NÅR SAMFUNDET STØNNER OG SKABER SIG

NÅR SAMFUNDET STØNNER OG SKABER SIG

Engang sad jeg på et klapsæde og blev dybt forarget. Jeg var inde og se This Is Not Culturally Significant. Det var i april 2018, men jeg kan stadig huske varmen i kinderne og mine fugtige håndflader. Jeg sad tæt på scenen, men placeringen var egentlig ligegyldig. For uanset hvilken række jeg sad på, ville provokationen og forargelsen alligevel slå mig direkte i ansigtet.

 

Det var engang i 2017, at Katapults egen teaterchef, Torben Dahl, gik rundt på Edinburgh Fringe Festival. Han var enormt træt efter tusindvis af teateragtige indtryk, men ved en ren tilfældighed fik han øje på en flyer med ’’sindssygt mange anmelderstjerner på’’.

 

FORESTILLINGEN FOLKET FORLADER

’[Jeg] læste jeg om den og erfarede, at der var flere publikummer, som gik i starten af forestillingen, fordi de var blevet for provokerede eller forargede. Den kombination – kunstnerisk højt niveau med kraftige publikumsreaktioner – måtte jeg udforske’’ fortæller Torben Dahl.

This Is Not Culturally Significant spillede først om aftenen kl. 23:45 på Edinburgh Fringe Festival, og da tiden nærmede sig, var Torben lige ved at trække stikket. Skulle han satse på søvn eller scenekunst?

Torben Dahl tog et valg. Han trodsede sin træthed og tog et par øl:

’’ Jeg [vågnede] i den grad op under forestillingen. Adam Scott-Rowley formåede at spille 10-12 vidt forskellige karakterer på en så præcis, morsom, sort og knugende alvorlig måde, at jeg måtte overgive mig […] Så pludselig kom This Is Not Culturally Significant helt op i min top-3 liste over mulige forestillinger at få til Aarhus.’’

 

//Alle fotos: Bessell McNamee

 

ET HEJ MED HÅNDEN I SKRIDTET

Jeg var så heldig at se stykket sidste år i april, da This Is Not Culturally Significant besøgte Teater Katapult for første gang.
Scenografien var meget simpel, faktisk kun bestående af to elementer; en skammel og en lysende lampe, der hang i en lang ledning fra loftet.

Lyset blev slukket. Det blev bælgravende mørkt og musestille. Pludseligt tændtes det igen, og Adam Scott-Rowley havde indtaget skamlen. Han var vrængende og højlydt stønnende som en webcam-pige, der arbejdede på højtryk.
Allerede her, få sekunder inde i forestillingen, begyndte mit hjerte at hamre. Var man forarget, skulle man forlade salen nu, men alle blev siddende. Måske var vi lammede, men konfrontationen med samfundets insignifikante karakter var dybt fascinerende.

 

 

TIL ANSIGT MED ALLE DE UDSTØDTE

This Is Not Culturally Significant præsenterer os for 10-12 forskellige eksistenser. Fælles for dem er deres status i samfundet; alle sammen udstødt. Det er dem, der tilhører et tal. Det er dem, hvis ansigter vi ikke er bekendt med, for det er skæbner, vi helst ikke vil se i øjnene. Det er dem, der raller på samfundets bund, maver sig langs asfalten og blander aftentågen med en alkoholtyk ånde. Det er dem, der onanerer på internettet, hader alle os andre – eller udvalgte af os. Det er dem, der slår og sparker, fordi de mangler et sprog, eller dem, der søger kærligheden, men altid får en falsk udgave fra de forkerte.

Torben Dahl var enormt nervøs for responsen på forestillingen herhjemme og gjorde sig mange overvejelser forinden.

’’ I Londons sub-miljø og på verdens største kulturfestival kan den måske gå. Men her i Aarhus? Kl. 20.00? Ville der overhovedet komme nogen?’’ forklarer han. Men der var noget, som var vigtigere end besætninger og frygten for fordommene. Torben Dahl fortsætter:

’’Netop pga. stykkets helhed, tematikkens nødvendighed i vores individualiserede samfund i dag og skuespillerens fabelagtige performance på scenen, så måtte vi have forestillingen til Teater Katapult.’’

 

 

KROPPENS MANGE KARAKTERER

På dynamisk vis transformerer Adam Scott-Rowley sin krop på tværs af persongalleriet og adapterer gnidningsfrit eksistensernes karakteristika. På trods af hans nærmest fragmenterede krop, og selvsammes uhyggelige evne til omskiftelighed, væves de ti selvstændige fortællinger sammen til en smuk helhed.

Han er blottet for publikum, og ikke kun i overført forstand, for han er nemlig helt nøgen. Den nøgne krop er i kunstneriske sammenhænge en præstation, der enten kan briste eller bære. Adam Scott-Rowley fuldfører denne til perfektion.

Hans krop, dens hud og kønsdele, bliver et kostume i sig selv. Det er som om, at den nøgne krop i This Is Not Culturally Significant kan mere. Jeg er næsten sikker på, at kostumer ville være forstyrrende elementer frem for et bidrag til den simple scenografi.

Den nøgne krop er hudløst ærlig. Publikum bevidner knoglernes sammenhæng og deres bevægelsesakser. Vi kan se fysikken og musklernes umage, når Scott-Rowley kaster sin krop rundt i de imaginære kulisser. Publikum kan observere, hvordan huden rødmer under anstrengelse. Så selvom handlingen for sig er spændende, er studiet af kroppen ligeså.

 

 

KONFRONTATION I ØJENHØJDE

Adam Scott-Rowley nedbryder normerne – også hvad gælder teaterformen. Han forvrænger klovne-figuren og smadrer personlighederne lige ind i ansigtet på publikum med sved, spyt og tårer. Scott-Rowley har desuden grundlagt teateret OUT OF SPITE THEATRE i 2014, som søger at konfrontere problemer og knække alle knoglerne på skeletterne i skabet.

Spørger man Torben Dahl, skal man se forestillingen ’’hvis man vil se en teaterform, vi ellers aldrig ser herhjemme. Man skal forberede sig på et par konfronterende scener – især i starten – en masse humor og scener der går i maven må én.’’

Den anmelderroste This is culturally significant har en hel himmel af stjerner bag sig. Allerede nu kan du købe billetter til stykket, når det spiller d. 2 og 4 marts her.

Skriv en kommentar