Livestream, liveoptagelse, onlinebegivenhed, digitaltalk. 2020 blev året, hvor kulturen flyttede ind på det store internet. I maj løb den nystartede teaterfestival RE:LOCATIONS af stablen, dedikeret til teaterforestillinger produceret direkte til den digitale scene. Her kan du læse, hvad der skete, da jeg fik muligheden for at opleve den digitale forestilling, The Journey.
Som glad teatergænger vil jeg nok altid være en smule skeptisk, når det kommer til ord som onlineteater eller digitalforestilling. Ikke fordi jeg ikke tror, man kan få mindeværdige og interessante oplevelser i digital form – det er jeg sikker på, man kan. Det er mest fordi, jeg er ret begejstret for teaterrummet. Først og fremmest det konkrete fysiske rum, man med forventning træder ind i og nu skal dele med en gruppe af forskellige mennesker. I de minutter forestillingen varer, er det bare jer. En gruppe af tilfældige fremmede i et rum fyldt til bristepunktet af spænding og intensitet, der mærkes som energi imellem jer. Publikum deler nu ikke længere blot det fysiske rum, men indkapsles i det fælles psykiske forestillingsrum. Teatrets magi fornemmes nu ud i hele kroppen, og hvis du er heldig, bliver magien hos dig som en rar, prikkende fornemmelse, når du igen forlader teatrets mure.
En magisk rejse
Og så sad jeg pludselig der i min egen lejlighed, i mit eget rum og klikkede på linket, der ville lukke mig ind i det digitale rum, jeg nu skulle dele med illusionisten Scott Silven og 30 mennesker fra hele verden. Allerede få sekunder inde i forestillingen bliver jeg klar over, at noget ikke er, som det burde. Mens lyden af Scott Silvens behagelige stemme rammer mine øregange, kan jeg se billedet af en mand, der bevæger sig med slowmotionlignende bevægelser henover min skærm. Panik! Det er som om billede og lyd pludselig har besluttet sig for at være ærkefjender til dagens anledning, og mens realiteterne af min fejlslående internetforbindelse er ved at gå op for mig, kan jeg pludselig høre mit navn blive nævnt. Hvilket klokkeslæt tænkte du på, Johanne? Lettere forbavset over den direkte henvendelse, må jeg blankt indrømme, at jeg slet ikke har nået at udføre opgaven. Forestil dig et ur og tænk på et klokkeslæt. Scott Silven takker mig heldigvis for min ærlighed og beder mig prøve igen. Jeg får fremstammet ordene 1 o’clock, hvorefter Scott trækker et ur frem med præcis samme klokkeslæt. Helt magisk!
Genindlæs siden, genindlæs siden, genindlæs si……
Dette illusionistiske trick sætter scenen for den rejse Scott Silven nu tager publikum med på. Poetiske barndomsfortællinger danner ramme for forestillingen, der er lige dele historiefortælling og magi. Som små skærme dukker publikum op i det rum, Silven har etableret i sit hjemland, Skotland. Vi har hver især medbragt en værdifuld genstand, et totem, en plade, en lampe, en træfigur, som vi bliver bedt om at holde op foran vores kamera, så alle kan se det. Gennem skærmen bliver udpegede publikummer nu bedt om at resonere med de medbragte genstande. Hvilken genstand taler til dig? Gennem forestillingen får publikum så mulighed for at dele personlige oplevelser med Silven og med hinanden for til sidst at blive chokeret og tryllebundet over Silvens evne til at påvirke og forudse ethvert ord og enhver handling. Gennem illusionistiske og mentale opgaver forsøger Silven på stemningsfuld vis at forbinde publikums verdener med hinanden. Jeg er på intet tidspunkt i tvivl om Silvens mission om at forene publikum på tværs af landegrænser og bryde den digitale afstand, der er imellem os. En ganske smuk tanke i lyset af corona, afstande og nedlukninger, som vi alle har til fælles.
Men tilbage til det problem, der skal vise sig at få store konsekvenser for min oplevelse. Min internetforbindelse eller mangel derpå. Igennem det meste af forestillingen forsøger jeg desperat at genindlæse siden i håbet om en smule bedring i skærmbilledets alt for langsomme bevægelser, men uden held. Flere gange overvejer jeg, om det virkelig kan passe, at jeg er den eneste i denne båd. Er jeg den eneste, der har besøg af onlinemødets fjende nummer ét – dårlig internetforbindelse? Måske? I så fald har jeg ikke mulighed for at vide det eller spørge nogen. Jeg sidder helt konkret alene med min frustration, og med ét føltes det, der skulle have været en fælles og intim oplevelse pludselig en smule ensomt.
Teatermagi eller blot magi?
Selvom Silven imponerede mig med sin evne til at forudse og manipulere beskueren, så det nærmest virkede helt magisk, så udeblev den helt specielle teatermagi i det digitale rum. Jeg bebrejder mest af alt min ubarmhjertige internetforbindelse, men alligevel kommer de digitale udfordringer netop til at understrege, hvad der pludselig kan forsvinde, når teatret flyttes online. Selv er jeg ofte spændt og også en smule nervøs, inden jeg skal i teatret, men det er som om, teatret har en helt speciel evne til at skabe en følelse af samhørighed i rummet. I min optik opstår denne samhørighed fordi både glæde og nervøsitet på forunderlig vis transformeres til fælles følelser blandt de fysisk tilstedeværende kroppe i teaterrummet. I det fysiske teaterrum kan jeg mærke mit medpublikum. Jeg kan høre dem grine, fornemme deres anspændthed og se deres tårer. Alt dette må det digitale teaterrum leve uden eller skabe på anden vis.
På trods af en fragmenteret og lettere forvirrende oplevelse har jeg ikke givet op på onlineteater. Havde det ikke været for RE:LOCATIONS og det digitale teaterrum, havde jeg nok aldrig fået mulighed for at opleve teater med så mange forskellige mennesker og nationaliteter. Det digitale teater har en helt anden mulighed for at samle mennesker og dermed krydse grænserne for afstand, nedlukning og fremmedhed, hvilket er så ganske relevant i lyset af verdenssituationen både nu og i fremtiden.
Coverbillede // Michelle Rivas
