NO ROOM FOR IMAGINATION

NO ROOM FOR IMAGINATION

I Byhøjskolens skråvæggede lokaler på Mejlgade en torsdag i juli kravler Johanne Teglgård Olsen og Tone Haldrup Lorenzen rundt på gulvet med sved på panden. De ruller kunstgræs ud på lokalets  gamle trægulv. I to dage skal de tage billeder til fotoudstillingen NO ROOM FOR IMAGINATION. 

 

NO ROOM FOR IMAGINATION er et fotografisk kunstprojekt, som udstilles fra 8. september i Dome of Visions i Aarhus. NO ROOM FOR IMAGINATION sætter fokus på, hvordan fotografier kan have betydning for vores opfattelse af objektiver sandheder. Fotoudstillingen vises i forbindelse med The GENDERhouse festival i Aarhus. 

Projektet, som har arbejdstitlen “Damer på Græs 2.0”, tager udgangspunkt i et ti år gammelt projekt og er en del af NO ROOM ROOM FOR IMAGINATION. Udstillingen viser otte mennesker, helt uden omsvøb og i fuld nøgenhed, som på hver sin måde sætter fokus på køn, krop, seksualitet, og hvordan vi nedbryder og redifinerer begreberne omkring. 

 

Grænser brydes og nye opstår

Vi befinder os oppe under taget på en gammel bygning i midten af Mejlgade. Kigger man ud af de skrå vinduer, ser man et hav af tage, der bølger sig ud i horisonten. Solen skinner på Aarhus’ bakkede øgade kvarter, og strålerne falder også ind her. 

Trægulvet er gammelt og med oceaner a malerpletter. Gamle træborde og træstole står stablet i siderne. Det her rum bruges kreativt. Gamle hvide træbjælker forbinder det gamle skrå loft. Byhøjskolen danner i dag rammerne for fotoshootet til NO ROOM FOR IMAGINATION. 

Ditte er den første, som Johanne og Tone tager billeder af. Ditte er 40 år og er til dagligt socialrådgiver i Aalborg. Hun har takket ja til at være model efter et opkald fra hendes bror, Peter. 

“Min bror blev spurgt, om han ville være med, og så ringede han til mig for at høre, hvad jeg syntes om det. Og så sagde jeg ‘jeg vil også ved med’”, forklarer Ditte og smiler. 

 

Hvad tænker du om projektets tema i forhold til køn, krop og identitet, og hvordan fotoet kan være ned til at vise det?

“Jeg synes, det er rigtig spændende. Det der med at flytte grænser hvor det, i min optik, ikke er provokerende at være nøgen. Det er bare at være til.”

Er der en ide om, at det er provokorende at være nøgen i samfundet?

“Jamen vi skal jo dække os til, og vi (red: kvinder) må ikke amme offentligt. Så der er en eller anden seksualisering af menneskekroppen, som jeg synes er underlig.”, forklarer Ditte. 

 

Hun lægger sig på det udrullede græs. Tone går ind og retter på det lange hår “smukt, meget smukt”, siger hun begejstret. “Kan du prøve at lægge dig på en ny måde?”. Ditte lægger sig på siden, benene krydser, og armene stikker op over hovedet. Det ligner en søndagsposition, lige inden man vågner i sin seng. Det er helt naturligt. De lange, lyse, pink negle stikker frem – som det eneste unaturlige udtryk. 

“UH!” Udbryder Johanne begejstret. Hun står fast på de øverste trin af en stige og klikker løs på kameraet. Det er lidt af en udfordrende position, og Johannes ansigt er gemt væk bag kameraet. “Kan du sætte dig op?”, spørger Tone til Ditte.

Ditte sætter sig med knæene opad og benene rundt om. Søren Huss spiller på højtaleren i baggrunden. Et melankolsk og eftertænksomt udtryk planter sig på Dittes ansigt. Det er som om, at hun er helt alene i rummet. “Det er meget rørende,” siger Tone. 

“Jeg håber, at folk kan komme til at se det at være nøgen som en form for frihed.  Så længe man ikke generer andre, men at man er tilfreds med sit eget skind”, siger Ditte. 

 

Krop, og kun krop

I NO ROOM FOR IMAGINATION skal kroppen ikke seksualiseres. Det hele ligger i bevægelserne. Den krop, som er dækket lidt til med enten trusse eller hænder for brystet, er seksualiserede. Billederne til NO ROOM FOR IMAGINATION bliver redigeret med høj kontrast, og de kunstige negle på nøgne kroppe symboliserer alle de små ting, som vi til hverdag gør ved  os selv. 

