SERIE – PORTRÆT: Alle kan tegne! – De fleste af os når bare ikke længere end til tændstikmænd og kruseduller. I tegneleg fanger jeg aarhusianere, som i den grad formår at tage tegning til et andet niveau. Jeg er nysgerrig på hvad der sætter gang i deres kreativitet, og er du også er det, så læs endelig med her.

 

1
Tine er inspireret af blindtegning som teknik, i sin tegneproces // Foto: Tine Kaag Raun

Tine Kaag Raun er uddannet fra Designskolen i Kolding fra linjen for Visuel Kommunikation, og er efter en årrække i reklamebranchen, nu ansat som grafisk designer på Alexandra Instituttet. Hendes tilgang til tegning er super interessant  – nærmest meditativ, og samtidig stiller hun skrapt på de små finurligheder og skæve indslag i hverdagslivet, som således danner baggrund for hendes smukke illustrationer.

Hvornår begyndte du at tegne og hvorfor?

 

Som jeg husker det, har jeg altid tegnet. Når jeg ser tilbage, tænker jeg, at det var det min måde at forsvinde ind min egen drømmeverden på. Jeg var ofte alene som barn, og det at tegne var både en måde at undgå at føle mig ensom på og en måde at få tiden til at gå på. I skolen tegnede jeg i timerne for at undgå at komme til at sige for meget.

Jeg var meget optaget af det vi lærte, og ville meget gerne deltage i undervisningen, men dengang i 70’erne var der ikke noget, der hed differentieret undervisning. Jeg havde svært ved det langsomme tempo, så det at sidde og tegne var en måde at følge med på, uden at kede mig og uden at blive alt for engageret. Når jeg blev det, kom jeg nemlig til at svare på de spørgsmål læreren stillede – uden at række hånden op. Og så har jeg altid haft sådan en følelse i maven, af at have behov for at skabe noget. Som en klump, der bare vokser.

Er jeg ved at få en knyst? Tuschpen, flydende tusch // Af: Tine Kaag Raun
Er jeg ved at få en knyst? Tuschpen, flydende tusch // Af: Tine Kaag Raun 

 

Hvilke teknikker bruger du i udarbejdelsen af dine værker?

 

Jeg tegner meget langsomt, og kigger ikke særlig meget ned på papiret. Dette er inspireret af blind-tegning. Fordi jeg bruger meget groft papir, og meget fin pen, skal jeg også koncentrere mig ekstra meget. Derfor bliver jeg også ligsom nødt til at gøre mig klar til det at tegne, og det er nærmest meditativt på en måde. Jeg får en ro i kroppen, og alle tanker om andet end motivet forsvinder.

Så se den anden vej, Pen, flydende tusch // Af: Tine Kaag Raun
Så se den anden vej, Pen, flydende tusch // Af: Tine Kaag Raun

Hvad inspirerer dig til at tegne?

 

Jeg inspireres af mange forskellige ting, men kan godt lide at fokusere på små finurlige detaljer ved ting i hverdagen. Når jeg har tegnet noget, husker jeg det rigtig godt, fordi jeg bruger lang tid på at fokusere på motiverne og er fuldstændig tilstede i nuet. Det er som om oplevelsen bliver rigere, når det først er tegnet ud.

Måltid, Pen, flydende tusch // Af: Tine Kaag Raun
Måltid, Pen, flydende tusch // Af: Tine Kaag Raun

 

Udsnit af Måltid
Udsnit af Måltid

 

Er tegning din hobby, levevej eller noget derimellem?

 

Jeg tog fri et helt år, hvor jeg kun tegnede. Men jeg så rigtig mange dygtige illustratorer, der ikke kunne leve af at tegne, og som i stedet ernærede sig som fx handicaphjælpere. Jeg havde en ambition om, at jeg ville kunne leve af det, jeg havde uddannet mig til. Så på et tidspunkt skiftede jeg spor og fordybede mig i grafisk design. I mange år har jeg været opslugt af mit arbejde som grafisk designer. Det er først de senere år, at jeg er begyndt at tegne for alvor igen.

 

Hvor kan man se dine værker henne?

 

Den 22. maj holder jeg pop-up udstilling hos Cross Eyes i Volden fra kl. 15-18. Man kan pt. købe mine tegninger i 1+1 Design i Grønnegade, hvor jeg også d. 29. maj fra kl. 15-18.00 tegner portrætter og måske spiller lidt franske viser på min harmonika i forbindelse med Latinerfestivalen. Den 30. maj har jeg desuden en stand på Kunsthåndværkermarkedet på Klostertorv fra 11-17, hvor man også kan købe mine print.

 

Alle illustrationer, samt forsidebilledet er tegnet af Tine selv. Hun har på én gang en meget socialrealistisk men også humoristisk tegnestil, kombineret med en fed sans for detaljer. Samtidig er jeg helt vild med hvordan værktitlerne spiller sammen med motiverne, på en både rørende og humoristisk facon. Tjek hendes værker ud, når de udstilles her i Aarhus i denne måned!

 

Deres el er bare sjovere, Pen, flydende tusch // Af: Tine Kaag Raun
Deres el er bare sjovere, Pen, flydende tusch // Af: Tine Kaag Raun

 

Under ommøblering 1, Pen, flydende tusch // Af: Tine Kaag Raun
Under ommøblering 1, Pen, flydende tusch // Af: Tine Kaag Raun

 

Hvem: Tine Kaag Raun, grafisk designer

Hvor:  Bla. i butikken Cross Eyes i Aarhus d. 22. maj, på hendes hjemmeside og i Butik 1000 Ting i Jægergårdsgade.

Hvorfor: Tine formår at inkorporere både humor og hjertevarme i hendes tegneunivers, på en fed måde.

Mønt: Værkerne koster omkring 150-300 kr pr. stk.