Oscar Night i Øst for Paradis

Oscar Night i Øst for Paradis

Årets Oscar-uddeling løb af stablen natten til mandag. I den anledning afholdte Øst for Paradis “Oscar Night”, hvor filmfans af enhver art samledes over et glas champagne og adskillige liter kaffe, mens den mest glamourøse prisuddeling i Hollywood rullede over det store lærred i Sal A. Fuld af forventning begav jeg mig mod Paradisgade for at fejre de film, der kommer til at gå over i historien som dette års Oscarvindere. 

 

Da vi ankommer ad den røde løber til Øst for Paradis søndag aften klokken 23, mødes vi af et glas champagne i lobbyen. Her er er fyldt med galla- såvel som pyjamasklædte filmfans, og vi er alle klar til at se, hvad akademiet i år har besluttet at hædre med den gyldne statuette. Den første times tid bruges på at gætte med i quizzen om hvem, der kommer til at tage priser hjem i løbet af natten. Og så skydes det hele i gang.

Efter en kort introduktion og præmie til aftenens bedst klædte har biografen en forpremiere på Greta Gerwigs instruktør-debut, Lady Bird. Filmen er i aften blandt andet nomineret for bedste instruktør og bedste film. Efter et kig i vores goodiebags læner vi os tilbage i mørket.

 

Lady Bird er en til tider hudløs ærlig film om den svære ungdom. // kilde: IMDb

 

En hudløs ærlig skildring af teenagelivet

Lady Bird er en skøn film om at være en ambitiøs, forvirret og moralsk famlende teenager. Det er en utrolig ærlig og smuk film, der for mig virkelig rammer nerven af, hvordan det var at være sytten år gammel og føle, at ens liv er foran (ikke bagved eller samtidig med) dette øjeblik. Venskab, kærlighed og familie er omdrejningspunkter for filmen. Hver eneste af karaktererne er nuancerede og komplekse mennesker fremfor at være flade roller eller katalysatorer for hovedpersonen – alle har sin egen historie og sine egne grunde. Saoirse Ronan spiller rollen som Christine (”Lady Bird”), helt eminent, og Laurie Metcalf (nomineret for bedste kvindelige birolle), der spiller hendes mor, er mindst ligeså fantastisk. Jeg sad tilbage med et smil på læben og en klump i halsen. Vi får cirka 20 minutters pause til at sunde os ovenpå filmen (hvilket jeg i hvert fald har brug for) og købe en billig kop kaffe i cafeen. Og så går vi for alvor i gang.

 

Oscar-uddelingen kan i år holde 90 års jubilæum. // kilde: dr.dk/tv

 

Godt fra start, men med bump undervejs

Oscar-uddelingens vært, Jimmy Kimmel, skyder showet i gang. Traditionen tro er stemningen let og værten sender et par jokes afsted, men i år er Kimmel lidt mere alvorlig. Time’s Up, Parkland og Harvey Weinstein-skandalen får alle et par ord med på vejen. Får at holde tidsplanen opfordrer han med et smil på læben alle vinderne til at fatte sig i korthed og lokker med et par jetski til den, der holder aftenens korteste takketale.

Første pris uddeles til Sam Rockwell (Three Billboards Outside Ebbing, Missouri) for bedste birolle. Vi kan med det samme begynde at spotte ”Time’s Up”-pins på adskillige jakkesæt – såvel på scenen som blandt publikum. Når alt er sagt og gjort vinder Kobe Bryant dog stadig prisen for bedste animerede kortfilm.

I de mange reklamepauser overtager TV2 skærmen. Her diskuterer tre filmkendere aftenens show, som det skrider frem. Selvom deres input til tider er en udmærket tilføjelse, er de enerverende og trættende i deres lovprisning af alle film, der har været i nærheden af en dansker. Der går fodboldkommentator i værten, så snart en skandinav har været involveret i en produktion, og pludselig er det ”os” og ikke filmen eller de enkelte kunstnere, der skal vinde en guldmand. Det er plat, unødvendigt og ukritisk.

