Concert-In-Stallation: Tree of Souls

Concert-In-Stallation: Tree of Souls

Fra skovbrynet bliver jeg sammen med andre gæster ledt ind i skoven af en sti kun oplyst af små levende lys. Rundt om os er totalmørke, og skoven virker pludselig meget stor. Jo længere vi kommer ind i skoven, jo tættere kommer vi på en lille oplyst oase. Her er træerne lilla, skovbunden blød og drømmene mulige.

// Alle fotos: Kasper Vindeløv

 

Midt i den lille oase står en kæmpe bøg, hvis store grene er indhyllet i lys, der får det til at virke magisk, næsten levende. Pludselig kommer seks englelignende dansere frem, viklet ind i kæder af lys, der næsten fremstår som store glorier. Blandt publikum begynder de en sanselig dans, og i deres blikke er de ét med naturen. De bevæger sig rundt om træet, mens deres dans går over til en næsten rituel dyrkelse af det. Her bliver de mødt af bandet MALMØ, og sammen med et par enkelte publikummer står de rundt om træet i en hyldest til naturen, mens der i baggrunden lyder ordene fra en kvindestemme, som fortæller historien om et træ ved navn Nayaa.

 

“Træet er tavst, det siger ikke noget.
Vi kalder hende Nayaa, men træet
har forlængst forladt sit navn.
Løsrivelse, kalder vi det, og ved ikke,
at vi taler om os selv. Vi vil vide
hvor hun kommer fra, hvem hun er.
Vi spørger: Findes der et indre liv,
går træer med sokker i sandalerne?
Og fortsætter: Kan fisk drukne?
Træet drikker jord, jorden har gæller.
Jorden er ikke en fisk”

“Vi forestiller os, at hun har en alder.
At revnen i barken er et sår, at
efterår og storme har revet
parykken af hende, så hun står
tilbage med intet udover en bar isse.
På bænken en hue, hun lige akkurat
ikke kan nå. Vi bedøver os med
tanker om årstidernes skiften,
spejler os selv.”

.

.

Da MALMØ indtræder scenen, bliver stemningen næsten eventyrlig. De eksperimenterende og bløde toner går i symbiose med naturen, der sammen med lysets skiftende farver skaber en magisk ro. Det er også denne ro, der gør, at jeg under koncerten tager mig selv i bare at stå og kigge op på træets store oplyste krone. Mens danserne slanger sig rundt blandt publikum skifter kronen farve; lyserød, blå, lilla, grøn. Selv fuglene, der flyver rundt, bliver forvandlet til eventyrlige fabeldyr i alverdens farver.

.

Mens danserne langsomt vandrer op ad et faldet træ, daler der pludselig akrobater ned fra himlen, der med de smukkeste røde silkeliner næsten svæver i luften. Dernæst bliver tonerne fra MALMØ akkompagneret med blide strygere fra Who Killed Bambi, der står på scenen overfor.

“Med hoveder fulde af svigt, læner vi
os mod stammen. Virkeligheden er
lige så svær at vakse af som
rødbedepletter på en skjorte, så vi
drømmer i stedet. Om Nayaa i
sandaler og uden hår på hovedet.”

“En hund letter ben op af træet, den
kvalme lugt af pis. En insisterende
fugl i falset. Nayaa er et svar, træet
et spørgsmål. Vi kalder i skoven.
Stilhed er også en slags svar.”

.

Efter akrobaternes dans i luften, bliver den tredje og sidste scene indtaget af Eivør, der med sine færøske rødder drejer eventyret mod norden og nordiske guder. Det store træ i midten fremstår nu tydeligt som Yggdrasil; som kosmos.

Mens Eivørs ikoniske tromme runger ud i skoven, tryllebinder hun publikum med sine dyriske klange, der sammen med MALMØ og Who Killed Bambi skaber endnu et magisk øjeblik.

.

Concert-In-Stallation er et koncept, der formår at ændre hvad, vi forbinder med en koncertoplevelse. Det er en oplevelse, der gennem ord, lyd, rum og projektion smelter sammen til uforglemmelig totaloplevelse. Som publikum er man ikke blot tilskuer, men en del af oplevelsen, og med Tree of Souls formåede de at skabe en magisk, eventyrlig og sanselig oplevelse, hvor publikum blev ét med naturen.

Digtet Nayaa er skrevet af Louise Juhl Dalsgaard i samarbejde med 365tekster.

Skriv en kommentar