ANMELDELSE: ”Der findes kun to slags musik: Den musik, der udtrykker kærlighed og den musik, der udtrykker en bøn om kærlighed. Anden musik findes ikke.” I torsdags var jeg inde at se teaterstykket ”Som i himlen” på Godsbanens åbne scene. Et teaterstykke med ambitioner om at skildre de helt store temaer i menneskelivet gennem historien om et møde mellem en verdenskendt dirigent og et amatørkor.
// Pressefoto: Morten Faurby
Jeg havde glædet mig i ugevis til, at det skulle blive torsdag d. 25. september. Timeout. Lille fredag. Godt selskab. Lange snakke. God mad. OG så var det aftenen, hvor jeg skulle se ”Som i himlen” – en forestilling, som jeg i ugerne op til, havde fået oparbejdet tårnhøje forventninger til.
Forestillingen er oprindeligt lavet som en film, ”Så som i himlen”, af den svenske instruktør Kay Pollak. Jeg har ikke selv set filmen, men den blev i sin tid Oscarnomineret og fik også mange begejstrede ord med på vejen, fra de af mine venner, der har haft fornøjelsen af at se den, når talen faldt på mine forestående teaterplaner. Herudover kunne stykket fremvise et imponerende billetsalg (alle forestillinger udsolgt midtvejs i spilleperioden). Og endelig var der selve beskrivelsen af forestillingen på stykkets hjemmeside, som gav mig forventninger om en vedkommende fortælling om det at være menneske, eksemplificeret ved og fortalt igennem kormusikken, der står mit hjerte meget nært.
Dirigenten og amatørkoret
Stykkets hovedperson er den verdensberømte dirigent Daniel Daréus (spillet af Victor Marcussen), der vender tilbage til sin barndoms landsby. Daniel har en lang karriere bag sig, men ønsker at lægge afstand til den og til et præstations- og konkurrenceorienteret liv, efter at være faldet om på scenen. Derfor er det også først modvilligt, at han lader sig overtale til at komme og lytte til det lokale kirkekor, for eventuelt at give dem et par gode råd med på vejen. Men hurtigt får han lyst til at arbejde med de sangglade amatører, og han melder sig derfor som dirigent for koret.
Koret består af en række forskellige, mere eller mindre skæve eksistenser, hvoraf mange har deres at slås med. Ikke desto mindre synes de at have slået sig til tåls med tingenes tilstand. Da Daniel bliver deres dirigent starter en musikalsk og menneskelig opdagelsesrejse. Med mere eller mindre utraditionelle metoder forsøger han at få den enkelte sanger til at finde sin særlige tone. Herigennem opdager koristerne nye sider af sig selv, som giver dem mod til at gøre oprør, til at konfrontere, til på bedre vis at rumme sig selv og hinanden og til at række ud efter kærligheden.
Mellem det alvorlige og det lette
Vi følger igennem stykket skiftevis koret, når de er samlet for at øve, og vi følger de enkelte korister, når de kæmper med de ting, de hver især finder svært. Og så selvfølgelig Daniel selv, der heller ikke forbliver upåvirket i mødet med koristerne og sin barndoms landsby. Alt sammen i en fin blanding mellem det alvorlige, dramatiske, indædte og voldsomme og det lette, skøre og latterfremkaldende.
Af de alvorlige temaer får især historien om Gabriella (Anna Ur Konroy), hvis mand drikker og slår hende en central plads. Fortællingen om, hvordan hun med Daniels hjælp langsomt genfinder sit selvværd, er imidlertid set mange gange før, og jeg blev i højere grad grebet af historien om – og portrætteringen af – præstekonen Inger (Anni Bjørn), hvis desperation efter at blive set, elsket og rørt ved af sin syndsforskrækkede mand var stærkt og nuanceret formidlet.
Men stykket var altså også i høj grad sjovt og gav anledning til masser af grin. Ikke nødvendigvis på den lårklaskende, ondt-i-maven-agtige måde. Men mere som en stille, vedvarende kluklatter, når man oplevede en flig af genkendelse i mødet med karakternes mindre flatterende sider og deres kampe med sig selv. Særligt Daniel Bevensee var overbevisende, rørende og havde en superfin komisk timing i rollen som den retarderede Thor, der ofte fik sat tingene i perspektiv med sine jordnære betragtninger eller begejstrede udbrud. Som da den speedsnakkende handelsmand Arne spørger, om der er nogen spørgsmål (underforstået til korets forestående koncert) og Thor er lynhurtig til at spørge ”hvor gammel kan en fugl blive?”.
