Talenter fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus manifesterer teatrets værd på Aarhus Teater. I en fortolkning af Raymond Carvers fortællinger om kærlighed i det amerikanske proletariat anno 1985 formår de at skabe nysgerrighed for teatermediet og dets potentialer.  

 

I neonlysets skær sidder publikum parat. Scenen er sat. Vi befinder os i et ørkenlandskab, der dækker bagscenen som et tæppe. Scenen er klart trukket op, men uden for rammen står instrumenter, en pladespiller og ekstra stole placeret. Disse elementer bryder med de rette linjer og nærer publikums nysgerrighed. Midtfor scenen sidder jeg i spænding og venter. Jeg har kun overfladisk kendskab til til novellesamlingen, som forestillingen er navngivet efter, nemlig Raymond Carvers Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed fra 1985. Allerede fra første replik introduceres forestillingens brudte struktur. Her hersker flydende grænser mellem karakterer, fortællere og virkelighed, og den fjerde væg er revet ned.

// Alle fotos: Aarhus Teater

 

TEATRET UDFORSKER SIG SELV I EN MULTIMEDIAL FORESTILLING

Forestillingen leger med ideen om teater. Teatrets konventioner udfordres i samspil med Carvers minimalistiske poesi, som skuespillerne kanaliserer. Man får fornemmelsen af, at den fortællende stil, som karakteriserer den verbale del af forestilligen, er Carvers urørte ord. Skuespillerne hopper ind og ud af et fortællende narrativ og deres pågældende roller. Sproget og den brudte struktur overlader åbne pladser til publikums frie fortolkning, hvor både klaverspil, comedy og sang forenes med de seks fortællinger. Lys, lyd og den simple scenografi er i konstant forandring og udfordrer publikums forventninger til, hvad teatret kan. Forestillingen gør opmærksom på sig selv som teater. Det skaber en uforudsigelighed og en fremmedgørende effekt, som åbner publikums øjne for teatrets spændvidde. Sprogets fortællende karakter sammenholder alle forestillingens elementer og formår at skabe et rum for denne uforudsigelighed, som for mig er essensen af forestillingen. Den frie struktur og den simple scenografi kræver noget af publikums fantasi. Fortællingerne forankring i kærlighed sætter forestillingen i øjenhøjde med enhver.

 

CARVERS POESI UDFORDRER TEATRETS KONVENTIONELLE RAMMER

Det er et interessant greb at bevare det amerikanske perspektiv fra Carver. Det har tilsyneladende ikke har noget med Aarhus anno 2017 at gøre, men alligevel skaber denne rammesætning en stabilitet i forestillingen. Denne stabilitet giver plads til den flydende form, som tilbyder publikum en levende oplevelse ind i karakterernes følelsesliv. Det, til trods for, at teksten i sig selv ikke fortæller mere end historiens overfladiske detaljer. Skuespillernes ekspressive fortolkning af teksten og instruktørens iscenesættelse tilbyder alt det, som ikke nævnes. Kærlighedsafledte følelser, som de fleste af os kan relatere til, visualiseres: usikkerhed, utroskab, jalousi, alkoholisme og at miste. Den flydende bevægelse ind og ud af karakterernes tanker giver os en fornemmelse af, at det amerikanske proletariat i 1980’erne alligevel ikke adskiller sig så meget fra vores samtid. I hvert fald ikke, når det drejer sig om kærlighed.

 

DE SMÅ TEATERSCENER FORDRER EKSPERIMENTERNE

Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed formår at rammesætte en nysgerrighed for teatermediet, som de mindre scener på Aarhus Teater generelt giver mulighed for. Både på Studie og Stiklingen giver Aarhus Teater branchen talenter plads til at eksperimentere, og man ved aldrig rigtigt, hvad man skal forvente. Disse forestillinger har derfor et mere eksperimenterende udtryk, end man genkender i konventionelt teater. Den eksperimenterende karakter giver mulighed for at zoome ind og give plads til forestillinger som denne, hvor poesien udfolder den svære kærlighed ud fra minutiøse øjebliksbilleder af forskellige skæbners virkelighed. Det amerikaniserede univers tyder umiddelbart på en nostalgisk forankring i fortiden, men følelsernes universelle karakter gør forestillingen samtidsrelevant, og det amerikanske udtryk bliver et udtryk for Carvers tilstedeværelse. Forestillingen bliver en magtdemonstration af, hvad teatermediet kan i en postmodernistisk tid. En tid, hvor kunsten søger grænser inden for tematikker og medialitet, som blandes i en mere og mere genreløs kunst.

 

TEATRET VENTER PÅ DIG

I Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed blandes forskellige medier i en forening af teater, som viser teatermediets potentialer. Legen med disse potentialer skaber uforudsigelighed i forventningen til, hvad de mindre scener på bl.a. Aarhus Teater tilbyder. Alene dét er for mig grunden til, at jeg altid vender tilbage.

Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed spiller til den 20. december. Se talenterne fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus folde sig ud eller lad jer inspirere af mig og tjek Studio og Stiklingen repertoire for det nye år ud.