Lars Von Trier har lavet en storslået smudsfilm med stiv og skæv sjæl.

Det er lidt langt, men det er filmen også, og selv om man kun skummer fløden af ens tanker og kondenserer dem, er det ikke nok. Der er så fucking meget kød til ALLE ens huller!

 

Liderlig

Vi står i caféen udenfor salen. To par og en enlig fyr med briller og intelligens. Min veninde joker med, at vi er på vej i sexbio sammen. Vi griner lidt akavet, og så siger hun det eksplicit, ”Nu er det akavet”. Igen griner vi – akavet. Andre har fortalt mig, at man helt mister lysten til sex umiddelbart efter, man har set filmen. Andre endnu vil slet ikke se den, fordi de har læst i feministiske anmeldelser, at den er kulminationen af Triers kvindeforfølgelse. Hvad kan være værre end at se én af ”hans” kvinder klippe sin klitoris af? tænker jeg bare og må samtidig indrømme, at jo mere folk søler den til, jo mere liderlig efter at se den, bliver jeg.

 

Sprængt mødom

Stacy Martin, klein med lys, stram hud, spiller den unge Joe i vulvaens magt. Allerede fra barn af elskede og forfulgte hun ”the sensation”, f.eks. ved at hælde vand ud over badeværelsesgulvet og lege frø, mens hun gnubbede sit barneunderliv hen ad fliserne. Hurtigt bliver hun voksen og kan ikke vente med at sprænge sin mødom. I dørkarmen på et bilværksted spørger hun derfor Jerôme (Shia LaBeouf), som hun har udset sig, fordi han ejer en knallert: If I asked you to take my virginity, would that be a problem? Det er vist redundant at skrive, at nej, det er ikke et problem for Jerôme, som både tager hendes jomfruelighed for- og bagtil.

1001 kopper te 

Tilskuerne føres igennem væsentlige kapitler i nymfens liv, hvor første del af filmen er helliget den unge Joe og anden del den lidt ældre Joe. Kapitlerne indledes med en samtale, der foregår i en fjernere nutid, hvor Seligman (Stellan Skarsgård) har fundet Joe forslået på gaden. Hun afviser tilkaldelsen af en ambulance eller politi, men vil gerne med ham hjem for at drikke en kop te med mælk.
Dér igangsættes en fortælleaften, hvor én kop bliver til mange. Joe gengiver dystre perioder i sit liv for at overbevise Seligman om, at hun er et elendigt menneske, hvilket er den primære bekymring, der optager hendes sind. Modsatrettet forholder Seligman sig, der hele tiden vil se det gode eller naturlige i Joes gerninger, i hvilken forbindelse han refererer til talmystik, fluefiskeri, nordisk mytologi m.fl.

Selv er han en cirka tres årig aseksuel jomfru og derfor, hævder han, den bedste dommer til at vurdere hendes historie. Sådan veksles der frem og tilbage mellem fortid og nutid. Sådan præsenteres en nymfomans sorte selvsyn i konflikt med noget, der prøver at indgyde håb. Fortællingerne holder Seligman underholdt lidt som Scheherazade gør i 1001 nats eventyr, men når Joe er færdig, vil sove og slukker lyset, kryber lysten gennem mørket.

 

1001 mands cum

Hun fortæller, hvordan hun har ladet sig banke af knap et dusin mænd hver dag. Hvordan kærlighed for hende blot var begær tilsat jalousi, og hvordan hendes ungdomsoprør var rettet mod kærligheden. Hvordan hun trods modstand, og had til nymfevenindens nederlagserklæring: “The secret ingredient to sex is love”, selv bliver ramt af den, for bagefter at miste al føling i sin kusse. Det leder hende til vildere eksperimenter, hvor hun f.eks. begynder at komme hos en mand, der giver hende et hundenavn og behandler hende derefter til Joes store, smertefulde nydelse.

Barskheden bliver lettere at bære med Joe og Seligmans ping pong, der indskriver sig i en sjælden Trier-tilbøjelighed, nemlig humor. Den er faktisk en moderne tragikomedie om lyst og ulyst.

 

1 Charlotte Gainsbourg

Charlotte Gainsbourg, der spiller Joe i anden halvdel af filmen, er for mig at se, én af vor tids mest intense skuespillerinder. Rent fysisk er hun petite (dog med overraskende store brystvorter) og naturpjusket (som en lidt ældre og fransk Ronja Røverdatter). Hun har en evne til at virke stille og forsagt og dog tage en med storm. I et YouTube-interview med hende, siger hun, at hun elsker karakteren Joe, selvom hun ikke er enig med hende. Charlotte tager et øjeblik mere til at tænke over sit forhold til Joe, mens hun kigger ned. Så siger hun med sin karakteristiske bløde stemme: ”She’s very defendable” og kigger direkte ind i kameraet og holder blikket fast. Som publikum er det tydeligt at se, at også hendes inkarnation af Joe og dennes livssyn samt begær holdes fast, selv hvor det gør ondt, og man gerne vil lukke øjnene. Som skrevet er hun både stilheden og stormen.

