Tur/retur til fremtidens Aarhus

Tur/retur til fremtidens Aarhus

Kunstgruppen Blast Theory har med 2097: We Made Ourselves Over begået et ambitiøst kunstværk om vores fælles fremtid. Jeg ved ikke, om jeg frygter den eller glæder mig, men jeg er uden tvivl bedre forberedt efter mit besøg i Aarhus anno 2097.

 

Bilen ruller langsomt af sted fra ’O’ Space Aarhus – ikke langt fra Dokk1. I bakspejlet forsvinder 2017 langsomt, mens vi glider gennem vintertidens mørke. Tre spændte tidsrejsende sidder vi i bilen sammen med en helt stille chauffør. Forventningens spænding er ikke til at tage fejl af – det er personligt lang tid siden, jeg har begivet mig ud på en kulturel oplevelse med så lidt viden om, hvad der venter forude. På bagsædet er ruderne matterede og lygtepæle tændte. Billygter og trafiklys når mig kun gennem en smuk mosaik af lys og bevægelser. Fra bilens anlæg høres, gemt i et underlæggende lydspor, en kvindes stemme. Hun fortæller os lavmælt om samfundets tilstand 80 år fremme i tiden. Vi er på vej.

Der udveksles ikke mange ord på køreturen mod 2097, den forventningsfulde stemning er til gengæld til at skære i. // Alle fotos: Mads Christensen

 

Aarhus; her, men ikke nu

Blast Theory er en prisvindende britisk kunstgruppe, som med 2097: We Made Ourselves Over inviterer os til at rejse frem i tiden og ind i os selv. Selvom 80 år ude i fremtiden er længere væk, end mange af os nogensinde når, så skaber rammesætningen i Aarhus en vis genkendelighed. At vi kun rejser i tid, men ikke i sted, er helt specielt og afgørende for værkets troværdighed. Derudover har kunstnerne, der også finder inspiration i kulturby Hull, lagt et stort stykke arbejde i forhistorien til 2097-oplevelsen. Fem kortfilm ligger tilgængelige på nettet og kan sågar også findes i en interaktiv 2097-app. Her lærer vi om fremtidens arbejde med molekylær høst og muligheden for at overførere vores bevidsthed. Her introduceres vi også til nogle af de centrale spørgsmål, som værket på fineste vis placerer os midt i.

Selvom, der er meget materiale at gå på opdagelse i inden den egentlige tur til 2097, er det først på den anden side af dette forhæng, at oplevelsen begynder.

 

Fremtiden i armslængde

Tilbage i bilen har vi nået vores destination. Vi træder ud og bliver modtaget formelt af en herre i en lang hvid frakke. Han beder os forsætte forbi ham og ind i en svagt oplyst tunnel. Jeg kanter mig forsigtigt igennem det ophængte plastikforhæng og mødes af endnu to herrer. De udleverer mig henholdsvis min egen frakke samt mit “device” (en smartphone med tilhørende høretelefoner). Alene med det smukke elektroniske soundtrack i ørene nikker jeg halvt farvel og bevæger mig videre ind tunnelen. For enden skinner et kraftigt lys. I høretelefonerne mødes jeg af Hessa (hovedpersonen fra de fem kortfilm). Hun fortæller mig, at hun selv har gået, hvor jeg går nu, mange gange. Hun kan huske væggene, hvordan de føles, og hvordan ens hænder føles, når de rører ved dem. Jeg drejer til venstre for enden af tunnelen og træder op i den kolde aftenluft. Ud i 2097.

Det er ikke mange skridt, det kræver at træde ind i fremtiden, men oplevelsen er gennemført, og jeg er aldrig i tvivl om, hvor jeg befinder mig.

 

Alene med en andens bevidsthed

Her vil jeg spare læseren for flere nærgående beskrivelser af kunstværket. I stedet opfordres man til selv at begive sig af sted til Aarhus i år 2097. Blast Theory lykkes med rigtig mange aspekter af deres værk, og det er ikke som noget, jeg har prøvet før. Jeg placeres midt i Hessas inderste tanker og genkender mange af dem. Hendes bevidsthed bliver en del af min, og sammen står vi overfor nogle helt grundlæggende og afgørende spørgsmål om tilværelsen. Den eneste forskel er, at hun har gennemlevet dem, og at hun nu blot er på besøg i mit sind, og jeg i hendes tid. Som jeg bevæger mig videre igennem værket, aktiveres jeg i stigende grad både fysisk og mentalt. Jeg opfordres – nærmest forlanges – hele tiden til at reflektere over nuet og fremtiden, og det er en fornøjelse at blive udfordret i stedet for underholdt.

I aftenmørket må jeg hele tiden mærke efter med fødderne, hvad der venter forude. Jeg er hele tiden i fuld beredskab.

 

Hjem til fortiden

Tilbage på ’O’ Space, tilbage i 2017, sidder jeg og tænker nærmere over min tur. Jeg synes, det er et modigt værk, som tør kræve så meget af sine besøgende, og jeg glædes over den kreativitet og personlige nerve, som gennemstrømmer det. Æstetikken og rammerne er sig selv en fornøjelse at opleve, men det er i sidste ende, når det bliver nærgående, at det bliver spændende. Desuden er det svært ikke at trække på smilebåndet over værkets brug af smartphones og hovedtelefoner. At den samme teknologi, som så ofte siges at distancere os fra hinanden og vores omgivelser, kan bruges til at skabe en så nærværende oplevelse, er forfriskende. Lukket inde i min egen interaktion med kunstværket udvikler jeg et personligt forhold til min fortæller. Et forhold, der kun forstærker kontrasten, næste gang jeg sidder over for et virkeligt menneske og gerne vil formulere mine tanker. We Made Ourselves Over stiller altså ikke kun vigtige spørgsmål til os som individer. Det rejser også spørgmsål om, hvordan vi er sammen, og hvordan vi bliver ved med at lære af hinanden. En aften som slås stort op, men kun for at gå helt tæt på.

 

Læs mere om 2097: We Made Ourselves Over og se filmene, inden du selv tager afsted:
http://wemadeourselvesover.com

 

Skriv en kommentar