Morph – et møde med menneskedyret på Aarhus Teater

Morph – et møde med menneskedyret på Aarhus Teater

Tag en tur i Zoologisk Have eller tag på Aarhus Teater! Her er der netop kommet en ny race til skue (og skræk). Det er menneskeracen. Den mærkværdige menneskerace med sin mærkværdige adfærd. Den er hyklerisk, den er hensynsløs, og den er higende efter kaffe. Den islandske teaterinstruktør og performer Kristján Ingimarsson indtager fra d. 11. april til 6. maj Scala på Aarhus Teater, hvor han gennem menneskets fysiske væsen og væren udstiller menneskets mærkværdige handlemønstre i mødet med andre.

 

Mennesket er mødet med andre mennesker. Mennesket er et flokdyr. Født i fællesskaber og gjort af fællesskaber. Det er gennem menneskets møde og handlinger med andre mennesker, at det gradvist udvikler sig til det mærkværdige væsen, det er i dag. Heraf kommer titlen på teaterstykket Morph, der betyder gradvis forandring, hvilket er indbegrebet af hele stykket. Udover at stille spørgsmålstegn til menneskets handlingsmønstre og vaner, er forestillingen i konstant forandring gennem den fysiske formidling. Foruden Kristján Ingimarssons Steve Irwin-agtige imitation af iagttagelsen af menneskedyret, er stykket udelukkende baseret på fysisk fremtræden og fortælling, hvilket sætter det handlende menneske i fokus. Det efterlader mere til den frie fortolkning, og samtidig sætter det spørgsmålstegn ved, hvorvidt mennesket er gjort af ord eller handling? I en tid med mediernes overflod af informationer og ordstrømme, der ofte trækker betonede budskaber ned over befolkningen, er svaret, ifølge Morph og Kristján Ingimarsson, klart – HANDLING.

 

//Foto: Aarhus Teater

 

Storbyen og sociale konstruktioner

Derfor tager forestillingen udgangspunkt i storbyen, hvor mennesker mødes – men uden egentlig at mødes. Her går vi i vores egen boble, eller som i forestillingens tilfælde, i en glasmontre, hvor vi konstant krydser hinandens veje – men uden at snakke sammen, uden at mødes. Det efterlader os med ensomheden, en velkendt byld i bylivet, hvilket mennesket biologisk set hverken er skabt til at leve i eller med.

Tilbage til flokdyret. I en verden hvor tidens teknologi har bragt os tættere sammen, men samtidig gjort os mere fjerne for hinanden, hvor vi i højere grad benytter os af SMS frem for samtale, er netop denne ensomhed et relevant emne i fremstillingen af mennesket og dets udvikling. For mennesket i dag er mekanisk, og det kommer til udtryk gennem scenografiens glasmontrer.

 

//Foto: Aarhus Teater

 

Behovet for at sætte i bås

Glasmontrerne danner ramme for scenografien, og kan ligeledes drage paralleller til menneskets behov for konstant at skulle konkretisere og kategorisere. På samme måde befinder skuespillerne sig næsten udelukkende i montrerne, hvilket maler et billede af menneskeracen og dets handlinger som værende pakket ind i bestemte bokse og rammer. For kort sagt handler mennesker ens, dette på trods af alverdens ligheder og forskelle, for mennesket er, biologisk set, skabt ens. Vi er menneskedyr.

Men hvorfor har vi overhovedet et konstant behov for at sætte alting ind i bestemte bokse og rammer? Måske er det forårsaget af netop denne konstante foranderlighed, som mennesket gennemgår, og som stykket bærer præg af. Måske har vi brug for at kontrollere noget, når vi ikke er i stand til at kontrollere vores egen tilværelse og tilblivelse i verden? Samtidig er det for mennesket en måde, hvorpå vi bedre kan håndtere de mange møder med, udadtil forskellige mennesker, men som i virkeligheden ikke er så forskellige set igennem deres handlinger og adfærd. Det leder til et større filosofisk spørgsmål om væren og verden, som jeg ikke er i stand til at give noget korrekt svar på. Det er noget, man kan tænke over på Aarhus Teater fra d. 11. april og frem til d. 6. maj.

 

//Thea Egestrand

Skriv en kommentar