1 sjæl

I en film, der i dén grad handler om kød og lyst og i dén grad arbejder med dikotomier, som f.eks. i forholdet mellem Joe og Seligman, hvor Joe er sin egen inkvisitor og Seligman en slags fakkelbærer, skal der også vises lidt sjæl. Kaninen i hullet, om man vil. Et eller andet mere magisk end kød der fylder kød. Dette niveau i filmen udlægges i Joes forhold til sin far, som trods den empirist han kategoriseres som, er den, der viser Joe, hvordan sjæle ser ud. Han førte hende med ud i skoven, da hun var barn og lærte hende om træerne. Bl.a. at stammerne er træernes sjæle. Et menneske kan finde dets sjæletræ, som viser sjælens struktur, når træet afklæder sig og står helt nøgent i den frosne jord. De er underlige, snørklede og skæve afhængigt af det liv, de repræsenterer, forklarer han.

Meget rørende, siger Joe, at hendes sjæletræ, som hun finder under en flugtrejse gennem et naturrigt bjergområde, står fuldstændigt skævt og dog fasttømret mod alle odds på siden af en spinkel skrænt. Det kan virke fortrøstningsfuldt, at der er disse træer, der ligner sjæle, der kan udstå kulden selv uden deres ”kød” på, men så enkelt, så naivt kan man aldrig tolke i en Trier-film. På farens dødsleje, tager han og datteren da også en smuk lille rejse gennem memory lane, hvor vi én gang til føres gennem sjæle-skoven. Men han får ikke lov til at dø så nemt, så smukt, så afrundet som i en Hollywood-film. Han skal lige skrige som i Munch-billedet og rulle rundt i sit eget lort, mens han kigger på sin skræmte datter med et vanskabt blik.

Tid

Nymphomaniac er en lang film. Den varer fire timer og bliver vist af to omgange, hvor pausen ikke annonceres ved dens ophør, så hold øje med det store ur, der gror ud af væggen. Nymphomaniac føles ikke lang. Den varer et halvt kvindeliv og bliver vist i to dele, der yderligere er inddelt i kapitler. Director’s cut til gengæld varer 5,5 timer. Udgaven, som vises nu, er både censureret og ikke udtryk for Triers egen fremstilling ifølge en bekendtgørelse på lærredet, inden filmen går i gang. Men hvem ved, måske er der tale om et mediestunt, hvor manden, der er kendt for sin onani og dårligt forstået ironi, er ude på at piske en stemning op, fordi pornoscenerne åbenbart ikke er stemningspiskende nok i sig selv.

Paradis

Det var en fed kontrastfuld oplevelse at sidde i Paradis og se den, en biograf ligeså proppet med sjæl som Nymphomaniac er proppet med kød. Ligeledes blev oplevelsen beriget af den mangfoldighed af frisindede folk, en sådan biograf tiltrækker, hvor jeg endte med at sidde ved siden af en ældre dame, der højlydt stønnede hver gang, hun var enig med noget, de sagde i filmen og måske også hver gang, hun blev en smule ophidset? Det intensiverede ikke just min eventuelle ophidselse, men intensiverede helt sikkert oplevelsen af ikke bare at se en film, men også at være tilstede i en biograf og se den sammen med andre mennesker.

 

( )

Det er for mig uforstående, at folk tenderer at beskylde Lars for misogyni, da jeg ser mange af hans karakterer som stærke antiheltinder. I Nymph()manic handler det om skam. Lars spreder kvindens skamlæber, der, tror jeg, symboliseres ved dette tegn () fremfor et o, og udfordrer selvpineriet gennem Joes ’sexorik’. Hun vil gerne straffe sig selv for sin lyst, men Lars giver hende ikke lov gennem modstand fra Seligman. Hvad der et langt stykke hen ad vejen ligner en kritik af kvindens seksuelle selvhad, bliver til sidst en kritik af mandens manglende selvrefleksion over sit forhold til sex, og konsekvensen heraf, der sker på bekostning af kvinden. () er ikke bare skamlæber, men udtryk for, at noget mangler. Filmen er en ærlig fortælling om at udfylde vores huller og forholder sig kritisk til både kvinden og mandens seksualitet.
Den er et mesterværk, der ikke blot rummer en storslået æstetik, men ligeledes underholder både intellektet, sanserne og lattermusklen.
Hvad: Nymph()maniac
Hvor: Øst for Paradis, Paradisgade 7-9, 8000 Aarhus C.
Hvornår: Se program, men bl.a. kl. 19
Hvorfor: Fordi det er én af Triers triumfer
Mønt: 120 kr. (det er jo nærmest to film)
Links: Øst for Paradis’ egen hjemmeside, deres Facebookside, interview med Charlotte Gainsbourg