cropped-VINK-logo-sort.png

Fotografikunst på gaden

Udstillingsvinduet i Latinerkvarteret er et forsøg på at starte en samtale om fotografikunsten, og hvad den kan. I det travle bybillede, hvor folk iler fra a til b, skaber Photographic Plate Project et rum for refleksion.
Foto // Sarah Helene Jørgensen

Når vi tænker på offentlig kunst, tænker vi ofte på monumenter og mindesmærker, nøgne bronzeskulpturer, såsom Århuspigen, eller de mindre vellykkede kunstprojekter, som den omdiskuterede Vanddragen på Store Torv. Omend man synes, den klædte bybilledet eller selv brugte den som pissoir, så var Vanddragen en del af den brogede skare af offentlig kunst i Aarhus.

Ved Graven 29 i Latinerkvarterets hovedgade har en anden form for offentlig kunst hjemme. I form af et mindre udstillingsvindue udstiller Photographic Plate Project forskellige dokumentar- og kunstfotografier, i et forsøg på at starte en samtale om fotografikunsten, og hvad den kan. Man kan lige netop misse det, hvis man ikke leder efter det eller ikke sætter farten ukarakteristisk ned. Men midt i det vi kunne kalde Latinerkvarterets hjerte, da toner synet af et lille udstillingsvindue frem. Blandt butiksvinduer, caféborde og menneskemylder, nederst i det store trappeopgangsvindue i nr. 29, udstiller Photographic Plate Project forskellige fotoudstillinger. Udstillingerne spænder vidt, alt fra portrætter, fotocollager, dokumentarfotografi, og så videre, pryder udstillingsvinduet, hvor en hvid træplade agerer erstatning for den hvide kube, vi ellers er så vant til.

For tiden er det fotoserien Historier om begrænsede kvinder af Hannah Aurora Almstrup og Esther Kofoed Sørensen, der hænger klar i udstillingsvinduet. Serien består af en række fotografier fra Færøerne, hvor den danske abortlovgivning fra 1956 stadig er i effekt. I et land hvor den konservative tilgang til abort fastholder færøske kvinder i en position, hvor udsigten til kropslig autonomi synes langt væk, er der imidlertid kvinder, der forsøger at åbne samtalen op.

Fotografierne i udstillingen toner frem med en violet ro og dybde, der drager beskueren ind i et rum af stilstand. Som en slags visuel pendant til emnets særlige alvor, viser fotografierne et tåget landskab, hvor den færøske natur får forrang, og i dens tyngde synes den at holde fast i kvinderne. Det er den samme uhyggelige ro, som man kan finde i kultserien Twin Peaks.

Den kulturelle og politiske begrænsning, som de færøske kvinder oplever, udfolder sig for vores øjne i fotoseriens visualitet. I den ensomme komposition, den kølige toning og disede kvalitet, illustrerer billederne den særlige afmagt, som man kan føle, når systemet synes at være imod en. Men der er også glimt af håb for en fremtid, hvor kvinder i fællesskabet kan finde dén varme og forståelse, som de har brug for. I armene på hinanden, mellem veninder, mødre og døtre finder samtaler sted, der kan rykke ved abortens tabubelagte status.

På deres instagram (@photographicplate) kan man se flere af fotografierne, der ikke er udstillet i vinduet, og læse de forskellige kvinders historier om kampen for kropsrettigheder. Det handler om bedre seksualundervisning, det handler om fundamentale rettigheder, en forstokket abortlovgivning, og mest af alt så handler det om kvinder, der står op for sig selv og hinanden. På projektets instagram kan man også følge med i kommende udstillinger – hvilket er en varm anbefaling værdig. Photographic Plate Project er et friskt initiativ, der med sit lille vindue skaber rum for refleksion – lige ude på gaden.

Foto // Sarah Helene Jørgensen

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk