At se teater i biografen

At se teater i biografen

ANMELDELSE: National Theatre har siden 2009 streamet udvalgte opsætninger til biografer rundt omkring i verden – et tilsyneladende populært koncept. I forbindelse med Shakespeares 400-års fødselsdag, viste CinemaxX d. 23. april National Theatres opsætning af Hamlet. Men kan oplevelsen af at se et teaterstykke i biografen måle sig med det at gå i teatret?

 

Det er noget særligt at gå i teatret. Grebet af den forventningsfulde stemning forbereder publikum sig smilende og småsnakkende på forestillingen. Nogle nyder måske et enkelt glas vin inden dørene til salen går op, og det er tid til at finde sine pladser. Vel inde i salen intensiveres følelsen af samhørighed med de andre i rummet, både publikum og skuespillere. At se teater kræver noget af en. Om ikke andet kræver det, at man er helt og aldeles til stede i modsætning til, når man ser en film i biografen. Her investerer man først og fremmest i det, der foregår på skærmen og ikke i oplevelsen som en, der finder sted i et rum. Derfor var jeg også spændt på at se, hvordan oplevelsen af at se et teaterstykke udfolde sig på et biograflærred ville være.

 

En lørdag formiddag i biografen

Efter at have overvejet om popcorn ville være det mest passende (og efterfølgende besluttet os for at ja, det ville det), fandt vi vores pladser og sank ned i de røde sæder. Der blev som sædvanlig vist reklamefilm indtil lyset blev slukket, og en teatersal tonede frem på skærmen. En mand med mikrofon introducerede stykket, mens teatergæsterne på lærredet fandt deres pladser bag ham. Det mest naturlige ville herefter have været at gå direkte til stykket, men nej. Der blev først vist et kort interview med Benedict Cumberbatch om hans rolle som Hamlet. Heldigvis var det her, min skepsis nåede sit højdepunkt, for da stykket endelig gik i gang, glemte jeg umiddelbart alle forbehold.

 

Det var en fremragende opsætning. Scenedesignet og kostumerne var af en anden verden, skuespillerne spillede fantastisk, og jeg kunne ikke have forestillet mig en bedre balance mellem spænding, tragik og komik. Alt sammen perfekt understøttet af lyd, lys og effekter. I modsætning til en teatersal, hvor man ser alt fra en fast plads, kom vi her tæt på skuespillerne, og fik detaljer med, som vi ellers ville være gået glip af.

 

Det magiske scenedesign var en stor del af oplevelsen.

Det magiske scenedesign var en stor del af oplevelsen.

 

At klappe eller ikke at klappe

At se et teaterstykke i biografen fungerer ikke som erstatning for det at gå i teatret. Det er ikke en oplevelse, der trækker på tilstedeværelse og samhørighed, men det gør ikke noget, for biografen har sine egne fordele. Produktionen af teaterstykket til film forstærkede stykkets kvaliteter, og det er længe siden, jeg har kunnet leve mig ind i et stykke, som jeg gjorde det i Hamlet. Det eneste jeg endte med at savne, var et establishing shot, der viste scenen i dens fulde størrelse, og det eneste, jeg kunne have undværet, var den akavede følelse af ikke at skulle klappe til sidst – selvom en klapsalve i aller højeste grad var fortjent.


Det bliver helt sikkert ikke sidste gang, jeg tager i biografen for at se en af National Theatres opsætninger. Den næste forestilling der vises i Aarhus, er Frankenstein, som man allerede kan købe billetter til her.

 

Skriv en kommentar