BILLEDREPORTAGE: Rødt fortov, en svævende bil fyldt med vand, cement-urtepotteskjulere for euforiserende planter og friteret tang under et kæmpemæssigt halvtag. Det lyder måske nok en smule spøjst, men der er en dybere mening med kunstværkerne – netop at sætte kunsten i spil i det forum, det omhandler. Naturen. Så tag en tur med langs Aarhus kyst og se på samfundsrelaterede kunst med politiske budskaber.

 

”Triennalen falder på et tidspunkt, hvor vi mere end nogensinde før har brug for kunst og kultur til at minde os om, hvor vi kommer fra, hvor vi står i dag, og hvor vi er på vej hen.”

Museumsdirektør for ARoS, Erlend G. Høyersten

 

The Future strækker sig langs kysten fra Tangkrogen til Ballehage Strand på i alt fire kilometer og byder på kunstværker, der til fælles har fokus på forandring og bæredygtige modeller for vores fremtidige samspil med naturen. Med over 30 kunstnere ønsker The Future at provokere og udfordre vores forestillinger samt bryde grænser omkring, hvad vi opfatter som kunstværker. Nedenfor kan du se et udpluk af værkerne.

 

Bjarke Ingels Group: SKUM. // Alle fotos: Lisa Larsen

 

Miljøvenlig SKUM

Den store skumlignende konstruktion har fokus på leg samt mobilitet og drager sin inspiration fra hoppeborge. Bjarke Ingels Group beskriver den også således: “Its low-impact construction offers maximum visibility while incurring a minimal environmental footprint.”

 

Anssi Pulkkinen & Taneli Rautiainen: Constrained View.

 

Et skel mellem konstruktion og landskab

Med en todelt installation udforsker kunstnerduoen, Anssi Pulkkinen og Taneli Rautiainen, rum og fornemmelse for tid. Videoen på lærredet viser Øresundsbroen, der er knækket over – et skel – og en bil, der lækker vand. De to installationer skaber tilsammen et syn på, hvordan natur og bygningskonstruktioner smedes sammen, og hvilke konsekvenser det kan have for det omkringliggende landskab.

 

SUPERFLEX: Investment Bank Flowerpots / Deutsche Bank Hyoscyamus Niger.

 

Finansverden i hallucinerende cementforme

Denne cementform er én ud af i alt 20, der skal repræsentere verdens største banker i form af samlingen “Investment Bank Flowerpots”. Hver cementform er formet som den enkelte bank, den repræsenterer, og huser desuden hallucinerende planter – heraf kunstværkets titel (der er en sammensætning af bankens og plantens navn). Ud af den kolde cementform, der symboliserer finansverden, dens penge og tilhørende kapitalisme, udspringer hallucinerende planter. Symbolikken kunne unægteligt være en kritisk opsang til, hvordan vores samfund er besat af vækst og kan have en hypnotiserende og euforisk virkning på os samt vores samfund.

 

Alicja Kwade: Be Hide.

 

Det naturlige og det kunstige

De to sten står adskilt af et spejl. Den ene sten er ægte, og den anden er en aluminiumafstøbning. Kunstværket skal repræsentere en problemstilling, der omhandler vores opfattelse af, hvad vi opfatter som sandt og falsk. Det sætter ligeledes spørgsmålstegn ved vores definition af det naturlige og det kunstige, og hvordan vi spejler os i de begreber.

 

Katharina Grosse: Untitled.

 

Disse løbende børn var meget begejstrede for de rød-hvide farver.

 

Rød-hvide refleksioner

Et af de mest omdiskuterede værker er af Katharina Grosse, hvor et stort naturområde blev malet i farverne rød og hvid. Kritikken gik især på, at man havde misbrugt og ødelagt et naturområde, og at kunst og kultur nu var gået for vidt. Debatten og kritikken er ret interessant set i betragtning af, at det måske netop var idéen med værket – at fremprovokere nogle holdninger over ødelæggelse af naturen. At man med de rød-hvide farver, de samme som Dannebrog, måske ønskede at skabe en debat om, hvordan vores eksistens og handlinger påvirker naturen. At vi har et ansvar som nation for den jord, hvor vores land befinder sig på.

 

Her på VINKAarhus var en del af os nok mere betaget af værket og debatten, end vi var vrede. Vi gav også vores ord med i debatten, som du kan læse her. Debatten har efterhånden lagt sig, og en stor del af græsset er vokset ud igen (der skulle eftersigende være en mand, der var så provokeret af værket, at han slog græsset for at få det til at forsvinde hurtigere). Naturen har dog mere eller mindre indfundet sig igen. Efter udstillingens ende blev malingen fjernet fuldstændig.

 

Tomás Saraceno – NGC/IC M+M (Working title).

 

Geometriske spejlinger

Der bliver leget med former, spejlinger, refleksioner og forvrængninger i dette kunstværk. Især i forhold til måden vi ser os selv og andre på – for ikke at nævne vores omgivelser. Vores perspektiv er styret af mange forhold og indflydelser.

 

Rirkrit Tiravanija, N’kolaus Hirsch & Michel Müller – Do We Dream Under the Same Sky. Værkets navn ’Do we Dream under the same sky’ stod skrevet i grønne planter rundt om dets top.

 

Skaberne bag De Rullende Strandkokke var i færd med at tilberede mad nyligt fanget fra havet.

 

Tangchips og rejer.

 

Krydderurter i massevis.

 

Man kunne frit og kvit låne waders og fiskenet.

 

De fleste valgte dog at gå i vandet uden.

 

Et fremtidig økologisk fællesskab

Under det overdækkede stillads har der både været madlavning, foredrag, debatter og performances. Der er rig mulighed for at plukke krydderurter, bruge pladsen til at lave mad eller søge ly. Kunstneren, Rirkrit Tiravanija, har i samarbejde med arkitekterne, Nikolaus Hirsch og Michel Müller, skabt et futuristisk bud på en bæredygtig konstruktion i fremtiden.

 

Udstillingen fortsatte ud af kysten ved Varnapalæet, hvor man også passerede Den Uendelige Bro.

 

 

Hvad: ARoS’ udstilling THE GARDEN – End of Times; Beginning of Time

Hvornår og hvor: Den anden, The Present, og tredje del, The Future, er desværre afviklet, men du kan stadig nå at opleve den første del af udstillingen, The Past, der finder sted på museet. The Past: På ARoS – 8. April til 10. September 2017. Den har vi i øvrigt også besøgt – og det kan du læse mere om her.

Mønt: Adgang til ARoS: fra 100 kr.

Links: Læs mere om ARoS her // The Past  // The Present // The Future