys, uden en eneste krummelure i sigte, som vi kender den fra så mange andre udstillingsrum. Den udstillede kunst synes da også stadig at indtage sin retmæssige plads, som fokuspunkt og centrum i rummet.
Den aktuelle udstilling Solblind af Kasper Plougmand består af en samling på ni fotografier af de samme sandstensklipper, der befinder sig i West Bay, Sydengland. Fotografierne er blevet til over en treårig periode, hvor Plougmand er vendt tilbage til klipperne og igennem fotografierne, har dokumenteret tidens gang og vejrets hærgen. Plougmands intention med projektet var egentlig ikke at skabe konkrete kunstværker eller en kunstudstilling, som Solblind er blevet til – selv udstillingstitlen er kommet til lidt tilfældigt. Projektet voksede nærmere ud af en fascination og nysgerrighed omkring klippernes tilstand og deres forgængelighed. Han blev optaget af at følge med i klippernes udvikling, som erosionen konstant skar dybere og hele områder ved klipperne ligeledes blev farligere at opholde sig omkring. Med en baggrund i film, og et professionelt virke indenfor design, er titlen som billedkunstner derfor også uvant for ham. Titlen synes dog at klæde Plougmand godt, og fotografierne toner ligeledes selvsikkert frem på de hvide vægge.
Selve værkerne synes, på trods af det skiftende vejr og sæson, som har præget tiden for hvert enkelt fotografis tilbliven, at dele en kollektiv bleg hede. Det er som om, at man træder ind i et rum for sig, hvor solens blændende lys har ført til hvide, prikkende pletter for øjnene. Man bliver (sol)blind for en stund. Usikkert træder man tættere på, kniber øjnene sammen og studerer hver enkelt lille revne og sprække i klippernes overflade. I deres abstrakte form(løshed), leder man på sin vis efter en genkendelig figur at fæstne sit blik ved. For øjnene af en, synes menneskelignende kroppe at træde frem. En knyttet hånd her. Et ansigt der. Så forsvinder de, kollapser og falder sammen, bliver igen til klippesten.
Det var vigtigt for Plougmand at undgå indikatorer på sandstensklippernes størrelse, såsom flora og fauna, eller mennesker og spor derefter. På denne måde synes klippelandskaberne også at eksistere i et slags visuelt tomrum eller vakuum. I stedet synes klipperne selv at skabe en vis rumlighed i det konstante skift mellem lys og skygge, som skabes ved solens falden over klippesiderne. Her må vores almene fornemmelse af størrelse og dybde stå målløst tilbage. Klippeformationerne fremstår som sublime, nærmest overjordiske entiteter. Tankerne bliver ledt hen på andre fascinerende naturfænomener, såsom drypstenhuler og naturvartegn som Grand Canyon eller Møns Klint. Samtidigt synes tankerne dog også at svæve videre op og ud i universet, hvor de lander momentært på Mars. Hvis man ville, kunne man sagtens forestille sig en støvet robot rulle forbi.
Det er denne overjordiskhed, eller karakter af det sublime, som synes at gribe fat i en, i mødet med værkerne, og som formår at ægge en til at dvæle yderligere ved det, man ser. Man får lyst til at række ud og røre ved klippernes ru overflade – ja, man kan faktisk allerede mærke det i fingerspidserne. Denne pseudo-taktile fornemmelse er endnu et element ved udstillingen, som gør, at man, som beskuer, får lyst til at dykke endnu dybere. Udstillingen Solblind er, med andre ord, en fascinerende øvelse i et klippelandskabs fremmedgørelse og abstraktion, og i dette pirrer den vores nysgerrighed og rykker ved vores fornemmelse af tid og rum.
Det kan klart anbefales at smutte forbi Galleri KVART og opleve Solblind for eget blik. Galleriet har adresse på Montanagade 45b, stuen, 8000 Aarhus. De har åbent for besøgende hver lørdag fra kl. 13 til 17, og udstillingen løber til og med d. 25. marts. Så, tag en ven under armen og lad de konstant forandrende, nærmest vibrerende, sandstensklipper udfolde sig for øjnene af jer.
