Ferniseringsaftenen for No Room for Imagination bød på VINK pop-up lounge med plantebaserede drinks fra 9døgn, stemningsfyldt og rørende performance skabt af kunstnergruppen CuntsCollective og koncert med franske KosmoSuna. Udstillingen er en del af GENDERhouse Festival og kan ses i Dome of Visions frem til den 22. september.

 

Det er lørdag den 8. september. Klokken er 19.30, og solen er begyndt at søge mod horisontlinjen, da dørene til Dome of Visions åbner. Indenfor er der hængt farvede flagranker og lyskæder op. Chefredaktørene fra VINK, Anne og Cecilie, byder de første velkommen med en drink fra 9døgn, en cremet, plantebaseret cocktail, der smager af kaffe, vanilje og whiskey. Luften summer af forventning og småsnak, der dukker flere og flere mennesker op, og efter en halv time er de 50 velkomstdrinks allerede blevet langet over disken.

 

// Alle fotos: Nynne Koefoed Wagner

 

Nøgen og sårbar rejser hun sig fra jorden

Klokken 20.00 åbner dørene ind til selve udstillingen. Den indeholder værker af Teglgård plus Four, som består af Tone Haldrup Lorenzen, Marie Louise Westring Hvidman, Christoffer Torp Vestergaard, Tobias Valentin og ikke mindst Johanne Teglgård Olsen, der står bag visionen for No Room for Imagination.

Publikum føres ind i Domen, hvor en række stole står i en halvcirkel foran en bunke jord, der belyses af rødt lys. Da publikum har indfundet sig, skærer en næsten overjordisk stemme gennem luften. Det er KosmoSuna, en fransk kunstner, der i samarbejde med CuntsCollective har skabt performancen Mother. I lang tid sker der ikke noget – så bevæger bunken med jord sig lidt. Så sker det igen. Og langsomt, meget langsom, gør en kvinde sig fri af jorden. Hun er nøgen. Hun sætter sig i skrædderstilling og finder publikums øjne – én for én kigger hun os i øjnene. Hendes ansigt trækker sig langsomt sammen i et lydløst skrig. Hun slipper ikke publikums øjne – det er som om, at man kan mærke hendes smerte. KosmoSunas toner blander sig med kvindens sitrende bevægelser.

 

 

Køn til debat

Efter den bevægende performance siger Johanne et par ord om visionerne bag udstillingen: “Skal vi ikke se, om vi kan rykke grænserne for hvordan vi opfatter køn, bare en lille smule?”, spørger hun næsten bedende ud til os. Hun vil sætte fokus på, hvordan kameraet som medie spiller ind på vores opfattelse af objektive “sandheder” og samtidig manipulerer samme virkelighedsopfattelser gennem motivvalg og ikke mindst redigeringen heraf.

Efter klapsalmerne breder publikum sig ud. Nogle søger mod baren, andre mod videoinstallationerne blandt planterne og endnu andre mod fotoudstillingen i midten af Domen. Der snakkes, diskuteres og uddeles ros til kunstnerne. Mørket har sænket sig, og farvede lys pryder kuplen. Senere spiller KosmoSuna, og herefter drysser folk hjem eller videre ud i festugens natteliv.

Vil du læse mere om Johanne Teglgård Olsen og hendes visioner for projektet, kan du læse vores interview med hende her: http://www.vinkaarhus.dk/magasinet/kunst/no-room-for-imagination/

I forbindelse med ferniseringen fik vi lov at følge Johanne gennem de sidste forberedelser. Det er blevet til en lille film, der kan ses her:

Mørket har sænket sig over havnen – røde og lilla nuancer lyser domen op.