 

“Remember Me” fra filmen COCO løb med årets pris for bedste sang. // kilde: IMDb

 

En musikalsk fejring af Mexico

De fem sange, der er nominerede i aften, opføres løbende gennem showet. Mary J. Blige synger en smuk version af ”Mighty River” fra Mudbound (der er at finde på Netflix), og Andra Day leverer sammen med Common en helt fantastisk fremførsel af ”Stand Up for Something” fra Marshall. Det er imidlertid ”Remember Me” fra COCO der, efter en hjertevarmende og sprudlende fremførelse, ganske velfortjent løber med sejren. Filmen, der vinder prisen for bedste animerede film, er ligesom sangen en fejring af mexicansk kultur, og Mexico får også en tak i talen. Som det lyder fra scenen bidrager denne film til, at vi (og børn verden over) ser et mere forskelligartet billede af verden på skærmen end tidligere, og det er uden tvivl rigtig vigtigt.

Showet og talerne er ganske politisk løsslupne i år (eksempelvis da Lupita Nyongo og Kumail Nanjani i deres præsentation taler om at være immigranter under Trump). Der hviler både en håbefuldhed og en desperation over mange takketaler, og mere end én gang bliver der skudt en bitter bemærkning af mod den siddende regering.

Der er en god stemning i salen i Øst for Paradis. Folk gætter med, og de diskuterer filmene og talerne, men stemmerne dæmpes, når afgørelserne falder. Uldsokker og kaffekopper er side om side med glitter og glamour, og jeg har endnu ikke opdaget, at det er midt om natten på grænsen til mandag. Selvom de fleste taler med deres medbragte selskab, er der en afslappethed og en slags fællesskab, man ikke ofte oplever i biografen.

 

Allison Janney vinder bedste kvindelige birolle for hendes optræden i I, Tonya. // kilde: IMDb

 

Mahershala Ali præsenterer Allison Janney som vinder af bedste kvindelige birolle for hendes rolle som LaVona i I, Tonya. Det er hendes første nominering, og efter min mening fortjener hun sejren – i takketalen får hele teamet (inklusiv papegøjen) et ord med på vejen.

Jimmy Kimmel er igen på banen. Årets show skal have en gimmick, og siden tilbuddet om jetski ikke kunne gøre det, får han samlet en flok af forreste rækkes skuespillere og krydser gaden til en biograf for at give en direkte tak til publikum. Det er en meget sød gestus, der præsenterer sig som et forsøg på at fjerne afstanden mellem akademiet og publikum, men det er også lidt langtrukkent og svært at filme, uden det bliver forvirrende. Jeg sætter pris på tanken, men er også lidt lettet, da vi vender tilbage til Dolby Theatre, hvor prisuddelingen bliver holdt.

Et humoristisk indslag kommer fra Tiffany Haddish og Maya Rudolph, der, inden de præsenterer vinderne af bedste dokumentariske kortfilm og bedste fiktive kortfilm, forsikrer os for, at vi kan være ganske rolige: Oscar-uddelingen er stadig ganske hvid, både på og bagved scenen. Ingen grund til bekymring. Haddish giver også et af aftenens mange shout-outs til Oscar-dronningen Meryl Streep med ordene: ”I want you to be my mom someday”. Knap så tilbedende lyder det fra Jennifer Lawrence, der (ære-)frygtsomt forsøger at tørre sit berømte Oscar-fald af på Streep. Indforståetheden er en integreret og central del af showet og får et par grin med på vejen – både fra publikum på skærmen og i salen.

 

Dronningen af Oscaruddelingen trækker også på smilebåndet. // kilde: dr.dk/tv

 

Et løfte for fremtiden…

Selma Hayek, Ashley Judd og Annabella Sciora introducerer et segment, der highlighter “Time’s Up”-bevægelsen og den tiltagende etniske, kulturelle og kønslige diversitet blandt de nominerede og i Hollywood generelt. Som de interviewede siger, har i år lovet mere diversitet og intersektionalitet, og vi kan ligeså godt forberede os på mere – det sælger nemlig som varmt brød!

