Kunsten i byen, byen i kunsten

Kunsten i byen, byen i kunsten

Den nye udstilling på ARoS sætter fokus på efterkrigstidens eksistentielle tomrum og præsenterer os for 90 forskellige udtryk, men også for en samlet fortælling om en by og et folk i skyggen af 2. verdenskrig.

 

Lørdag den 14. oktober åbnede ARoS op for deres store efterårsudstilling Bacon, Freud and the London painters, et spændende samarbejde med det anerkendte kunstmuseum Tate London. På besøg i Aarhus er nu nogle af de største engelske kunstnere, og ARoS tager pænt imod dem. De har med den aktuelle udstilling nemlig formået at udstille mere end blot en imponerende række mesterværker. I stedet udstilles en stemning og et tværsnit, der i sin helhed fortæller mere, end hvad værkerne kan hver især.

 

Et studie i det meningsløse

Bacon, Freud and the London painters indeholder intet mindre end 90 kunstværker skabt af ti forskellige kunstnere. Alle har de efterkrigstiden i London til fælles. De går i samlet flok under betegnelsen The School of London – også selvom de ikke i deres samtid anså sig selv og hinanden for at være del af et kollektiv. Det senere opfundne fællesskab skal derimod findes i et delt sæt tanker og temaer. En tilgang til livet som i deres kunst skitserer en fælles tidsånd og livsanskuelse.

Form og udtryk er vidt forskellige – strækker sig fra det abstrakte over collagen til det nærmest fotografiske – men i deres indhold forholder alle værkerne sig til det altomsluttende mørke 2. verdenskrig efterlod. Således er angst, håbløshed og smerte gennemgående temaer hos de ni mandlige og den enkelte kvindlige kunster. Alle famler de efter meningen med et liv i skyggen af krigens ondskab.

Væggene på ARoS er dystre og grå, og det samme er sindene hos de ti London-malere. // Alle fotos: Ester Quante

 

Ny kunst om krop og kultur

En stor del af udstillingen fokuserer på de nære relationer og gør det ved at male ansigter og kroppe helt tæt på. Venner, familie og elskere portrætteres igen og igen, og det er tydeligt, hvordan der fra den eksistentielle forvirring søges tilflugt i de intime og personlige forhold. Lige så tydeligt er det dog, at der ikke meget trøst er at finde her. Flere værker fortæller sorgmodige historier om hjælpeløse, pinte og ensomme individer. Kroppen og mennesket hverken idealiseres eller romantiseres, men fremstilles i stedet i nøgne, skrøbelige skikkelser. Ofte er de syge, gamle, vulgære eller deforme. Her står kunstværkerne ikke blot i stærk kontrast til nazimens ariske kropsideal, men introducerer samtidigt et billedeligt sprog og fokus, vi i dag kan se spejlet hos blandt andre Michael Kvium og Christian Lemmerz. Kroppen er mere kød end liv og er hverken køn eller inspirerende.

Nøgne kroppe er der ikke mangel på, men kropsidealer og skønhed har ikke meget at gøre med de udstillede billeder.

 

Et andet fokus er kulturen og livet i forskellige fællesskaber. Et farverigt bryllup, en tætpakket svømmehal og festlige selskaber er blandt udstillingens mere befolkede motiver. Disse vidner både om en søgen efter identitet i traditionerne og en funden ro i det offentlige rum. Men også her sniger mørket sig ind. Familien bliver således rammen for tabet af en søster, og gaden bliver skuepladsen for hjælpeløse flygtninge. Karakteristisk for disse malerier er det dog igen, at mange af de afbildede personer står kunstneren nær. Enten relaterer de sig direkte, eller også vækkes de i maleriet til live med inspiration fra venner og bekendte. Den personlige oplevelse er atter i centrum og understreger vigtigheden af den nære virkelighed hos malerne.

Leon Kosoff lader sig inspirere af både offentligt liv, forældres alderdom og barndommens nabolag.

 

Det aller-inderste til offentlig skue

Endelig er det i udstillingen værd at lægge mærke til kurateringen. Med undtagelse af en kort intro på et par linjer er hele udstillingen blottet for tekst. Al information skal findes i den lille folder, man kan hente i midten af rummet. Dette betyder, at værkerne udstilles i et rod, der på mange måder minder om et sønderbombet London. Som gæster strejfer vi rundt på må og få. Kombineret med de mange skillevægge, der inddeler og opbryder rummet, bliver udstillingen på mange måder en by i sin egen ret. Her hænger hvert maleri som et vindue i byrummet. Et kig ind i andres liv og en spejling af vores eget.

I det åbne rum brydes de intime forhold og gøres i stedet offentlige. De bliver del af en større fortælling om et samfund, der har lukket sig om sig selv. Samtidigt, præcis som i en virkelig by, toner paralleller og kontraster imellem mennesker frem, hver gang man runder et hjørne. Byen har endda sin egen park, industrikvarter og tydelige bygrænser. Vigtigst af alt er det dog, at den har mennesker – og mange af dem. Som besøgende inviteres vi således til at blive en del af byen og kunsten, og udstillingen indbyder til personlig refleksion over de nære forhold og mening med livet. Brug selv de to store rammer i midten til at tænke over, hvordan du ser verden, og hvilken fortælling, du for tiden er del af.

I udstillingen Bacon, Freud and the London painters kan besøgende selv tage plads i rammerne og blive en del af kunsten.

Skriv en kommentar