Scenografien – skønheden i det enkle
Forestillingens scenografi fortjener at blive fremhævet. Jeg er stor fan af enkle løsninger. Og her var opgaven løst både elegant og enkelt. Bagscenen bestod af stablede kommoder og skuffemøbler i alle mulige størrelser, malet i samme mørke farve. Kommoderne fungerede på en og samme tid som dekoration, som opbevaringsplads for rekvisitter, som en diskret lyskilde, når lyset på scenen blev dæmpet, og som trin, skuespillerne kunne træde op på.
Når rekvisitterne var placeret i kommoderne, skyldtes det, at skuespillerne ikke på noget tidspunkt forlod scenen under stykket. Når de ikke indgik i scenerne, sad de i stedet på stole, sat op på en række på hver side af scenen. Løsningen fungerede rigtig godt og bidrog til at understrege stemningen af at være i et lille landsbysamfund, hvor alle vogter på hinandens gøren og laden. Og så var det fedt, at der var mod til at lave en række scener med forskellige, sideløbende handlinger, hvor der var tid til, at man som publikum kunne gå på opdagelse og lade opmærksomheden vandre mellem de forskellige figurer.
Næsten i himlen
Blev de høje forventninger så indfriet? Ikke helt, nej. Nu skal det retfærdigvis siges, at de måske også havde nået at bevæge sig op i et nærmest urimeligt højt leje. Jeg forventede at blive rørt ind til knoglerne af musikken, at skulle overvære en række eksistentielle temaer fortalt igennem en lille, fortættet historie, at blive ført igennem hele følelsesspektret op til flere gange i aftenens løb for til sidst gå ud fra forestillingen som et nyt menneske; lidt klogere på både mig selv og livets store spørgsmål. Det kunne stykket ikke helt leve op til, men med dens fine balance mellem alvor og sjov nåede den trods alt et stykke af vejen.
Min største anke er, at nogle af persontegningerne ikke var troværdige nok. Det gav anledning til alt for mange forstyrrende spekulationer – en falden ind og ud af den historie, som udspillede sig foran mig. Især var hovedpersonen, Daniel, for unuanceret portrætteret. Både Victors Marcussens kropslige tilstedeværelse på scenen og hans replikker virkede ofte stive og kejtede. Han forblev på den måde fjern for mig og svær at fatte sympati for. Vanskelig at forstå og også lidt utroværdig som verdenskendt dirigent. Hvorfor vil han tilbage til sin barndoms landsby? Hvorfor bliver han brændende engageret i at dirigere amatørsangere? Hvorfor udgør han så stor en trussel for landsbyens magthavere?
Musikken
Der er jo tale om et stykke, der handler om musik og der var da også en del korsang og enkelte solistiske indslag i stykket. Når jeg har først nævner musikken nu, er det måske fordi, jeg ikke helt ved, hvad jeg skal mene om den. Ingen af skuespillerne fremstod som de helt store sangere, men heller ikke som det modsatte. Og ingen af de 4-stemmige arrangementer af salmer og højskolesange fremstod som stor kunst, men bestemt heller ikke som det modsatte. På den ene side set virkede det troværdigt og ægte på den måde og jeg er glad for, at stykket ikke forfaldt til en fortælling, hvor en gruppe lallende amatører omdannes til superstjerner nærmest overnight, som i et andet X-factor show. På den anden side betød niveauet på musikken måske også bare, at jeg kun i få øjeblikket blev revet med. Det var pænt og hyggeligt, men også meget ufarligt.
At vove det uperfekte
Daniel møder koristerne med en insisteren på, at de hver især er unikke og har noget særligt at bidrage med – og holder på, at den enkeltes opdagelsesrejse er mindst ligeså interessant, som det egentlige resultat. Koristerne skal turde lege og de skal vove det uperfekte. Et smukt budskab, hvis gyldighed selvsagt rækker langt ud over stykkets kor-kontekst og som medfører, at koristernes musikalske opdagelsesrejse i ligeså høj grad må ses som en menneskelig opdagelsesrejse.
Men samlet set var stykket ikke så bandebrydende som jeg havde håbet. Det er måske et stort krav at stille, eftersom al kunst jo dybest set står på skuldrene af noget gammelt. Men når jeg blev revet ud af handlingen kunne jeg ikke lade være med at sidde og tænke på, at det var lidt som at se en alternativ version af ”O happy Day”. Jeg havde håbet på, at være blevet udfordret og overrasket mere. Men når det er sagt, så var jeg rigtig godt underholdt i de godt 2½ time stykket i alt varede. Til tider rørt, til tider overasket og til tider varm indeni af latter.
Jeg vil helt klart holde øje med, hvad ”Teatret” og ”Teater O” fremover sætter op, og hvilke andre spændende teatre, Godsbanen henter hjem.
