Vink har besøgt kunstneren Stine Leth, som skaber farverige strikkede skulpturer – fordi kunst er mere end blot indrammede billeder og støvede statuer.

 

vinkimgfileSWueVAnTRhlsSGtfIeTg
Foto Christian V. Andersen

 

“Jeg er faktisk ikke særlig god til at strikke,” indleder Stine Leth smilende.

Jeg er hjemme ved kunstneren i lejligheden på Frederiksbjerg i Aarhus. Omgivet af farverige, strikkede objekter – på gulvet, møblerne og væggene. De strikkede kunstværker står side om side med mormors porcelænsfigurer fra Royal Copenhagen. Barndomsnostalgi møder samtidskunst. Et kantet og inspirerende match.

 

vinkimgfilemMhbfNnmCKDNnVeImbfI
Foto Christian V. Andersen

 

Stine Leth er vokset op i et stilrent arkitekt hjem – med en blyant i hånden. Hun har gået på Krabbesholm Højskole og startede to år senere følgeligt på arkitektskolen i København. Fremtiden som arkitekt blev imidlertid fravalgt, og 10 år senere startede Stine i stedet på Århus Kunstakademi. Det var her, hun begyndte at arbejde kunstnerisk med strik. Arkitekturens formsprog viser sig dog fortsat i Stines interesse for geometriske former og rum.

I dag bevæger Stine Leth sig i krydsfeltet mellem design og kunst. Besøger man Decorate på Jægergårdsgade, kan man året ud beundre et af Stine Leths helt store værker sno sig tværs gennem butiksvinduet. Derudover har en ny LETH pudekollektion netop set dagens lys i samarbejde med Korridordesign.

 

Se LETH puderne på Korridordesigns Facebook side

 

Kantede Garndutter

Stine Leth undersøger garnets muligheder med stor kunstnerisk grundighed. Et skrøbeligt materiale, som falmer over tid. Så selvom det kan være fristende at røre ved skulpturerne, så skal de behandles skånsomt – hvilket selvfølgelig ikke gør sig glædende i samme grad for LETH puderne.

Stines kunstværker står på mange måder i kontrast til mere klassiske skulpturer i f.eks. metal eller sten. Forskellen viser sig også i arbejdsprocesen. Stine Leth gør ikke brug af skitser eller planer. ”Strikkeopskrifter er heller ikke mig. Jeg aner faktisk ikke, hvordan man følger en sådan,” udtaler hun.

Den kunstneriske proces er derimod kendetegnet ved en besindig spontanitet og autonomi. Stine udvælger farverne og garnet løbende. Når fyldet hældes i den strikkede form, afgør materialets forskelligartede kvaliteter slutteligt skulpturens form.

Stine Leth er altid på jagt efter nye materialer. Noget af garnet køber hun blandt andet online i tyrkiske webbutikker, andet i garnbutikker, supermarkeder eller i genbrugsbutikker. Jagten på materialet bliver en del af værket, og Stine elsker jagten.

 

vinkimgfilezBayNfGUWaUhwphMteZo
Foto Christian V. Andersen

 

Farveeksplosioner

Et gennemgående træk i Stine Leths værker er farverne. Alle farver er i spil, og stofligheden udfordres yderligere, når hun fra tid til anden, ligesom i hendes nyeste værker, blander strik med nylonstrømper, læder og pels.

Stine Leth viger ikke tilbage for utraditionelle farvesammensætninger men udforsker legende farvernes og materialernes muligheder. Resultatet bliver små koloristiske helheder, som udstråler varme, optimisme og humor. Det er form, farve og håndværk, der er i centrum. De store politiske budskaber er sat på pause.

 

vinkimgfilenSwOjeofrbrZEOtYFcdT
Foto Christian V. Andersen

 

Har Stine Leths kunstneriske univers fanget din opmærksomhed, så kan du fra fredag d. 6 december og en uge frem se nogle af hendes nyeste værker ved LyrumRammer i Rosengade 28, Aarhus C.

“For er tiden ikke inde til, at vi leger lidt mere med rummet?,” afrunder Stine Leth.

 

 

Hvad: Strikkede skulpturer og designede puder skabt af Stine Leth.
Hvor: Kontakt gerne Stine Leth via mail: stine_leth@hotmail.com.
Hvornår: Fra fredag d. 6 december og en uge frem kan du se (og købe) nogle af Stine Leths nyeste værker ved LyrumRammer i Rosengade 28, Aarhus C. I den anledning er der minifernisering i morgen mellem 17-19. Det er gratis, og alle er velkomne. Læs mere her: Minifersering // Stine Leth
Hvorfor: 1) Fordi du elsker Stine Leths strikkede skulpturer eller designede puder. 2) Fordi kunst ikke kun er billeder på væggen. 3) Fordi tiden er inde til at gentænke rummet. 4) Fordi Stines værker vil give dit hjem kunstnerisk kant.
Mønt: Stines skulpturer fås i mange forskellige størrelser og prisklasser. De mindre kunstværker ligger prismæssigt mellem 800-2000kr. LETH puderne fra Korridordesign fåes i tre størrelser og ligger prismæssigt mellem 399-479kr.
Link: http://www.stineleth.dk/#home

 

vinkimgfilemGkpuwVKkmPuSvrLxnDm
Foto Christian V. Andersen