Transformerende maskeskift & dyrisk hanekamp

Transformerende maskeskift & dyrisk hanekamp

I mine yngre dage, hvor jeg selv var fast inventar i Holstebro Balletskoles dansesale, var det Black Box Dance Company, man med store og blå øjne så op til. Da chancen for at se dem i kollaboration med sydkoreanske dansere meldte sig, var jeg derfor ikke et sekund i tvivl om, at jeg måtte gennemleve dette på egen krop.

Siden deres tilblivelse i år 2013 er det holstebrogensiske kompagni gået fra underdog til kritiker-darling, der kan prale af Reumert-nomineringer og en himmel af stjerner for deres nytænkende forestillinger, der efterlader publikum med et regnvejr af følelser.

Et bevægeapparat i transformation

Med popoen gravitetisk plantet i klapsædet, et glinsende program i hånden og omsluttet af en forventningsfuld atmosfære, sidder jeg nysgerrigt klar i mørket på Teater Katapult, da et væsen iklædt hvide rober toner frem for øjnene af mig. Det er den sydkoreanske performer og koreograf Jung In Lee, der blænder op på det dunkle scenegulv badet i strobelys. Dette raffinement akkompagneres af abstrakte toner – et lydbillede, der bedst kan beskrives som et elektrisk regnvejr af glødende byger. Performerens bevægelser giver mig associationer til den japanske stilart Butoh – The Dance of Darkness – med sine langsomme, hyper-kontrollerede bevægelser, der er krumbøjede og uskønne.

Hun er nærmest dyrisk, som hun kravler og snor sig på gulvet, indtil hun afbrydes af et lydskifte, der nu forekommer som en knitren fra en løs telefonforbindelse. Jung In Lee transformeres til et sitrende og nervøst væsen med uro i kroppen og et flakkende blik. Dette ombyttes med skarpe bevægelser, march og nærmest militante sekvenser, der fremkalder følelser af ubehag og klaustrofobi hos mig. Disse bliver dog forløst, da et klassisk musikstykke udfylder rummet og opbløder de staccato-prægede bevægelser.

Jung In Lee skifter kropssprog og udtryk, som en slange skifter ham, hvilket koreografiens titel, Skins, tilmed indikerer. En tydelig kommentar til tendensen i samfundet, hvor vi skifter masker og personlighed, alt afhængig af hvilken kontekst eller konstellation, vi befinder os i. Hun behandler dette tema på en dejlig undersøgende måde uden at være for demonstrativ – og uden en løftet pegefinger.

Da lyset i teatret slukkes for at signalere stykkets ende, belønner publikum med klapsalver. Da det tændes igen, går de til pause.

Jung In Lee i stykket Skins. // Foto: M-studio

Black Box Dance Company i hanekamp med sydkoreanske dansere

Inden anden akt debuterer, støder jeg på Black Box Dance Companys producent, turné- og prøveleder, David Price, der kan fortælle mig, at næste stykke performes af tre af kompagniets dansere i samarbejde med tre sydkoreanske dansere. Det er igen Jung In Lee, der står for koreografien, men denne gang bliver hun bag scenetæppet og lader andre udfolde stykket.

”Vi gav Jung In Lee temaet og arbejdstitlen Addiction – afhængighed – som hun skulle forme stykket ud fra. Hun tog det i en helt anden retning, end vi havde forventet, hvilket er super fedt og spændende. Hun arbejder med, at mere vil have mere. Nok er aldrig nok. Kampen om at få mere magt i form af penge, succes, prestige etc., og hvad denne gør ved os som mennesker”.

David når tilmed at tilføje, at Jung In Lees inspiration stammer fra de traditionsrige hanekampe, der ulmer i Sydkoreas kulturhistorie. Et fænomen, der kan trække linjer til præstationskulturen i vores nutidige samfund. Under træningen til stykket blev danserne bogstaveligt talt kastet ud i (dance)battles mod hinanden. De vidste aldrig på forhånd, hvem de skulle møde eller hvilken teknik, de skulle bruge i den respektive kamp, hvilket gav koreografien en ny dimension.

Jung In Lee i stykket Skins. // Foto: Dance Days Chania

Der findes ingen vindere i dette spil

Da pausen er passé, er en boksering tegnet op med hvid tape på det sorte scenegulv. De seks dansere har placeret sig rundt om ringen, da en velkendt lydscene blusser frem. Jeg genkender den som intromelodien fra det forudgående stykke, Skins, hvilket på elegantvis bygger bro til det aktuelle stykke, Addiction. Luften er tyk af intensitet og spænding mellem de seks hvidtklædte dansere. På skift byder de hinanden op til kamp gennem energiske bevægelser og højlydte vejrtrækninger. De puster sig op og viser deres fjerpragt som haner i en hønsegård. De indleder med individuelle bevægemønstre, men langsomt flokkes de om en fælles koreografi, synkroniseret ned til mindste lillefingervrik.

Da en af danserne forlader ringen, og hermed efterlader en anden danser alene tilbage, skifter det hvidlige scenelys pludseligt til blodrødt. Danseren bevæger sig med rolige vingeslag gennem en smuk solosekvens, indtil en ny danser melder sig klar til kamp. Alle gambler de med deres liv. Blodet tørres væk, så lyset igen bliver blegt og farveløst. Efter hver kamp ender den besejrede danser uden for ringen, helt knækket og livløs, daset om på gulvet. Der dannes efterhånden en bunke af overvundne dansere udenfor ringen, og som de ligger der, ligner de nærmest kasserede hanekyllinger, hvilket giver mig grumme billeder af kyllingeindustrien på nethinden.

Den sidste (ubesejrede) danser tilbage i ringen kæmper febrilsk for sit liv, da lydscenen overtages af et aristokratisk, majestætisk musikstykke. Hun trækkes ud til den besejrede bunke, men formår hele tiden at møve sig tilbage i ringen, trods udkørtheden, der står skrevet i panderynkerne på hende. Stræben efter at vinde og derigennem at opnå lykke har dog sin pris. En knækket hals. Herefter mørke.

Oplev kompagniet på egen krop

Desværre var Addiction & Skins en engangsfornøjelse i Aarhus, men chancen for fange Black Box Dance Company i en af deres sublime forestillinger en anden gang skulle være god. Kan du ikke vente indtil da, kan de bl.a. opleves i David-Bowie-inspirerede A space in the dark d. 12. nov på Musikhuset Esbjerg og d. 17. jan på Fredericia Teater eller i den bramfri NO SEX d. 26. nov på Team Teatret Herning og d. 9.-10. jan på Momentum Teater Odense.

Skriv en kommentar