For Tone og Johanne er det vigtigt, at Ditte og de andre som er med som modeller i udstillingen føler sig afslappede, når de ligger på græsset. 

 

Er det noget af det, som er mest vigtigt? 

“Man kan tydeligt se på billederne, hvis man er utilpas i sin krop. Det er vigtigt, at man slapper af i det. Og man ser meget tit det modsatte i reklamer, hvor det handler om at se bedst ud”, forklarer Tone Haldrup Lorenzen. 

 

//Foto: Johanne Teglgård Olsen

 

Bodyimage – Feminint eller maskulint?

Dittes bror, Peter, er den næste som Johanne Teglgård Olsen tager billeder af. Han sidder og får lagt pink negle. Vi taler sammen, imens Tone Haldrup Lorenzen smører lim på hans fingre. Peter kender Johanne og Tone, men lærte først Johanne at kende for nyligt. I juni måned holdte Peter fødselsdagsfest, hvor Johanne også var inviteret.

“Så blev vi  lidt småfulde og så sagde hun ‘Hey Peter, jeg skal forresten spørge dig, om du ikke vil være med til det her photoshoot?’. Og så tænker jeg, at det kan jeg da godt prøve, bare for at prøve noget nyt. Og så ringer jeg til min søster Ditte og siger: ‘Er det her noget for mig at gøre?’ Og hun siger: ‘Ja! Jeg vil også være med!’”, forklarer Peter imens et grin planter sig på ansigtet.

 

Hvad er fedt ved at være med i NO ROOM FOR IMAGINATION?

“Jamen det her med bodyimages. En ting er, at man tit hører om kvinder og deres bodyimage fra reklamer og sådan. Men det er der også ved mænd. Man bliver hyper manipuleret til, at man skal være ekstrem maskulin, og at maskulinitet er på én måde. Og det er jeg egentlig træt af. For jeg bliver sgu ikke mindre mand af at have det her på”, siger Peter, imens han viser sine hænder, hvor de lange pink negle sidder på. 

“Og jeg bliver heller ikke mere mand af, at have jord under neglene.”, afslutter han. 

 

Gennem højtalerne lyder nu tonerne af det nye album af Florence and the Machine. Peter ligger på græsset. Benene på tværs, ryggen på siden og armen bagved. Oppe fra loftet knipser kameraet. Hun strækker sig ud, imens hun tager billederne fra stigens top. 

“Kan du prøve at sætte dig i en, hvad du selv synes er meget maskulin position?”, spørger Tone. Der leges med tanken om kønsstereotyper. Han ligger sig med armene under ryggen, så han hviler opad.

Tone spørger Peter, om han kan finde en feminin position. Han sætter sig op, benene på hug til siden,  den ene arm på halsen og den anden arm mod græsset Kort efter ligger han sig derefter på siden, helt fredfyldt. Endnu en gang som man ville ligge en søvnig weekendmorgen, inden man løfter sig ud af sengen. 

Spørger man Peter selv, så er den maskuline bodyimage især tydelig i reklamer:

 

Det her bodyimage, hvor kommer den fra?

“Det er eksempelvis, når man ser reklamer for undertøj til mænd. Så har de altid sixpack. De er lavet i samme form allesammen, og det er sgu sjældent, at nogen mænd ser sådan ud. 

Og hvis de gør, så synes jeg, de bruger for meget tid på træning i forhold til, hvad livet går ud på.”

“Det er vigtigt at have det godt med sig selv og ikke bare se godt ud.”, pointerer han. 

 

Tilbage på græsset bliver der stadig skudt billeder.  “Du klarer det skidegodt Peter, du er smuk!”, siger Johanne og Tone nærmest i munden på hinanden.“Jo, jo, jo, jo”, svarer Peter og afslører en beskeden nordjysk dialekt, imens han griner.

“Hvis du tænker lidt som en rosin”, siger Tone efterfølgende. Peter spænder og krummer sig. Mavemusklerne dirrer, skuldrene spænder, og sener og muskler træder frem. Han skyder efterfølgende ryggen i krum form, som om han krammer en bold. Rygsøjlen træder skarpt frem. 

“Enorm skrøbelighed, men så tense”, funderer Tone, imens hun kigger ned på Peter. 

“Are we good?” Spørger Tone. “Ja, vi har det vi skal bruge, det er så godt!”, svarer Johanne. 

 

Afstigmatisering af køn

Johanne kravler ned fra stigen. Hun løfter sin højre arm op og tørrer derefter sved af panden. 

 

Hvordan har det gået indtil videre?

“Godt! Det er pisse hårdt!”, siger hun. 

