Visuel smuk film ender i overdrev af nekrofili og kannibalisme

Visuel smuk film ender i overdrev af nekrofili og kannibalisme

Kort fortalt ankommer den smukke Jesse til LA med model-drømmen i bagagen i Nicolas Winding Refns nyeste film, The Neon Demon. Hun er ganske klar over, hvor smuk og dragende (og senere farlig!) hun er. Alle modellerne og andre vigtige personer, som hun møder på sin vej, drages ligeså mod hendes væsen.

 

Lad mig sige det én gang for alle: Jeg var underholdt!

Jeg er en hund efter fortællinger, der kulegraver modeverdenen, og som både respektfuld og respektløst på én og samme tid, bevæger sig fra pryd og gammen og – i dette tilfælde – helt ud i et overdrev af nekrofili og kannibalisme! Altså, tænker I måske, hvad har kannibalisme og modebranchen med hinanden at gøre? Til denne undren vil jeg sige: “De kan have meget med hinanden at gøre, i hvert fald når man ser Nikolas Winding Refns nyeste skud på stammen, The Neon Demon, der ikke er helt så helstøbt underholdende som Drive (men har Refn egentlig lavet en film, der er det, siden?), men som er ren fløde for filmentusiaster, der elsker billedfladen og lydbilledet på filmlærredet.

Denne auteurfilm er så absolut visuel overlegen, men den mangler, efter min smag, fortælling. Modeverdenen og den uskyldige grønne models møde med denne verden bærer en stærk fortælling om op- og nedture, som drukner i lir og lækkerier, der – og dette skal dog siges – er virkeligt flot lavet og meget dragende på både den visuelle side og lydsiden. Refn ville have skabt en mere vedkommende og stærk film ved at gå tættere på Jesse og hendes møde med en stor industri og kontrasten mellem hendes fokus på skønhed og oplevelsen af utilstrækkelighed. Ved at stille skarpt på en bærende tematik frem for at slingre mellem tilsyneladende arbitrære scener og spøjse gimmicks. 

 

tnd3

Alle vil have det, som hovedpersonen Jesse (i midten) har, og dette billede viser fint, hvordan misundelse vokser frem hos kollegaerne i modebranchen, som Jesse bliver en del af i Refns nye film, The Neon Demon // Foto: themoviemylife.com 

 

Farvemåltider i spandevis

Refns, så vidt jeg kan tælle til, tiende spillefilm fremstår på mange måder som en hybrid af genrer, og ikke mindst er det vampyrfilmen og gyserfilmen, som han læner sig op af denne gang. Dog skal I ikke forvente en reel vampyrfilm. Der er mere tale om kunst end gys. Meget mere! Og hvor blev fortællingen lige af, tænker man flere gange undervejs, hvis man ikke blot ukritisk lader sig smøre ind i lækre scenografier og farvemåltider i spandevis. Jeg klamrede mig dog til karaktererne, forsøgte at føle med dem, forstå dem, blive vred på dem, men det lykkedes bare ikke særlig godt. Man falder fra, hvis man hungrer efter psykologi og indlevelse i karaktererne i denne film. 

Værst er næsten Keanu Reeves rolle som utiltalende, voldelig natportier. Selvom jeg godt ved, at vi ofte glæder os, når big shot-skuespillere medvirker i danske instruktørers film, er denne rolle uhørt dårligt skrevet, synes jeg.

Nok lægges der op til en fortælling i anslaget af filmen, hvor der bygges op til den unge ‘demon,’ spillet af Elle Fanning, der skal gøre sit indtog i modeverdenen, men det ender hurtigt med umotiverede og tilfældige scener, hvor blandt andet en puma dukker op på et hotelværelse (og forsvinder ufortrødent igen for bestandigt), og vi møder bipersoner, der fremstår ret random og ikke særligt menneskelige. De sværmer omkring hovedpersonen Jesse, ret karikerede og forførende, nogle brutale og umenneskelige, som f.eks. Keanu-karakteren – og enten vil de æde Elle, eller også vil de smage lidt af hendes X-factor: Hendes uskyld og mystik lagt ind under selv samme unge kvindes hudlag.

 

the-neon-demon-elle-fanning-picture

Uden tvivl: Vores hovedperson Jesse (spillet overbevisende af Elle Fanning) er utrolig smuk og farligt forførende på én og samme tid // Foto: theguardian.com

 

“Man ved bare, det er en Refn-produktion”

Jesse besidder noget ekstraordinært, som de andre plastikopererede kollegaer misunder hende, og hvis der er en bærende rød tråd i denne film, må det næsten være HÆVN og GRÅDIGHED. Den står bare ret så uforløst til slut.

Jeg var godt underholdt og anerkender Refns evne til at lave film med et tydeligt Refn-prædikat. Som en af publikummerne sagde bag mig, efter vi kom ud fra mørket og i øvrigt blev mødt af fine lyserøde (!) drinks anrettet af det frivillige personale i Øst for Paradis: “Man ved bare, når det er en Refn-produktion!” Sådan havde jeg det også, og jeg skal være den første til at anerkende hans tilgang til film, som ikke går på kompromis med billed og lyd.

Det er lækkert og forførende udført – og faktisk ret underholdende!

Jeg har set mange film, der bærer en god fortælling, men som ikke har cremen til øjnene eller ørerne, men kun til sind og følelser. Det er heller ikke at foretrække, når vægten udelukkende går den vej, men jeg vil nu gerne have noget mere at tænke på. I denne film, med modebranchens skyggesider, er der jo virkelig en stærk og vedkommende fortælling at blæse ud i en megafon!

 

my-life-directed-nicolas-winding-refn

Refn under optagelserne til sin nyeste film, The Neon Demon // Foto: collider.com

 

 

Skriv en kommentar