Pastel, metakommunikation og Soup-Opéra i refleksion over menneskets tilværelse.

Pastel, metakommunikation og Soup-Opéra i refleksion over menneskets tilværelse.

Afgang 19 – Coming Out viser værker, der fortæller os noget om de hverdagslige tanker i livet samtidig med, at det rummer en hel del reflektion omkring det følsomme og sårbare, som befinder sig i os alle. Læs mere her!

 

For cirka en uge siden åbnede årets afgangsudstilling Coming Out, kurateret af Maria Bordorff, med fem dimitterende kunstnere fra Det Jyske Kunstakademi. Mads Borre, Matilde Mørk, Maiken Stæhr, Freja Støttrup og Mark Tholander. Ligesom sidste år var udstillingen at finde i Kunsthal Aarhus’ underetage, som udgør et enormt stort rum. Selv om det ligger i underetagen, er det slående, hvor lyst og behageligt det er dernede med vinduer i loftet, som åbner op til det, man kunne tænke sig at være det perfekte udstillingsrum. Alligevel får jeg ofte følelsen af, at kurateringen bliver en lille smule kaotisk, og at kunsten aldrig helt formår at indtage al den plads, der er til rådighed i det store rum.

 

Da jeg går ned ad trappen og møder udstillingen, synes jeg, at rummet virker tomt. Jeg møder et landskab af pastelfarver, som desværre svinder lidt hen blandt rummets træelementer og hvide vægge. Men midt i pastellandskabet får man umiddelbart øje på Maiken Stæhrs værk, The moon will teach you nothing (2019). En installation af dybblå badeværelsesfliser danner et catwalkpodium, som tager os med ind i selve badeværelset, hvor en torsolignende afstøbning, som genspejler de dybblå baderumsfliser i sine egne farver, hænger på et tøjstativ. De ulige elementer giver mig en endnu stærkere følelse af at være inde i et fugtigt badeværelse, hvor en hvid loftventilator frisker den stillestående badeværelsesluft op. Maiken Stæhrs installation bryder med rummet, idet værket nærmest også opfører sig strukturalistisk i rummets bløde landskab.

 

 // Alle fotos: Mikkel Kaldal, Kunsthal Aarhus

Metakommunikerende værker og rumlig udnyttelse

Da jeg bevæger mig videre rundt i udstillingen, mærker jeg, at den lidt monotone pasteloplevelse ophører, jo længere tid jeg befinder mig i rummet; flere af værkerne kommer til syne i sin egen ret. Mads Borres værk, Star Eyed Baby (2019), består blandt andet af en digital collage, der er hængt op i loftets ovenlys. Collagen består af stoflige figurer, som er sammensat med flere kvadratiske motiver, der danner et rudenet i loftet. Digitaliseringen gør, at collagen får et hårdt udtryk, men med organisk draperende slør, som falder ned fra collagen, brydes der lidt op i det hårde udtryk. Jeg bliver glad af at se, hvordan Borres værk også udnytter rummets loft til trods for rummets besværligheder. De organiske draperinger indeholder papirsedler, som får mig til at stoppe op, idet han spørger: ”Who will erase my queerness in the future?”. Værket forholder sig dermed også kritisk til livets stereotypiske aftryk.

Mads Borre udstiller også flere andre collager, hvor han i det ene øjeblik viser os den analoge version, som bliver digitaliseret i det næste værk, dermed opstår der en metakommunikation mellem de to værker, der er særdeles interessant.

 

Denne metakommunikation bliver også en fællesnævner gennem udstillingen, idet den dukker op i Matilde Mørks værk Løber dit spor i sølv? (2019). Mørk har skabt et metakommunikerende værk, som tager udgangspunkt i en performance, der skildrer sorg og lydløs kommunikation skabt gennem kontaktimproviseret dans. Performancen er ikke længere mulig at se i sit fysiske format, men vi ser den gennem en skærm placeret på gulvet. Rekvisitterne, som bliver brugt i performancen, ligger derimod stadig på gulvet, og tøjet, danserne har på sig, hænger på en knag på væggen. Man kan føle på tøjet, som er af forskelligt materiale, og dermed kan man også få en fornemmelse af, hvordan det er at tage del i den kontaktimprovisation, som sker i performancen.

 

 

Soup-Opéra og meningen med livet

Mark Tholanders værk, They built the widened coral reef (2019), er en videoinstallation, der tager os med ind i en skjortes liv. Skjorten bliver myndiggjort som væsen ved, at den vandrer rundt i hverdagslige scenarioer og ser ud til at tilhøre en krop, uden at kroppen kommer til syne. Med en Matthew McConaughey i True Detective-agtig stemme deler skjorten sine tanker om livet med betragterne. Pludselig skifter scenen, og vi ser et landskab af animerede grøntsager, som flyver rundt i et køkken. Jeg får umiddelbart associationer til den franske børnetv-serie Soup Opéra, hvor frugt trillede ud af en lille kurv og blev forvandlet til dyr! Som barn af de tidlige 90’ere blev jeg helt varm om hjertet.

 

Det var ikke overraskende at se, at fire ud af fem værker på afgangsudstillingen var installationsværker, men Freja Støttrups værk, Smuldrende Lavendel (2019), er dog en undtagelse. Hendes digitalt bearbejdede fotografier formidler indsigter om private relationer til andre og ikke mindst relationen til sig selv. Hendes billeder forbindes stærkt med diskursen om sit eget selvbillede i en forlængelse af relationerne til andre mennesker omkring os.

 

En fællesnævner for udstillingens samlede udtryk er det pastelagtige landskab, der skaber en autonom harmoni mellem værkerne, og som virkelig er i vælten lige nu, men som desværre gør, at kunsten forsvinder lidt i det store rum på Kunsthal Aarhus. Alligevel vejer kvaliteten i enkeltværkerne op for det rumlige landskabs udfordringer med et imponerende animeret videoværk og kritiske holdninger til livet formidlet gennem metakommunikerede kunst.

 

Udstillingen er særdeles anbefalingsværdi og kan opleves på Kunsthal Aarhus i perioden 3. maj-2. juni 2019.

Skriv en kommentar