Bladrer du et boligmagasin igennem eller går en tur i et bolighus, er der et element, der er mig ret iøjnefaldende. Et element der stikker ud mellem alt det hvide og minimalistiske og virker helt malplaceret, men samtidig transporterer mig tilbage til min farmors stue, nemlig; keramikken.

vinkmainimgfilepGLQrXtmAMXTjmBpvCdn
Keramik af Ulla Hansen //Alle fotos: Josephine Holm Bach

Keramik er blevet produceret fra flere tusinder år f.Kr. og er i mange kulturer opstået helt uafhængigt af udefrakommende påvirkning. I dag er det dog primært begrænset til pottemagerkunst og køkkenredskaber. Personligt husker jeg ikke meget keramik fra mine forældres – eller veninders forældres – køkken, i hvert fald ikke det helt klassiske stentøj i brændte farver. Det virker som om vores forældre er helt allergiske overfor det, efter selv at have vokset op i 60’erne og 70’erne, hvor keramikken virkelig havde en storhedstid. Men hvis vores forældre har præget os til ikke at kunne lide det, hvorfor har det så sin renæssance nu, midt i al minimalismen? Jeg har været rundt i Aarhus’ keramikforretninger og spørge.

vinkimgfilebRHDxZqszRcpMyUtBcfZ
Keramik af Marianne Krumbach

Det er fredag eftermiddag, den spæde forårssol kaster insisterende sine sidste solskinstimer ned mellem Latinerkvarterets smalle gader, og der emmer af positivitet hos de mange familier, der er taget på strøgtur i fredagens anledning. Jeg starter i Designer Zoo, hvor der er næsten er så proppet, at jeg må stå udenfor med min blok og kamera, indtil folk har fået manøvret sig væk fra døren. ”Populariteten er i hvert fald ikke til at tage fejl af…” tænker jeg for mig selv og går ind i den charmerende keramik- og porcelænsbutik.

”Jeg tror, det har noget med at gøre, at det efterhånden er mange generationer siden, det sidst var in” siger den ene ekspedient og fortsætter: ”den frygt vores forældre har for det, har vi glemt, og vi er klar til at genopdage det”. Hun kigger på sin kollega, der prompte følger op ”det er jo tidens look. Du ser det i alle boligmagasiner, og dem kopierer kunderne.”

De mener også, at opblomstringen af gør-det-selv kulturen og kreative værksteder som Godsbanen inspirerer os til enten at lave noget selv eller investere i noget, der er håndlavet. Isæt førstnævnte falder også godt sammen med den iscenesættelseskultur, der dominerer blandt unge i dag.

vinkimgfilepXHGvurYQlVVJtDmnGTR
Keramik af Sverre Tveito 

Med dette in mente er jeg om muligt endnu mere nysgerrig efter at få floker point-of-views og bevæger mig videre mod den trendy Decorate Shop, der forhandler interiør. Her er ekspedienterne enige i, hvad der gør, at vi køber keramik. ”Det er eksklusivt! Både at eje, men også at give som en gave. Der ligger nogle timers håndarbejde bag det, kvaliteten er bedre, end hvis det var plastik, og det virker mere personligt.” De mener, at keramik er et unika, og dét faktum, at det ikke er industrielt fremstillet, gør det til noget særligt.

Mit sidste stop på turen er Lertøj Aarhus, en autentisk lille forretning i Badstuegade. Her er indehaveren, Eva Thomsen, selv keramiker og mener, at det bl.a. er de mange arbejdstimer, der er lagt i det, der gør det særligt. Det hiver os væk fra industrialiseringen, der er tanke og ikke mindst hjerte bag produktet – samt en god portion nostalgi. Som en sand keramiker tror jeg ikke, at hun synes, at det nogensinde har været ude af mode, og når jeg går på opdagelse i hendes fine univers af farver, krummelurer og nærmest abstrakte former, kan jeg heller ikke lade være med at lade mig inspirere og ikke mindst fyldes af nostalgi. Med ét står jeg igen hjemme i min farmors stue og er 10 år gammel. Det er vel det, keramikken kan? Den har fulgt os, været der for os, i generationer, og vi vil alle derfor – uanset alder – have et eller andet forhold til dette lidt uperfekte produkt, med ru overflade, udefinérbare farver og enormt meget historie og charme.

vinkimgfileWMCgmHnZVPDYJeEwAIpC
Keramik af Henriette Duckert

Personligt tror jeg, at det er en måde at løsrive sig fra al den teknik, der dominerer vores verden og hverdag. Tablets, kaffemaskiner, ja selv rullende trapper har vi opfundet for at aflaste os og optimere vores hverdag bedst muligt, og alligevel ser vi, at det bliver mere og mere populært at leve simpelt. Det kan være ved at spise palæokost, dyrke crossfit eller bare brygge en kop helt almindelig kaffe i en god, gammeldags og ikke mindst manuel kaffekedel – og drikke den af en håndlavet keramikkop.