Johanne mener, at det især er godt at få flere mænd med i projektet. Fotoudstillingen tager udgangspunkt i en ti år gammel idé. Men dengang var det svært at få nogen fra det mandelige køn med. 

 

Hvorfor tror du, det er sværere for mænd?

“Mænds køn er mere stigmatiserede end kvindens. Eller det er hvertfald det, som jeg har fået svar på fra andre. For du er ikke vant til at se det.”, svarer Johanne Teglgård Olsen.

“Men der sker noget i kunstverdenen lige nu, især med foto, hvor mange kvinder går ud og har brug for at afstigmatisere kvindekroppen. Jeg har set mange fotoserier med kvinder i alle former, aldre, farver og så videre. Der er en tendens til den type fotoserierserier i øjeblikket. Det er en tilsvarende modreaktionen til hævnporno, hvor man åbner munden, viser hvordan man selv ser sig, og ikke hvordan andre ser en. Og det har mændende ikke på samme måde. Hverken i foto eller i billedkunst for dens sags skyld. Og det vi også gerne vil have frem er ikke kun at vise det maskuline, men også vise det blide og ømme.”, tilføjer hun.

 

Johanne Teglgård Olsen mener, at fotografiet som medie har gode egenskaber, når det kommer til NO ROOM FOR IMAGINATIONs tema. 

“Folk accepterer præmissen for fotografiet . Det her er virkeligheden.”

Kroppen skal her vises, præcis som den er. I fotoindustrien er der stort fokus på dette netop nu. For nyligt indførte Sverige om lov om, at fotografier med redigeringer fra fotoshop skal markeres tydeligt. Ingen skal være i tvivl om, hvis noget er redigeret. 

 

//Foto: Johanne Teglgård Olsen

 

Det er noget helt specielt, som bliver fanget her, og det er virkelig sejt.”

Den næste model hedder Frei. Han er 19 år gammel og går op Gøglerskolen i Aarhus. Frei bliver for tiden fulgt af en journalist fra DR3, som laver en dokumentar om ham. Frei er født Frida, men har siden skiftet navn og personnummer. Snart skal han i gang med en hormonbehandling for til sidst at blive opereret. 

Frei har siden en ung alder vidst, at han var transkønnet. 

“Jeg fandt ud af, at det var en ting, der fandtes, da jeg var 14 år. Men jeg har haft dysfori om mine bryster, siden jeg var otte år gammel. Der syntes jeg, at jeg så helt forkert ud. Men der fik jeg at vide af sundhedsplejersken, at det er helt normalt at have det mærkeligt med sin krop, når man kommer i puberteten.”, forklarer han. 

 

I dag er Frei med som model, og det er ikke noget han er nervøs for. 

“Jeg vidste ikke så meget udover, at jeg skulle være nøgen. Men jeg har mange kunsteriske venner, som før har spurgt om jeg ikke kan stå model. Det synes jeg er meget sjovt.”

 

Hvad tænker du om temaet?

“Altså det synes jeg er virkelig spændende. Jeg kan godt lide, at man tager alle mulige mennesker med i det”, svarer han.

 

Frei ligger sig på siden på græsset. Helt strakt ud. Nogle gange er det svært at få lemmerne til at pege den vej, som Tone dirigerer. Det giver anledning til fnis og grin både foran og bag kameraet. 

“Du har nogle meget smukke øjne”, roser Tone. Frei smiler. Han ligger i  fosterstilling. Armene ligger over øjet, og benene er let bøjede. Højre arm afslører en tiger tatoveret i sorte farver. 

Tone og Johanne beder Frei om at rulle sig langsomt gennem græsse. Frei ruller hele vejen ned gennem græsset og griner. “Knips, knips, knips, knips”, lyder det oppe fra stigens top. 

Johanne Teglgård Olsen skyder hurtigt en masse billeder. “Det er super, rul tilbage igen!”, siger Tone Haldrup Lorenzen imens. Frei snor sig langsomt som en slange, der falder sidelæns. 

“Helt vildt flot!” udbryder Johanne Teglgård Olsen oppe fra stigens øverste trin. Frei ruller derefter på tværs i fosterstilling. Som en sten i slow motion. 

“Pisse flot!”, lyder det ude fra siden. “Stop!”, råber Tone Haldrup Lorenzen, imens Frei ruller. Johanne Teglgård Olsen indfanger fastlåste øjeblikke, hvor kroppen er i bevægelse rundt. Hun knipser på livet løs. 

“FREI – YOU NAILED IT!”, Råber de. Frei rejser sig og griner. Det er et vellykket photoshoot.  

Bagefter går vi alle over i hjørnet af rummet. Johanne Teglgård Olsen har sat sin computer her. Vi kigger på billederne af Frei. 

