Fredag aften havde Aarhus Teater ur-premiere på My heartache brings all the boys to the yard, en ny dansk dramatik af Nanna Cecilie Bang om en tilstand af kærestesorg, ensomhed og virkelighedens våde karklud af første dates og manglende nærvær. 

// Alle fotos: Aarhus Teater  

 

Som titlen antyder, skildrer forestillingen tre karakterers tilstand af kærestesorg og den ensomhed, der ofte følger med. I et øjebliksbillede af kærestesorg formidler de tre skuespillere universelle følelser, der hører til menneskehedens mulighed for at elske. Både den hjerteskærende slags, og den hvor Tinder og one-night-stands får distancen til kærlighed til at virke uendelig.

 

En hjertevarm beretning af smertelige følelser

I en hjertelig beretning af en opgivende og virkelighedsfjern tilstand får forestillingen en nærmest tragikomisk genklang. For følelsen af ensomhed fremstår mindre og næsten uvirkelig, når man deler den med nogen. Det er et af de budskaber, der står stærkest for mig efter forestillingen. Det nu-og-her-nærvær, der opstår, når nogen faktisk lytter. Den virkelige relation som hverken Facebook-likes eller beskeder kan leve op til.

 

De sænkede parader starter med øl i dagligstuen

Som publikum er vi placeret i sofaer, der omkranser ‘scenen’. Vi er placeret i disse menneskers dagligstue, og den uformelle stemning bliver yderligere understreget af, at man som noget særligt må medbringe drikkevarer i salen. Skellet mellem dem og os bliver markeret af få tekniske elementer. De taler nogle gange gennem trådløse mikrofoner i stativer, som kan flyttes rundt i hele rummet, og Asta Kamma Augusts intro får en nærmest standup-agtig “Er-I-der?”-karakter. Resten af teknikken bliver styret manuelt fra scenen, undtaget lyset der kun i få scener ændrer sig fra det ellers oplyste rum. Publikum har ikke den gennemsigtige rolle i mørket, men vores reaktioner bliver essentielle for forestillingen. Vi får rollen som den skulder, karaktererne har brug for.

 

Simple rammer med poesien i centrum

Bangs poetiske univers omslutter os i et øjebliksbillede af ensomhed og usikkerhed. Disse følelser skubber både til os i den virtuelle og virkelige verden, og det er følelser, som både unge og ældre kan spejle sig i. Det er ikke en ground-breaking forestilling, men det gør den hverken mindre relevant eller mindre seværdig, tværtimod. Scenografien spiller en essentiel rolle for, at det simple set-up fungerer, fordi vi bliver medaktører. Sofaerne skaber intime rammer, som får publikum til at slappe af. Intimiteten giver plads til Bangs humoristiske og smertelige beretning om kærlighedens skrøbelighed. Vi griner af Christian Hetland, der aldrig når sit singer-songwriter toppunkt. Erindringen om forliste forhold og hans store kærlighed, som sangen handler om, kommer (måske) for tæt på hans knuste hjerte. Anna Nøhr Tolstrup, hvis karakter står midt i orkanens øje af kærestesorgen, forløser den sang, som Hetlands karakter (måske) ikke tør. I det moment står hun kun oplyst af røde lysstofrør og viser den skrøbelighed, som kærligheden er, når den er bristet, og kun sangen er tilbage.

 

Studio-scenens nye indretning, hvor alle publikumsrækker er fjernet, skaber nye dimensioner for, hvad teatersalen kan, og hvad man kan med teateret. Der er én forestilling tilbage på Studio i denne sæsons repertoire, og lur mig om ikke den også former sig lidt anderledes end den konventionelle forestilling om teater. Indtil da må du ikke snyde dig selv for at dvæle ved gammel (eller ny) kærestesorg i en sofa med en øl i hånden forført af Bangs poetiske og nærværende dramatik i øjenhøjde. Du kan nå det til og med d. 14. marts og husk, at du som studerende altid kan få en favorabel billetpris.