OMSLAG2020 er et projekt kurateret af de Aarhusianske kunstnere Kamilla Jørgensen og Tanja Nellemann Kruse. Tyve billedkunstnere og tyve forfattere har skabt fyrre fiktive udgivelser, der kunne være fremtidens bøger. Med “fiktive” menes der, at det, der sædvanligvis er med til at gøre en bog til en bog, mangler; ordene. Der er altså tale om udgivelser uden indhold. Disse indholdstomme udgivelser viser sig dog at rumme meget mere end som så. 

Inde i KH7artspaces rå, industriagtige udstillingsrum står to opstillinger af højborde. På disse borde ligger de mange bogomslag, flade som pandekager, på rad og række. Det er, som om omslagene venter på at blive foldet, viklet rundt om tredimensionelle bøger og indtage en færdig form. Omslagene optræder som en slags bøger “in-the-making” og udstråler en “bog-blivelse”, som dog aldrig bliver fuldent. For der er ikke nogen bog. Der er kun en forside og en bagside. Det er netop dette konstant ufuldendte udviklingspotentiale, der gør dette projekt unikt og vigtigt i en tid, hvor alt synes at handle om resultater, produkter og punktummer.

Det potentielles potentiale

Det er ikke vigtigt, hvad disse fiktive udgivelser handler om, for handlingerne findes slet ikke. Jeg kan kun forestille mig, at Kamilla Jørgensens Sol69 er en science fiction roman. Og jeg kan kun tænke mig at Åse Eg Jørgensens Brugsanvisninger og andre nyttige tekster er en ironisk samfundskritik. Disse forestillinger eller idéer bliver aldrig bekræftet, da vi ikke kan slå dem op eller læse os frem til dem. OMSLAG2020 er en samling af ufuldbyrdede udgivelser, hvis betydning man derfor “kun” kan spekulere over og tale sammen om. ”Kun” er dog et modsigende ord i denne sammenhæng, da de ufærdige udgivelser skaber langt flere, forskelligartede betydninger, end hvis der havde været fyrre færdige bøger. Projektet styrker ens spekulative og fantasifulde tænkning. Frem for at vide og konkludere, kan man kun gisne og tænke over, hvad en bog som Jacob Borges Dyr og planter der lever på andre dyr og planter handler om.

Forsider der forudsiger

Selvom dette ikke fremskrives bogstaveligt eller sprogligt, kan udgivelserne alligevel betragtes som en fremskrivning af fremtidens tidsånd og tendenser både på bogmarkedet og i samfundet. Udgivelserne rummer alt fra oprør og undergang til frigørelse og fornyelse. Omslagende fik mig til at tænke på syntetisk liv, matematiske alfabeter, præstationssamfundet og jordens undergang. Men måske det er fire helt andre ting, som du vil komme til at tænke på. Som det er med bøgers omslag, er der altid nogle, der taler mere til én end andre. Det er også tilfældet her. Jeg vil eksempelvis meget gerne læse Ida Marie Hedes Prinsessen på donuten, der på bagsiden har anbefalinger fra både Chris Kraus, Conchita Wurst og Mette Frederiksen. Hvis bare den fandtes.

Udstillingen er en invitation til at lege, fantasere og digte videre, hvilket kan være grænseoverskridende. Men hvis man kaster sig ud i det, kan det afføde mange sjove, interessante, uhyggelige og triste samtaler. Omslag 2020 er et projekt, hvor der for en gangs skyld fokuseres på det spekulative, det fantasifulde, det potentielle og det ufærdige. Omslagene kan ses på KH7artspace til og med den 1. februar. De kan derudover købes her ved forlaget Antipyrine.

// Illustrationer af Nanna Pernov Hinrichsen