‘Kunsten må have en absolut frivillighed, en absolut åbenhed og en absolut nysgerrighed. Nogle gange bliver folk rasende, når der kommer en kunstner, der ødelægger deres idé om, hvordan verden ser ud – jeg bliver altid lykkelig.’ – Michael Kvium.
Kvium har forarget beskuere med spædbørn, der mere ligner døden end livet, og han har røde pølser hvirvlende omkring døden i nonnekostume. Han tegner mutante kroppe, hvor eneste smukke genstand på billedet er en skrigende gul citron. Man må jo tage det sure med det søde, synes Kvium at sige, dog uden at benytte sig af netop sådan en kliché. Vi er med Kviums kunst langt fra klichéerne, men utrolig tæt på det smertelige og tabuerne og ikke mindst døden, der ofte findes som kranie på hovedet af hans hovedpersoner.
Titlen er velvalgt. At se skinbarligt er at skære alt det overflødige væk og komme ind til kernen af tingene. Alt dekorativt og alt fyld er bortkastet i Kviums kunst, hvilket han gør klart er en art dogme for ham. Han sætter altid en vedkommende scene og dækker den ikke til med alverdens lir. Alle rekvisitter skal benyttes, have en værdi, og derfor ser vi ofte en luftig baggrund fremfor et kaos af ting og sager.
Vi besøger ham i hans eksil-atelier i Andalusien, hvilket er én af de meget indspirerende scener i en film, der har begrænset sig til under en time. Tidsramme strækker sig over 5 år, og det får også en kunsthistorisk interessant vinkel frem, at vi kender lidt til hans helte, der viser sig at være forankret i den spanske malerkunst. Mest af alt Velazquez, Ribera, Zurbarán og Goya.
Den er dog ikke særlig nuanceret i forholdet mellem mennesket og kunstneren, hvor Kviums barndomstraume med moderens fødselspsykose og hospitalsnonner, der derfor overtog pasningen af lille Kvium, kommer til at fremstå som den røde tråd mellem opvækst og kunst. Det er et forsimplet billede, der dog ikke ændrer på det fascinerende ved at betragte, hvordan Kvium sætter en tilsyneladende uskyldig og banal streg, for at ende op i noget, der ryster os i vores grundvold og får os til at grine på samme tid.
Se filmen og kom tæt på en billedkunstners arbejde. Se Kvium stå foran et billede, der synes færdig. Blledet der sagtens kunne hænge på Aros. Men det er ikke rigtigt, siger Kvium, der grubler over, hvad han skal gøre for at få det færdigt. Vi tænker, at han nok skal rette en tå til eller sætte næsen lidt mere skævt. Men hvad gør Kvium? Han maler det over og starter forfra. Han kunne have tjent et sted mellem 50 og 100 tusinde på det billede, men istedet brugte han for hundre kroner maling til at male det over. Heldigvis handler kunst ikke om penge, det handler om den rigtige tilgang til kunsten, måske til verden. Den har Kvium.
Han har herfra fået grønt lys for at fortsætte med at svine verden til, og male røde pølser i uhyggelige spædbørns hænder, og må Øst for Paradis vise denne film frem til Hobitten får Verdenspremiere!
