Som man bevæger sig mod Kunsthal Aarhus, kan man mærke foråret presse sig på. Solen varmer næsetippen, mens en kølig brise river en i kinderne. Noget er på vej. I lørdags, d. 1. april, var det så KP’s årlige Kunstnernes Påskeudstilling, som endelig stak hovedet op af mulden, sammen med talentudstillingen SPRING, og satte i fuld flor.
Kunsthallen summer af liv og forventning, som vi står og venter på, at nogen stiller sig op og erklærer de to udstillinger for åbne. Forperson for KP, Pernille Lærke Andersen, takker og roser først Påskeudstillingens udvalgte 32 kunstnere, heraf 26 debutanter, samt de fire kunstnere, der udgør SPRING i år. Emnemæssigt spænder de to udstillinger bredt, med den ene sammenflettende moral, at de synes at sige os noget om vores samtid, på forskellig vis. Noget som man vel i princippet kan sige, at alt kunst gør, på den ene eller anden måde.
Efter disse introducerende bemærkninger, træder Rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, op foran mikrofonen. Azad-Ahmad sparer ikke på de rosende ord, når han ligefrem iscenesætter kunsten som et værktøj for folkesundheden. Dette kan virke en kende ironisk, med tanke på de spareplaner, som kommunen har været under hård kritik for, hvor scenekunsten især var under økonomisk beskydning. Om ikke andet, så bliver Kunstnernes Påskeudstilling og SPRING åbnet med de bevingede ord, hvor kunst og kultur bliver rammesat som et nærmest afgørende instrument for vores alles velbefindende.
Så hvad havde de to udstillinger at byde på? Kunstnernes Påskeudstilling bestod i år af i alt 59 værker. Når man bevæger sig ned i Kunsthallens kælderudstillingsrum, rammes man også med det samme af dette antals tyngde. 59 værker fylder og de fylder meget. Noget af det første som blikket fæstnes ved i rummet, er en grøn, plysset gokart. Frisky Frazer er lavet af debutant Stine Stubdrup og suger opmærksomheden til sig i dens surrealistiske fremtoning. Man mindes om Merét Oppenheims behårede kop, Le Déjeuner en fourrure (1936), men også hyperpop-musikkens æstetik, i værkets syntetisering af det rå, beskidte og mekaniske, og det bløde, taktile og neon grønne hår. Denne højaktuelle og ungdommelige visualitet, synes generelt at flyde igennem Påskeudstillingen, hvor de udstillede kunstnere gang på gang synes at tappe ind i en særlig zeitgeist.
Et andet værk, som fangede min opmærksomhed, var Only my skinny metal legs can carry my pain af debutant Emil Hedegaard. Skulpturen består af to figurer, der ligner en slags cyborg-rådyr, der synes at våge over en lille plet græs på gulvet. Den ene figur roterer hovedet nærmest truende frem og tilbage, mens de røde, lysende øjne stirrer på én, og man rammes af en fornemmelse af uvirkelighed. Skulpturen vækker på én gang minder om den amerikanske blockbuster-film Terminator, med Arnold Schwarzenegger i spidsen, samt de mekaniske robotter, som man kan opleve i diverse forlystelsesparker. Cyborg-rådyrene vækker en følelse af forundring og ubehag i en, som man studerer deres sprængte kroppe, det man også kan kalde for Uncanny Valley-fænomenet.
Videre i rummet fortsætter denne pirrende fornemmelse i mødet med debutant Steen Sperlings videoværk A cure for skippy. Værket kan beskrives som en montage af billeder, videoer og overdreven grafik, som mimer forskellige former for klassisk girly girl æstetik – en slags hestepige på MDMA. Ligesom med Frisky Frazer mindes man om hyperpop-musikkens æstetik og en slags surrealistisk absurditet, som man også finder i meme-kultur. I løbet af videoen skiftes der hurtigt mellem de lette, glimtende billeder af heste og enhjørninger, og så billeder af noget, der ligner en forladt stald. Noget er i fordærv, blevet glemt og klamt – det er underligt og ubehageligt. Og så rammes man igen af dette feminine, skinnende enhjørningeunivers. Det er en sjov kontrast, et flertydigt billedsprog, som samtidigt synes at dryppe af ironi.
Et andet videoværk på Påskeudstillingen er Æstetisk Redskab 2 af debutant Charlotte Skak. Videoen viser tre letpåklædte, ældre kvinder, der på skift og sammen danser – til lige præcist hvilken musik, ved vi ikke. Mens deres kroppe vrider sig frem og tilbage, deres arme hævet over hovederne, med et smil på læben, hører vi lyden af en slags stereotyp elevatorjazz. Der er et tydeligt mismatch mellem den rytme som kvinderne følger og den vi, som beskuer, præsenteres for; noget er off. I denne langsomme kabaret, zoomes der ind og ud på de forskellige kroppe, hvor tegn på aldring, rystende lår og maver, kommer i fokus. Videoværket synes nærmest at være en karikatur på sig selv – dette ikke ment som noget dårligt. Nej, tværtimod. Måden de dansende hele tiden modstrider den musik vi faktisk kan høre, er med til at skabe en slags legende, ironisk distance, samtidigt med at livsglæden og varmen bibeholdes.
