Meget på hjerte

Meget på hjerte

Det er måske lidt rodet, men jeg har meget på hjerte, skriver fotografen Lucas Adler sammen med sine svar på nogle interview-spørgsmål, jeg har sendt ham. Han har ret, det er rodet. Det er hjerte.

Hvorfor ikke udnytte chancen for at udstille på andet end hvide vægge?! // Foto: Lucas Adler

Fotoudstilling i bunker under Le Coq // Alle fotos: Lucas Adler

Bunkere i fredstid

Fotografen Lucas Adler og kunstneren Martin Skyt har netop været udstillingsaktuelle i en af byens 312 rør- og kuppelformede bunkere. Deres var rørformet og blev lavet under den kolde krig, dengang man troede, at den værste krig endnu lå forude. Hvis den gør og en dag rammer Aarhus, har vi nu en masse inspiration til, hvordan vi skal indrette os og fordrive tiden under jorden, mens vi f.eks. venter på, at det radioaktive udslip spules væk af syreregnen, eller at himlen bliver tømt for droner.
Sidste weekend kunne man opleve resultatet nede i det kolde beskyttelsesrum under Le Coq. VINK har taget en snak med Lucas Adler, som er bloggens egen kæreste fotoredaktør.

 

Hvorfor ikke udnytte chancen for at udstille på andet end hvide vægge?!

Hvorfor ikke udnytte chancen for at udstille på andet end hvide vægge?!

Hvad laver du og Skyt, når I ikke er under jorden?

Jeg studerer Digital Design på Aarhus Universitet og arbejder freelance som fotograf ved siden af. Ja, så er jeg jo også fotoredaktør på VINK. J
Martin er uddannet lærer og underviser i dansk og billedkunst. Han har tidligere udstillet sine billeder på Galleri Blachfucsh i Stockholm, hvor han stadig har billeder hængende.

Hvorfor skal jeres værker opleves under jorden – hvad betyder det for, hvordan man oplever dem? Hvad betyder det for dig?

Vi har gjort os mange tanker om, hvor og hvordan vi gerne ville udstille vores billeder. Vi ville gerne lægge op til at folk kunne få en totaloplevelse til udstillingen. En æstetisk oplevelse der bygger på flere sanseindtryk end blot det visuelle ved at kigge på billederne. I bunkeren blev man mødt af mørke, kold beton, fugtig luft med en tung kælderlugt samt rungende musik. Vi mener, at disse forskellige sanseindtryk giver en mere komplet oplevelse – vi skal nok nå at udstille i et kedeligt hvidt galleri ligesom alle andre!

 

Hvorfor udstiller du og Skyt sammen?

Vi udstiller i denne omgang sammen for at fremvise det projekt, vi lavede på NorthSide 2013. Jeg havde lavet en serie fotografier, som reklamebureauet World Perfects grafiker, Jonas Thomsen, opdagede. Serien var en del af kampagnen ’Lead the Way’

Skyt og jeg gik sideløbende og legede med spørgsmålet om, hvordan man kan redigere billeder. I dag har alle folk de samme billedredigeringsprogrammer på deres computer og telefoner – og det betyder, at rigtig mange billeder ligner hinanden i deres udtryk. Derfor ville vi udforske, hvordan man kunne skabe flere lag i et fotografi end blot ved at redigere digitalt.

Det tog os lang tid at udvikle vores fælles udtryk og teknik – men det står soleklart i min hukommelse, den dag Skyt sendte mig en mail med et af de første fotografier, han havde tegnet på. Det billede betyder noget helt specielt for mig, og der gik heller ikke lang tid før billedet var solgt på udstillingen.
Skyt og jeg udstiller/arbejder sammen, fordi vi er fascinerede af hinandens håndværk og tilgangen til det. Fotografen og kunstneren – det er et bedre mix, end jeg havde troet! Vores samarbejder bygger på kærlighed.

Det første billede Lucas og Skyt skabte sammen.

Det første billede Lucas og Skyt skabte sammen.

 

Hvad vil du specifikt med denne udstilling – og i øvrigt din kunst generelt, hvis du kan sætte ord på det?

Som udgangspunkt startede jeg med at lave kunst til mine egne vægge, fordi væggene var hvide og tomme. Dette er stadig mit udgangspunkt. Jeg gider ikke lave noget, jeg ikke selv vil have hængende på mine vægge.
Skyt er uddannet inden for billedkunst, og han har lært mig enormt meget om tilgangen til kunst, lige fra første tanke til det at holde fernisering.

Men dette projekt har handlet utroligt meget omkring selve samarbejdet mellem en fotograf og en kunstner, men samtidigt sætter vores kunst fokus på snakken om ’det originale værk’. Fotografier kan reproduceres til ukendelighed, men et fotografi som Skyt har tegnet på ændrer karakter og bliver et unikum. Den tanke fyldte og fylder stadig meget for mig i dette samarbejde. Desuden synes jeg, at billederne er for fede og ulig meget andet, man ser i dag. De er rå, spækket med små detaljer og har mange lag.

Jeg er pisse træt af at se på café latte kunst med pastelfarver, neon-trekanter og sjuskede illustrationer printet ud på tykt papir. Når man har det sådan, og samtidigt udtaler sig om det – så må man også gøre noget ved det, og det har vi gjort.

 

Hvordan gik udstillingen? Hvor mange kom? Hvordan blev den modtaget?

Udstillingen gik rigtig godt også på trods af, at vi var sent ude for at gøre opmærksomme på udstillingen. Fredag aften holdte vi selve ferniseringen, og allerede på denne aften kom der 100+ mennesker forbi udstillingen.

Der var folk i alle aldre, og selv de ældre trodsede bunkerens hårde beton og kravlede ned i vores udstilling.

Specielt én ældre dame gjorde indtryk på mig, da hun på vejen ud af bunkeren kom forbi uden at fortrække en mine og sagde: ”Billedet af fuglen med hovedet på derovre… det rørte mig dybt”, og derefter forsvandt hun uden yderligere kommentarer.

 Uden yderligere kommentarer

Uden yderligere kommentarer

Links: Lucas Adlers blog, Martin Skyts blogWorldPerfectLe Coq

Skriv en kommentar