Frustration og medfølelse. Man gennemlever begge følelser, når man bliver rusket igennem 85 minutters monolog udført af den suverænt spillende Kaja Kamuk i teaterstykket Grounded. Selvom der kun er et menneske på scenen, scenografien er enkel, og det samme gør sig gældende for både lyd- og lyseffekter, skal man ikke bekymre sig for at skulle kede sig et eneste øjeblik. 

Den 37-årige Kaja Kamuk spiller den kvindelige jagerpilot, der efter en orlovs-romance med beundreren Eric, må droppe sin elskede himmel og plante fødderne solidt på jorden. Hun er nemlig blevet gravid. Da hun efter fødsel og orlov vender hjem til basen, bliver hun forflyttet til at styre droner. Dette passer godt – på papiret, eftersom hun har giftet sig med Eric og dermed nu har både mand og barn at kysse godnat om aftenen. Med det nye job kan hun tage i krig om morgen og vende hjem til kernefamilien om aftenen. Det passer desværre bare ikke vores hovedrolle særlig godt at være blevet degraderet til lænestolspilot.

Man er ikke mange minutter inde i stykket, før man får fastslået, at vores jagerpilot er en rigtig drengepige, en der godt kan lide at hænge ud med gutterne, bande og drikke øl. Derfor bliver man måske ekstra overrasket og varm, da lyset på scenen bliver lyserødt, og hun bliver forelsket i den mand, der med hendes egen ord er ”en stereotyp lillemor”. Denne leg med lys er simpel og bruges ofte igennem hele stykket. Man skal ikke være et geni for at forstå, hvad de forskellige farver symboliserer i jagerpilotens indre følelsesliv, hvilket er godt, da det kun er få følelser, der kommer igennem hendes hårde facade.

Kaja Kamuk som jagerpilot i Grounded // Alle fotos: Teater Svalegangen

Denne effekt fungerer godt sammen med de andre simple virkemidler. Den eneste scenografi er en skulptur af en hvid fordrejet firkant med indsmeltede stole, der kan klatres og rutsjes på.

Lydeffekterne er få, men meget markante og bliver brugt i forlængelse af dialogen.

Med så få distraktioner kræver det virkelig en skuespiller, der ved, hvad hun laver. Det er heldigvis også tilfældet med Kaja Kamuk, der fanger sit publikum fra første replik og holder fast til det sidste. Hun er så nærværende, at man ikke kan andet end at føle med den moderlige jagerpilot, der virkelig har svært ved at finde sig selv i kernefamiliens ømme jerngreb, der står i stor kontrast til den passive krigsførelse, som hun er tvunget ud i som dronepilot.

Det er et gennemført stykke, der ikke bare tager dilemmaer som feminisme og ambitioner op, men også krigsførelse og overvågningskultur i det moderne samfund.

Der er ingen tvivl om, at dette er et tankevækkende stykke, som Svalegangen har gennemført fuldt ud. Selvom det er de færreste, der kan relatere til at måtte skrifte flyvedrømmen ud med droner, kan man stadig relatere til stykket og den forvirrede og fortvivlede hovedperson, især takket være en eminent godt spillede Kaja Kamuk.

 

Forestillingen kunne opleves fra 22. september – 6. oktober. Gik du glip af den, så sørg for det ikke sker igen, ved at holde øje med Svalegangens program her.