Teaterforestillingen 4:48 Psychosis var det sidste stykke, den britiske manuskriptforfatter Sarah Kane skrev, før hun begik selvmord i 2000. Handlingen følger et sindsforstyrret jeg, der sætter ord på den vrede, længsel og desperation tilknyttet psykisk sygdom igennem en intens monolog.

Jeg får placeret en aflang, transportabel højtaler om halsen sammen med få andre udvalgte blandt publikum. Båndene er næsten hudfarvede; tankerne ledes hen på fikseringsbælter i sindssygeanstalter. Følelsen af ikke at kunne undslippe sin egen krop eller sine egne tanker. At blive fastholdt på et bestemt sted uden mulighed for at kunne tage valget om at ændre situationen.

Associationerne skal vise sig at være rammende. Grundkernen i forestillingen 4:48 Psychosis består nemlig i spørgsmålet: Hvad gør man, hvis ens sind er for ødelagt til at kunne reddes?

// Alle fotos: Aarhus Teater // Anna Marín Schram

 

Klinisk depression og eksploderende vrede i 4:48 Psychosis

Højtalerne bliver tildelt os, efter at skuespiller Mette Døssing indtager det hvide rum. Hun er klædt fuldkommen i sort med skimaske og intense, blå øjne; helt fra start er det klart, at hun er en kropslig forstyrrelse i det spartansk indrettede rum. På overbevisende vis sætter hun den ubehagelige tone for teaterstykket 4:48 Psychosis. I løbet af 80 minutter smadrer hun kropsligt og psykisk alene igennem med sin tilstedeværelse på Studio-scenen. Monologen, der følger, fører publikum igennem et sind, der er i færd med at nedsmelte som overophedet plastik.

 

Skuespiller Mette Døssing er konfrontatorisk, mentalt ustabil, ”fucking vred” og bundløst fortvivlet over sin egen psykiske sygdom i rollen som det rablende jeg, der kan svinge fra den konkrete uoverskuelighed over at håndtere et kærlighedsliv til det abstrakt dommedagsfabulerende.

 

Uforeneligheden af sind og krop

Igennem forestillingen 4:48 Psychosis tegner der sig et billede af en kvinde, som er ødelagt og ingen muligheder har længere, men kun den frustration, vrede og følelse af fortabthed, som er blevet skabt i mødet med det psykiatriske system og blandt lægerne, der ikke tilbyder tilstrækkelig hjælp i forhold til jeg’ets psykose.

 

Uligevægten mellem sind og krop fremhæves adskillige gange i 4:48 Psychosis og bruges som et distinkt greb i selve forestillingen: Fra min og de andres højtalere, der hænger om vores hals, lyder der stille spørgsmål omkring, hvor dybt teaterstykkets karakter har skåret sig i armen, og at det ikke er hendes skyld, at hun er syg. De afmonterede stemmer, som giver genklang i rummet, skaber en effektiv følelse af et distinkt skizofrent univers.

 

På selvmordets rand

På samme måde er der blevet arbejdet scenografisk med måden at vise en kvinde, der er ude at hænge i rebene: Få men velvalgte virkemidler er med til at illustrere det psykotiske. F.eks. i form af  lysstofrør, der hænger ned fra loftet, nærmest som fysiske, lysende splinter i det urolige sind. En pose skumfiduser fortærres til punktet af opkast som tegn på det kropslige og psykiske ubehag, der definerer hele stykket. En enkelt hvid væg udgør en konkret forhindring, der forsøges at blive skubbet væk med hændernes kraft alene – selvfølgelig til ingen gavn.

 

4:48 Psychosis er en teaterforestilling med ubehaget in mente. Det er ikke stuerene eller tiltalende tanker, som bliver italesat. Ikke desto mindre er de derfor endnu mere vigtige at dykke ned i – for at kunne tilgå emner omkring psykisk sygdom og selvmord uden berøringsangst. Hvis du er frisk på en tour de force-portrættering af et psykisk nedbrud og en undersøgelse af menneskets emotionelle mørkeside, skal du bestemt tage turen forbi Aarhus Teater inden d. 30. november.