REPORTAGE: De seneste tre måneder har Moesgaard Museum udstillet elleve af den ghanesiske kistemager Eric Anangs designerkister. VINK har talt med Eric Anang om fænomenet ‘fantasy coffins,’ der får mennesker over hele verden til at smide tusindvis af dollars efter kister udformede som fugle, flyvemaskiner og fisk.
Skjult bag et klæde lægger enken og familiemedlemmer høvdingen ned i ørnen. Kun ånderne må overvære ritualet. Senere bliver ørnen stænket til i blod, og dens vinger sænket ned i jorden. Spade efter spade af ghanesisk jord skjuler kistens udskårne fjer.
På Moesgaard Museum står elleve af den ghanesiske kistemager Eric Anangs farverige, særprægede designerkister. Kisterne har fra oktober til først i januar været udstillet sammen med billeder taget af Klaus Bo, der fotograferer begravelsesritualer verden over. De fortæller historier om en høvding, der bliver begravet i en ørn, en hønsefarmer begravet i en høne og en eklatant modsætning mellem liv og død, der mødes i en kiste.
Fantasikisterne
Fænomenet kaldes fantasy coffins og opstod i 50’erne i Ghana. I dag er der flere kistemagere i Ghanas hovedstad Accra, der laver designerkister. Eric Anang fortæller, at en designerkiste snildt kan tage en måned at lave og koste helt op til 3000 dollars. Selvom designerkisterne rækker dybt ned i de ghanesiske kistebunde, betaler ghaneserne gerne — for kistekunstværkerne er ikke bare dyre statussymboler, de er også farvestrålende afspejlinger af den afdødes liv.
“De fleste kister relaterer sig til menneskers liv og levevej. En fisker vil måske gerne begraves i en fisk, en landmand i en kakaobønne og en tømrer i et af sine værktøjer. Kisten fortæller noget om deres liv, og den måde de levede det. Den siger: Den her person levede livet vel,” siger Eric Anang.
Kisternes dødskultur
Selvom Eric Anangs far ikke brød sig om idéen, overtog Eric Anang for mange år siden sin bedstefars kistemagerværksted. Hans far ønskede, at han skulle blive læge, ingeniør eller advokat. Men i over ti år har Eric Anang lavet ligkister i fantasifulde former. Allerflest fisk, fordi fiskeri er det mest almindelige erhverv i Ghana.
I det lille rum under MOMUs store trappe står hans kister udstillet under farvestrålende vægtæpper og lyden af ghanesiske stemmer, der strømmer fra højtalerne. En fodboldstøvle. Et vikingeskib. En majskolbe. En løve. En lille dreng studerer kisterne og erklærer, at han gerne vil begraves i fodboldstøvlen. Hos de fleste voksne museumsgængere bliver kisterne mødt med forundring. Hvorfor vil nogen mon gerne begraves i en menneskestor majskolbe med naturtro, gule majskorn?
Mens museumsgæsterne undersøger majskolbekisten nærmere, vender MOMU-udstillingen spørgsmålet på hovedet: Vi lever i personliggørelsens tidsalder, så hvorfor bliver vi begravet i anonymt udseende kister? Når alt fra politisk kommunikation til nummerplader kan personliggøres, hvorfor så ikke også kister?
Selvom der er stor forskel på en ghanesisk ørn og en dansk egetræskiste i finer, tror Eric Anang ikke, at der er store forskelle i måden, danskere og ghanesere opfatter døden. De danske begravelser er mere afdæmpede end de kæmpestore ghanesiske ceremonier, men alligevel oplever han, at danskerne på nogle måder er mere accepterende over for hans kister. Selvom designerkisterne i Ghana sætter et farvestrålende, personligt punktum for livet, vender ghaneserne helst døden ryggen, siger han.
“Danskerne var meget åbne og interesserede i mine kister. Jeg tror, de accepterer mine kister og mig selv som kistemager på en anden måde, end folk måske gør i Ghana. Her begraver man mennesker i kisterne, fordi man ønsker at give dem en ærefuld begravelse. Men folk holder sig helst på afstand af kisterne, fordi de relaterer sig til døden,” siger han.
En kiste, en høvl og et TV-møbel
Efter at have arbejdet som kistemager i over tolv år, har Eric Anang et alt andet end følelsesforskrækket forhold til sine kister. Han fortæller pragmatisk, at han for tre år siden byggede sin egen kiste. Den har form som en høvl. Når han får bygget sit nye hus færdigt, skal hans TV stå på høvlekisten, indtil han en dag selv skal begraves i den.
Det lyder måske usædvanligt som trediveårig at have sin egen kiste stående i midten af sin dagligstue. Men for Eric Anang er kisten ikke en påmindelse om døden i høvleform. Han ser ikke et møde mellem liv og død i møblet under hans TV. For han arbejder med træ — ikke med døden.
“Jeg bygger noget til en død person, men for mig relaterer det sig ikke så meget til døden. Jeg tager til begravelser, når jeg bliver inviteret til dem, men jeg har aldrig selv set en død person. Den måde, jeg tænker på det, er, at jeg skaber noget ud af små stykker af træ,” fortæller han.
