Regelbryderen Ikaros på himmelflugt

Regelbryderen Ikaros på himmelflugt

Danseforestillingen My Icarus Complex udfoldede sig fra den 19. – 21. august. I den nyfortolkede version af den græske myte udfordrede forestillingen ikke kun de fysiske rammer, ved at udspille sig i en hangar ved Aarhus Lufthavn, men også sagnet om Ikaros, der blev sat i et nutidigt perspektiv. Seks dansere bragte den gamle historie til live igen igennem forvredne kroppe og stemningsmættet technoballet.

 

”Ved I, hvad det er, I skal hen og se?”

De overhørte ord kom fra buschaufføren, der henvendte sig til passagerne på de forreste sæder. Der var lagt op til et show med gennemslagskraft, da vi ankom til hangaren med offentlig transport.

Forventningen var derfor også tydelig at spore blandt de fremmødte, da vi alle i samlet flok bevægede os ind i hangarens store hal efter velkomstdrinks og summen. I den ene ende af bygningen var der anbragt en kæmpe mixerpult. Bag den stod den sortklædte DJ-trio M€RCY parat.

Efter et stykke ventetid blev det røde, flakkende lys erstattet af mørke.

Første akt med titlen “Voice of Daedalus” gik igang med et brag; projiceret tekst kom til syne på hangarens lukkede skydedøre, og lyden af Daidalos’ dybe stemme brød frem i lokalet. Den henvendte sig i lige så høj grad til sin oprørske søn som til publikum med sine formaninger omkring himlen og havets farer. Budskabet blev afsluttet med klar røst: Daidalos ønskede ikke at være en ny gud igennem sin grænseoverskridende vinge-opfindelse, men at vise ‘the rulers of the borders’, at intet var så ligetil, som det fremstod.

Scenen blev herefter givet til danserne og til lyden af hårdtpumpende og dyster techno.

//Alle fotos: Mads Christensen

 

Fanget i labyrinten og i sensuel kamp mod Minotaurus

“Labyrinth” –anden akts titel – understregede danseforestillingens mørke side, da de seks dansere gjorde deres entré i blodstænkt tøj og med unaturlige bevægelser i rollerne som de fangede unge ofre i Kong Minos’ labyrint.

 

 

I den følgende akt – “Minotaur” – bevægede det sagnomspundne monster sig rundt på det kolde gulv med bjælder og støvletramp som iørefaldende lydtæppe. Med få kreative midler blev væsenet skabt ved hjælp af dansernes egne kroppe i én sammehængende masse samt et enormt gyldent tyrehoved som imponerende effekt.

 

Det uundgåelige fald

I de følgende to akter med titlerne “Ecstasy” og “Sun is Black” var det kroppens grænser, der blev fremhævet i opførelsen, da danserne samlede sig foran den sorte mixerpult. Fortabelsen i dansen, de dundrende rytmer og det flimrende lys var fokus, før akten “Fall” førte til den velkendte død for Ikaros. I den oprindelige historie undslipper helten Theseus labyrinten ved hjælp af Ariadnes tråd. I My Icarus Complex var tråden erstattet af et reb, som strakte sig op mod himlen og var på én og samme tid en redningsmulighed – såvel som et redskab til at hænge sig selv med. Liv og død blev derfor de to tematiske modpoler med en smidig krop udspændt imellem sig i opsætningen. I rødt strobelys blev en dansers kæmpende krop fastholdt i frosne øjebliksbilleder til lyden af taktfaste elektroniske beats.

 

 

I syvende og sidste akt – “Ocean” – vadede sanger Esben Valløe ud i et holografisk, blåt hav, mens danserne dukkede op fra den illusoriske havbund som akrobatiske lig til de melankolske strofer: ”You know the rules we live by / you know you crossed the line”.

 

 

Ikaros som kompleks figur

Ikaros måtte lade livet som resultat af sin dumdristighed – eller var det snarere overmenneskelig ambition i denne nyfortolkede version? Om de manende ord i den afsluttende sang var bebrejdende eller sorgfuld over, at titelfiguren havde et umuligt ønske om at overgå sin egen menneskelige natur blev overladt til fortolkning.

 

 

Elementer fra sagnet blev oversat i en direkte dansende og visuel sammenhæng igennem hele My Icarus Complex – projiceringen af havbølger på overfladen af hangardørene varslede om Ikaros’ kommende endeligt, og rent koreografisk blev aspekter af fortællingen inkorporet i forestillingen ved, at danserne mimede at blive blændet, og smidige kroppe faldt bagover og dannede cirkler, som gengav den drabelige sol.

 

 

I My Icarus Complex blev myten om Ikaros mere fremstillet som en forestilling omhandlende grænser, fysiske såvel som psykiske, end en løftet pegefinger om at overskride sin egen (u)formåenhed. Optrukne linier blev præsenteret som kvælende og restriktive; danserne bevægede sig i aggressive og fastlagte retninger i “Labyrinth”, hvor de gang på gang kom truende tæt på at kollidere med hinanden i deres individuelle ruter. Skabningen Minotauros var en overskridelse i sig selv som et kropsliggjort tabu i mødet mellem menneske og dyr, mens Ikaros’ ikoniske fald fra himlen blev symbol på at undslippe sin egen bundne menneskelige natur.

 

 

Igennem fortabelsen i den dunkende ekstase.

Igennem opstigningen og styrtet.

Igennem betalingen for flugtforsøget fra sig selv.

 

//Tekst: Anne Sophie Parsons

 

Skriv en kommentar