Skaks værk står side om side med en radikalt anderledes erotik, som vi ser den udfoldet på sarteste vis af debutant Neko Kiriyama i seks forskellige malerier. Her illustreres nærmest pornografiske scenarier, eller måske blot nudes af i dag, i et smukt og behageligt billedsprog. Kontrasten mellem gagballs, blottede kropsåbninger og eksplicitte motiver, og så den sarte visualitet er pirrende på underfundig vis. Kiriyamas værker er på én gang konfronterende og sårbare i deres homoerotiske appel.
Når man går videre i udstillingsrummet, lander man monstro foran debutant Annette Nielsens værker. Disse konfronterer også beskueren, men dog på en radikalt anden måde. I de to malerier Banan l (2022) og Banan ll (2022), stirrer øjne lige ned og ind i sjælen på beskueren. På billederne ser man en skikkelse, der nemt kunne ligne Nielsen selv, som spiser en banan. Det er en grundlæggende banal aktivitet, om end at den på forskellig vis også er en højt seksualiseret aktivitet. Måske er det derfor, at det konfronterende blik syntes at vække sådan et underligt ubehag hos en – som om, at man bliver fanget i at kigge på noget, man ikke burde. Dette blik kan på sin vis minde om Édouard Manets Olympia (1863), som ligeledes konfronterer beskueren i dens seksualisering og objektivisering af motivet.
Ved siden af de to malerier har Nielsen også et videoværk udstillet. Værket hedder Whitewash og er kun lige et minut langt. Som navnet hentyder til, er der tale om en bogstavelig hvidvaskning, for Nielsens ansigt syntes at være dækket af en slags hvid maling eller creme, som bare ikke vil forsvinde. I løbet af videoen skiftevis vasker hun sit ansigt og kigger ind i spejlet, som for at overvåge hendes succes med handlingen, eller mangel på samme – det hvide vil ikke forsvinde. Det er en repetitiv handling, der i kraft af videoens korthed synes at vare ved i al uendelighed. For lige når værket er endt, synes det at starte igen. Værket taler ind i en dekolonial tendens på ikke blot den danske, men også den internationale kunstscene, som er kærkommen. Her kan beskueren med andre ord ikke stå som passivt vidne til Nielsens handlinger, eller hendes maleriers konfronterende blik, men aktiveres som participant i et samfund, hvor strukturer er med til at opretholde dysfunktionelle magtsystemer. Vi kræves i sidste ende at undersøge vores umiddelbare ubehag som beskuer, men også som borgere i dette samfund.
Det sidste værk, som på sin vis kan folde Kunstnernes Påskeudstilling ud, er installationen Stuck with Swedish Girls af det debuterende kunstnerkollektiv Swedish Girls. Installationen er for så vidt meget simpel, i og med at den primært består af syv metal stole og en skærm. På skærmen ser man den samme stoleopsætning i et hvidt rum, hvor en række animerede avatarer synes at ’sidde fast’. Avatarerne bevæger sig lidt ligesom computerspilskarakterer, der har nået en yderkant i det digitale univers, og nu ikke kan bevæge sig længere ud – man må med andre ord vende om, hvis man vil spille videre.
Inde i denne digitale version af installation står der ligeledes en skærm med en animeret scene, og dette kan så fortsætte i en lang uendelighed. Installationen fungerer på sin vis, som en metafortælling om ikke blot udstillingsrummet, som man står i, men hele den samtid af VR og SoMe metauniverser som vi lever i. Her bliver beskueren selv til en slags avatar af kød og blod, når den sætter sig i en af stolene, eller bevæger sig i rummet imellem dem. Udstillingsrummet bliver på sin vis blot ét af mange mulige udstillingsrum, der eksisterer i det digitale, virtuelle rum.
Bag væggen, som deler Kunsthallens store, lyse udstillingsrum op, finder vi så de fire kunstnere, der udstiller på SPRING anno 2023. Talentudstillingen præsenterer i år Lior Nønne Malue Hansen, Olivia Rode Hvass og Cecilie Penney, samt kunstnerduoen Asker Bryld Staunæs og Benjamin Krog Møller, som går under navnet Institut for Emancipationsvidenskab. Her har vi at gøre med kunstnere, som før har været præsenteret på enten Kunstnernes Påskeudstilling eller KP-digital. Ideen er, ifølge KP selv, at pleje det talent, som udspringer fra disse to andre udstillinger, og understøtte deres vej ind på kunstscenen. På denne måde, kan man også se SPRING som en slags talentudviklingsplatform.
Alle værkerne på SPRING slog mig da også som utroligt interessante og komplekse, men især to værker ramte mig ligefrem som et sansemæssigt cirkelspark, og det er dem, som jeg vil begrænse mig til i det følgende.
Det første værk man ser, lige når man træder ind i det afskærmede udstillingsrum, er De Varme hænder (Hot hands!) af Olivia Rode Hvass. Installationen breder sig rundt i hjørnet og gulvet omkring det. Den første association jeg rammes af, er den amerikanske tv-serie Lost. Det emmer af øde ø eller måske en slags losseplads gone rouge.