Aftenen er skredet frem og blevet til tidlig morgen i biografsalen, og mens jeg drikker endnu en kop kaffe, nærmer vi os de ”store” priser. Get Out vinder for bedste originale manuskript og Call Me By Your Name vinder for bedste adapterede. Det er ganske sjældent, at gyserfilm trækker Oscars, og jeg er imponeret over akademiets atypiske men utvivlsomt velbegrundede beslutning.

Der brydes også med en anden vane i aften. Traditionen med at sidste års vinder af bedste mandlige hovedrolle videregiver titlen skrottes: I stedet for Casey Affleck er det Helen Mirren og Jane Fonda, der overrækker Gary Oldman statuetten. En fin og fuldstændig uundværlig detalje – og et godt eksempel på, at uacceptabel opførsel endelig har fået konsekvens i Hollywood (om end det måske er et par år og nogle priser for sent).

 

Frances McDormund benytter sejren til at komme med en pointe. // kilde: IMDb

 

…Og et krav til handling

Frances McDomund holder, hvad for mig er aftenens mest mindeværdige takketale, da hun overrækkes prisen for bedste kvindelige hovedrolle (selvom Rachel Shenton, The Silent Child, fortjener en bemærkning for at holde sin på tegnsprog). Meget bevæget men også ganske alvorligt opfordrer hun alle kvindelige nominerede til at rejse sig – og alle i salen til at bemærke dem og kontakte deres kontor, når festen er slut – de har brug for støtte til at få deres projekter realiseret. Det lugter af, at McDormund vil understrege at ord, løfter og fordømmelser er et skridt på vejen, men at de ikke alene kan skabe den forandring, der skal til. Handling er nødvendig, og Hollywood er nået dertil, hvor det ikke længere er for meget at bede om. Halleluja!

 

Der serveres ingefærshots og rodfrugtschips undervejs, og jeg gumler lidt på bolsjerne i min goodiebag, men ellers formår jeg næsten at glemme, jeg har brugt natten i Øst for Paradis i lille kolde Aarhus en halv verden væk fra glamour og prisuddeling. Når ikke TV2 får mig hevet ned på jorden af ren irritation over blind nationalisme, svæver jeg væk i alt det glimmer og guld, der flyver henover lærredet. Jeg er udmattet, da klokken slår seks, mens vi tygger halvbevidst på et par croissanter i cafeen, men mine reaktioner og følelser trænger sig alligevel på. Jeg er opfyldt ikke bare af en fascination over Hollywood, ej heller en kynisk eller frustreret opgivelse over grandiost show og big business, men en god portion håb for fremtiden. Vi skal starte et sted, i filmbranchen som i alle andre henseender, og det føles som om, vi er kommet godt i gang. Vi er langt fra målet, men Hollywood har endelig (langt om længe) valgt at svinge lidt af sin vægt i den rigtige retning, og det er på tide, men det er også betryggende. The Shape of Water, der vandt bedste film og bedste instruktør, var ikke nødvendigvis min favoritkandidat. Men det varmer mit hjerte at se en gudsbenådet instruktør som Guillermo del Toro i sin takketale forsikre os om, at det ikke er umuligt at havne på podiet, bare fordi man er immigrant, latinamerikaner eller har smidt alt sit talent efter et romantisk drama om en stum kvinde og en fiskegud i koldkrigstidens USA. Det giver mig lidt tilbage af troen på det store lærreds magi, og på filmens evne til at skubbe til os med en god, veludført og æstetisk fortælling, der har noget på hjerte. Opløftet og udmattet begiver jeg mig med disse tanker ombord på letbanen efter en veloverstået nat i Aarhus’ egen magi-fabrik, Øst for Paradis.

 

// Cecilie

Skriv en kommentar