Lort eller lagkage?

Lort eller lagkage?

Kunstneren, Mormor, har dekoreret væggene hos Teatret Svalegangen. Jeg har talt med ham om den kunstneriske proces, offentlig kunst og moderne teater.

Lort, 1

// Alle fotos: Tobias Hamann-Pedersen

Dekorationstemaet hos Fuglekorridoren

En anden form for permanent udstilling viser sig i Teatret Svalegangen. For nogle måneder siden spurgte teatret nemlig kunstneren, Mormor, alias Kristian Bruun Djurhuus, om han kunne tænke sig at dekorere væggene. Det kunne han godt.
Svalegangen er et ungt teater, og det har Mormor forholdt sig til. Teaterstykkerne hos teatret, der kunne have synonymet Fuglekorridoren, agter at have kant – og på samme måde skal kunsten på væggene have en form for avantgarde. Der er her tale om teater og kunst, der udfordrer det gængse.
Mormor fortæller, at han fik temaet: “Lort eller lagkage?”, som er det kendte udtryk for og forholden sig til, om noget (især kunst og herunder teater) besidder kvalitet eller ej. Allerede her indikerer teatrets dekorationstema, at der skal være plads til at diskutere og forholde sig til moderne dramatik. Alle Mormors værker er derfor lavet tematisk til teatret – nogle er malet direkte på væggene, andre er ophængte værker.
Svalegangen udtrykker med væggenes tema, at publikum gerne skal stille flere spørgsmål og på den måde skal være deltagende. At et diktum visualiseres med kunstneriske greb, med tusch og med pensel er spændende, og de sidste par måneder har Mormor, iført boxershorts og lyttende til P1-podcasts, dekoreret vægge, der nu kan opfordre Svalegangens publikum til at diskutere det sete stykke uden for teatersalen.
Lort, 2

Mormors metode

Nyt i Mormors arbejde er, at han er begyndt at arbejde med farve, tekst, linolium og arkitektur. Han arbejder dog stadigvæk i det figuristiske og tilfører, afhængig af rammerne, en ny dimension, som er tilpasset det sted, han arbejder.

Kunst er leg. Udfordringen er her og nu. Derfor sætter Mormor stor pris på dekorationsopgaver, hvor han skal forholde sig til øjeblikket, stedet og dets mennesker.
Metoden ligger i, at han altid hopper ud i nye projekter og bedst kan lide at lave kunst specifikt til de mennesker, han taler med. Det gør hans kunst social, fordi samtalen danner grundlag for udtrykket. Samtaler, arkitektur, mennesker og rum er således elementer, der på naturlig vis smelter sammen i hans arbejdsproces.
Tit kreerer Mormor private vægmalerier – det være sig til gymnasier, IBM’s danske direktør eller en fyr på SU. Han vil gerne henvende sig til den brede masse, hvis historier giver Mormors metode en vis form for mangfoldighed.
Lort, 3

Offentlighedens legeplads

Hans kunstnernavn er iøjefaldende og tilmed et skulderklap til hans egen mormor, der efter sigende skulle være ret sej. Mormor (altså kunstneren) lavede i forlængelse af kunstnernavnet gimmicks på gaden, hvor han stillede mormor-porcelæn frem i det offentlige. Med kaffe i kopperne eksperimenterede han med, hvordan det fungerede at flytte et privat kaffebord til det offentlige rum.

Altid forsvandt kopperne med kaffen i, og om det var for at understøtte det kunstneriske projekt eller fordi, kopperne kunne bruges af finderne vides ikke.
Lort, 4
Det er sjovere at lave kunst og rum til steder, der bruges dagligt. Det synes Mormor. Han arbejder med tre termer: det offentlige, det halvprivate (eks. Svalegangen) og det private (hjemme hos folk). Det offentlige beskæftiger han sig ikke så ofte med mere, eftersom hans streetart-karriere og offentlige kaffeselskaber har spredt sig til de to andre sfærer.
Kunst er jo oftest eksperimenterende, og det er inspirerende at møde en kunstner, der forholder sig til sin samtid, til temaer der gives, til arkitekturen der dekoreres og til de mennesker, der mødes.
Værdien ligger ikke i at tage ind og se teater – værdien ligger i, om det giver én noget – og det finder man først ud af, når man forholder sig og diskuterer, om stykket er lort eller lagkage. Således er offentligheden Mormors legeplads, og således gøres et teater til et sted, hvor ikke blot skuespil er udtrykket, men hvor ord, tegn, visualiseringer og pladsen til diskussion er lige så vigtige elementer.
Lort, 5
Hvad: Kunstneren Mormor har dekoretet Teatret Svalegangens vægge
Hvor: Teatret Svalegangen, Rosenkrantzgade 21
Hvornår: Nu
Hvorfor: Fordi ‘Lort eller lagkage?’ smager så godt
Mønt: Gratis
Links: Svalegangens hjemmeside er her og Mormors er her

Skriv en kommentar