Under alle omstændigheder har Hvass blandet materialer og medier sammen i en stor pærevælling af sanseindtryk. Når man er kommet sig efter den umiddelbare forundring, begynder man at opdage, hvordan dette øde, mystiske landskab er fuld af små ansigter og tegninger – en slags graffiti. Sten der smiler, runeagtige tags, en tegnet penis og andet man kan forvente af dette slags billedsprog. Man ser yderligere små figurer, formet i sølvpapir, som står rundt omkring i installationen. Det er en interessant blanding af materialitet, som synes at invitere beskueren til at udforske værket mere i dybden. En slags find-fem-fejl, om man vil.
Centrum for installationen er så et billedtæppe, hvor en anden verden af højhuse, synes at være gået op i flammer. Dette billedtæppe tilfører installationen en nærmest kultisk aura. Hvad er det vi tilbeder? Er det menneskelig omsorg? Selve titlen på værket refererer jo til det lidt polemiske navn, som sygeplejerskerne fik af medierne under sygeplejerskestrejken. Man kan undre sig over, hvad sygeplejersker har at gøre med et visuelt sprog, som leder os i retning af Robinson Ekspeditionen og andre popkulturelle fænomener af denne art. Samtidigt med at værket også synes at tale til en ide om noget mystisk; en animeret natur, som sætter byen i brænd. Denne spænding synes at være med til at gøre installationen desto mere interessant.
Lige ved siden af Hvass’ installation finder man et andet værk, som synes at tage materialerne og løbe med dem. Værket Ālaya-vijñāna af Loir Nønne Malue Hansen ligner ved første øjekast noget, som er taget direkte ud af steampunk-fiktionen, med det vakkelvorne tag og det sammensvejsede metal. Den lille vogn, om man vil, har derudover hvad der ligner arme og ben. Man kan komme til at tænke på Det Levende Slot af Hayao Miyazaki, og nærmest se for sig, hvordan denne lille vogn kan kæmpe sig igennem landskabet på sine stavrende, edderkoppeagtige ben. Bag vognen, hvis vi skal kalde den det, er der et virvar af objekter i en stor bunke. I bunken finder man både hår og tekstiler af forskellig art, forskellige rustne og slidte objekter, små æsker og kister, hjul, hjelme og sten. Man finder også små dyrekranier, spredt i blandt disse forskellige ’skrammelobjekter’.
Vognen har på sin ryg et kæmpe hul, som om noget er sprunget ud af den ved vold. Man ledes til at tænke, at alle disse objekter, denne materialeeksplosion, kommer fra vognens indre. Det er som om et slags kraniebrud har fundet sted, hvor alt det private, det hemmelige og undertrykte, er væltet ud af denne levende vogn, som ikke længere kan holde det inde. Nu står vi så her og kigger på det, leder bunken igennem for særlige genstande, mores over det rodede og finurlige, som gemmer sig her.
Værket har da også en anden og noget længere titel, som lige netop alluderer til denne læsning af værket; MAYBE MY SANCTUARY FOR THE BENT AND THE BROKEN IS ACTUALLY A PENITENTIARY FOR THE DAMAGED AND THE DUMPED AND I NOT THE WARDEN BUT JUST ANOTHER OBJECT IN THIS STOREHOUSE OF TRAUMA. Installationen er også et erklæret selvportræt, og det er ikke uretfærdigt at læse det som et udtryk for en særlig psykologi eller kunstnerens væsen. Hansen blotter på denne måde sit indre for beskueren, i én stor bunke, som man så kan kigge igennem i sømmene og forundres over alle de forskellige manifestationer, som den synes at komme klædt i.
Tilsammen fremstår Kunstnernes Påskeudstilling og SPRING altså som et visuelt slaraffenland, hvor medier og materialer blandes og syntetiseres, og får rummene til at eksplodere med sanselig energi. De rummer begge en alvor og sårbarhed, samtidigt med, at en nærmest ironisk, postmoderne attitude, synes at gennemsyre æstetikken og måden af sammenstille det flertydige på. Især Kunstnernes Påskeudstilling synes at illustrere noget af det, som kendetegner vores samtid, i dens konfronterende, humoristiske, kontrastrige billedsprog og brug af materialitet og medier. Det er meme-kultur gjort til kunst, det er aktivistisk og politisk, og det er visualisering af en verden i brand, men hvor medmenneskeligheden, varmen og humoren er i god behold.
Kunstnernes Påskeudstilling og SPRING kører begge til og med d. 21. maj ved Kunsthal Aarhus på J.M. Mørks Gade 13, 8000 Aarhus. Det er en varm anbefaling værd at smutte forbi Kunsthallen. Tag en ven under armen, mærk forårssolen titte frem, og oplev de mange forskellige værker, som er præsenteret i år. Jeg tør godt påstå, at der er noget for enhver smag, og under alle omstændigheder, er det en spændende og berigende, næsten morsom oplevelse, at gå på opdagelse i kunstnernes mange forskellige bud på kunst, der kan fortælle os noget om os selv og verden af i dag.
