Kunst i neonlysets skær

Kunst i neonlysets skær

De ni førsteårsstuderende på Det Jyske Kunstakademi udstillede sidste fredag deres værker på udstillingen Introducing. VINK var med, da det nyeste indspark til den aarhusianske kunstscene blev vist frem. Udstillingen bød på både installationskunst, spyfluer, hår og sukker.

 

Lyserøde neonbogstaver i kursiv staver ordet Splab bag ved en stor gruppe af snakkende, rygende mennesker. De er alle kommet for at se den nyeste årgang på Det Jyske Kunstakademi, bestående af ni kunststuderende, udstille deres værker. Det er fredag aften, og udstillingen Introducing foregår i det hvide rum bag ved ruden med neonbogstaverne i.

 

Til venstre inden for glasdøren, der fører ind til udstillingen, ligger en stak lyserøde papirer med en oversigt over rummet med tallene 1-9 på. De indikerer, hvor de forskellige kunstneres værker er placeret. Nummer fire er i venstre hjørne. Det er Maja Johanne Lauesens installation, der består af en samling af forskellige objekter. Nogle af dem er fra det forgangne år, resten har hun lavet inden for de sidste tre måneder i kunstakademiets værksted.

 

// Foto: Pernille Thorup Nørbo

Skeen i væggen er ikke dækket af kakao. // Foto: Pernille Thorup Nørbo

 

Is i maven eller en klump i halsen

”Jeg forstår det ikke! Det er fedt”, udbryder en mand til sin ven, da de står og nærstuderer værket. ”Jeg køber sgu ikke det der med, at man skal forstå det. Du behøver jo ikke forstå det”, svarer hans ven tilbage.

 

De har en diskussion om skeen, der stikker ud af væggen, som er dækket af et rødbrunt pulver, der til forveksling ligner kakao. Men som ikke er det. Det er noget af det, som Maja Lauesen bruger i sine værker – at arbejde med materialer, der ligner noget, de ikke er.

 

”Jeg synes, det er spændende, hvilke associationer materialerne giver. Meget ser organisk ud, uden at være det, eller ser ulækkert ud, uden at være det. Det handler om, hvordan man sætter materialerne sammen”, siger hun i baglokalet, mens hun holder en øl fra baren i hånden. ”Når et digt bliver skrevet med ord, der sammensat ikke giver mening, så sker der noget i folks hoveder. Sådan har jeg det også med form og materialer.”

 

// Foto: Pernille Thorup Nørbo

Mange af udstillingens besøgende nærstuderede nettet med det ubestemmelige i sig. // Foto: Pernille Thorup Nørbo

 

En lille klump brunt hår

Værkets titel er “Body Relica or Real Evidence”. Det var vigtigt for værket, at ordet body indgik i titlen, fortæller Maja. Det handler nemlig om kroppen, selvom værket ikke ligner en krop i sig selv. Det eneste materiale fra en krop, der er med i installationen, er en lille klump af brunt hår.

 

”Jeg har lavet skulpturerne med udgangspunkt i kroppen – som en abstraktion over fysiske tilstande. Det er en slags videreudvikling af udtryk som ’is i maven’ eller ’en klump i halsen.’ Det er udtryk, vi bruger for at forklare, hvad der sker i vores krop og hoved. Det har været nødvendigt for os at skabe et fælles ret billedligt og visuelt stærkt sprog for at kunne kommunikere, hvad der sker indeni os selv.”

 

Den del af værket, som flest kigger tæt på, er et udefinerbart objekt, der hænger i net fra et søm i væggen. Det ligner et organ, men det er det ikke. Det har den dragende effekt som det, man har lyst til at røre ved, selvom det umiddelbart ser ulækkert ud. Det er sandsynligvis derfor, så mange vælger at stille sig helt tæt på og nærstudere det.

 

Konstellationen var i konstant bevægelse indtil deadline, og derfor viser kompositionen det, Maja Lauesen havde lyst til at vise i lige i øjeblikket for deadline – og i overensstemmelse med rummet. Hun har ikke nogen fortolkning, men håber, at beskueren selv når frem til én. ”Folk må forestille sig det, de vil. En stopmotion-film, en scene, et podie. Det er fedt, når beskueren har helt forskellige opfattelser”, siger hun.

 

img_3903

Den lille atletikudøver i slutposition er fremstillet af sukker og sat sammen med gummi og neglelak. // Foto: Pernille Thorup Nørbo

 

Subtile spyfluer og sukkermasse

Værk nummer 2 har titlen “With effortless grace } ( ( words of the skin: wheezing/gasping ) faded white stage, medical diagnosis and stock exhange”. Det er kreeret af Mikkel Carlsen. Han har en personlig fortolkning af værket, men han mener, at værket kan fortolkes, helt som beskueren har lyst til. Helt konkret viser hans værk en atletikudøver i slutposition. Det er en lille figur fremstillet af sukker, sammensat med neglelak og gummi på en bøjle af rustfrit stål.

 

Desuden hører der fluer med til hans værk. De er ikke iøjnefaldende, men subtile for værket. Når man ved, de er der, spottes de alligevel rundt omkring i rummet. En sidder højt oppe på væggen til venstre for den lille figur. En anden sidder på en bjælke i loftet. En tredje ligger død på ryggen nede på gulvet, og en fjerde sidder bag på værket. Spyfluerne spiser af sukkerfiguren. På den måde bliver værket ikke nedbrudt, men massen bliver omdannet og lever videre i fluerne. De spiser sportsudøverens legeme.

 

img_3904

Spyfluerne spiste af sukkerfiguren og bragte derefter sukkermassen rundt i rummet. // Foto: Pernille Thorup Nørbo

 

”Min egen personlige fortolkning er, at værket handler om ophøjelse af det muskuløse. Samtidig kan det også ses som et kritikværk. Sukker er noget, som både mennesker og fluer er afhængige af for at overleve. Vi har brug for sukker, men ikke i de mængder, det bliver konsumeret. Det bliver overkonsumeret”, siger Mikkel.

 

Værket har mange grene, og derfor er der heller ikke én fortolkning, der er den rigtige. Mikkel Carlsen er ikke i tvivl om, at hans værk skal ses med egne øjne. Han ønsker ikke, at beskueren tænker, at han eller hun ikke forstår det. Oplevelsen af værket er en intim oplevelse. Det skal fortolkes individuelt.

 

Alligevel har han flere forskellige fortolkninger af sit eget værk. For eksempel ser han også fluerne som et symbol på den distraktion, vi konstant får fra sociale medier og vores mobiltelefoner. Den lille vibrerende følelse, vi altid reagerer på, selvom den distraherer os midt i skolen, på arbejdet, mens vi er i gang med en vigtig opgave eller sidder over for et andet menneske. Netop den distraktion sammenligner Mikkel med den irriterende følelse, det er, når en flue sætter sig i ansigtet eller kilder på hånden. Men ulig distraktionerne er alle spyfluerne døde i dag. 

 

Udstillingen varede fra d. 25. – 27. november i Det Jyske Kunstakademis rum for udstillinger, Splab.

Skriv en kommentar