 

Hvordan synes du, at billederne er blevet? 

“Jeg synes, at jeg ser mega godt ud! Det er noget helt specielt, som bliver fanget her, og det er virkelig sejt.”, siger han glad. 

 

Hvordan skal vi være bedre til at vise kroppe?

“Eksempelvis sådan her. Men helt klart de firmaer, som laver reklamer, også har et ansvar. Så har de måske en sort kvinde og en lidt buttet kvinde med. Men det er alligevel meget snævert, hvad det er for nogle typer, de har med. Det er stadig meget sådan: Ikke noget appelsinhud, og hvis der er strækmærker, så er bliver det kun lige sådan liiige, så man kan se dem. De er så forsigtige.”, afslutter han. 

 

Begyndelsen

Med NO ROOM FOR IMAGINATION er Johanne Teglgård og Tone Haldrup Lorenzen kunstneriske frontløbere, når det kommer til at vise menneskekroppe på en anderledes, naturlig og afkommercialiseret måde. Men kunstudstillingen stikker længere tilbage. For ti år siden, i år 2008, prøvede de for første gang at starte projektet på Odder Friskole.  

Johanne Teglgård var begyndt at interessere sig for fotografi, og sammen med Tone ville hun prøve at starte et fotoprojekt om kroppe, og måden vi ser dem på. Det var svært at finde modeller. Det var især svært at få drengene med på den. Og så var det svært at få tilladelser til at tage billederne, da modellerne var under 18. 

Tone Haldrup Lorenzen forklarer det med, at det jo er en sårbar tid, når man er teenager. Men det var vigtigt for Tone Haldrup Lorenzen og Johanne Teglgård at kunne vise flere slags mennekser. Alle skal med, som Tone siger. 

“Alle er gudelige. Lige meget hvordan du ser ud, så er du en fantastisk skabning.
Alle kroppe er jo skide dejlige, ikke?”, smiler hun. 

 

Gamle ansigter på nye billeder

En af dem, som var med til fotoprojektet i 2008, er også med i dag på Byhøjskolen i Mejlgade. Lotte er en gammel folkeskoleveninde, som i dag bor i København, hvor hun læser Musikvidenskab på universitetet.  

Lotte har også undervist i gymnastik på Skyum efterskole. Her oplever Lotte, at kropsforskrækkelsen er vendt til en positiv udvikling:

“Pigerne har et meget sundere forhold til deres krop, og de går i fællesbad! Der var også en kollega, der havde arrangeret nøgen pigespring. 80 % af alle piger kom. Og det var bare så fedt!”, smiler Lotte. 

 

Lotte har i sin opvækst ikke altid selv oplevet samme åbenhed om nøgne kroppe. Hun husker, hvordan kun få piger tog bad efter gymnastiktimerne i gymnasiet. 

“Og de stod og klædte om, så man ikke kunne se deres krop. Det er ærgerligt, at det skal være sådan. Jeg ved ikke helt, hvordan vi kom derhen. Man kan jo godt beskylde medierne og deres udstilling af smukke modelkroppe. Men det er jo også noget, der kommer indefra.”, forklarer hun. 

Lotte taler derefter om, at medierne bærer en del af ansvaret, men at hun også ser en positiv udvikling der. Kvinder med sundere kropsidealer vinder frem.  

“Og nu er du kommet fokus på at store røve er numser. Det synes jeg er godt”, siger hun til mig, imens hun får lagt pink negle på.“Der er aldrig blevet lavet så mange squats i verden, som der er i dag”, indskyder Tone fra siden og griner. 

 

Hvordan har du det selv med at skulle være nøgen overfor andre mennesker?

Det har jeg det virkelig fint med. Men det er også lidt skørt, for jeg har aldrig haft et kropskompleks. Det har jeg meget svært med at skamme mig over. 

Lotte lægger sig efterfølgende på det grønne græs. Hun bevæger sig rundt i forskellige positioner. Tone Haldrup Lorenzen instruerer og Johanne Teglgård Olsen skyder løs fra stigen. 

 

NO ROOM FOR IMAGINATION sætter fokus på en endnu vigtigere dagsorden: Hvordan vi forstår os selv, og andre som mennesker. Kroppen måles og vejes konstant i lyset af sociale medier, og derfor vil fotoudstillingen udfordre vores forestilling af, hvordan kroppe kan betragtes. Det er med til at skabe forståelse og accept af, at alle kroppe er forskellige – og når alt kommer til alt, er vi ens. Fotografiererne kan opleves for første gang fra 8. september. Følg linket her for ydeligere information. 

 

//Foto: Johanne Teglgård Olsen

Skriv en kommentar