FILMANMELDELSE: Biografen Øst for Paradis føles som en oase – et kulturelt helle, hvor jeg kan få min filmtørst slukket. Selvom det er snigpremiereaften for Cannes-vinderfilmen Mommy, er her underspillet roligt med lave stemmer, kondisko og kaffebrygning.

 

mommy-1
Antoine-Olivier Pilon.

 

Med en americano i hånden lader jeg mig falde tungt ned i det røde sæde. Jeg har glædet mig til det canadiske drama, som løb med juryens specialpris på sidste års Cannes Festival.

Den enlige mor, Diane (Anne Dorval), sidder, ungdommeligt klædt i denim med semilisten, på en lukket institutions kontor. Behandlingshjemmet har opgivet hendes søn, Steve (Antoine-Olivier Pilon), efter han har sat ild til kantinen. Diane må derfor selv tage sig af sin næsten voksne søn, der lider af ADHD. Scenen er sat. Vi bliver for en stund lukket ind i kernen af en dysfunktionel fransktalende familie i Montreal.

Steve kører alene rundt på sit skateboard. Han har tempofyldt musik i ørerne. Vi hører noget andet, noget klassisk musik. Han lukker øjnene og nyder at være fri af behandlingshjemmets rammer. Han vil forsørge sin mor og stjæler derfor en masse varer og en halskæde formet i svungne bogstaver. Der står ’Mommy’. Diane bliver selvsagt vred over sønnens tyvekoster, og råberiet og slåskampen, hans ugerning udløser, er blot ét af mange frustrerende skænderier, filmen indvier os i.

 

Det verbale tempo understøttes af filmtekniske delikatesser

Mommy’s verbale tempo understøttes af hurtige klip, masser af genkendelige musiknumre og af et usædvanligt billedformat i 1:1. Det kvadratiske portrætformat, der sjældent bruges inden for film, understøtter på metaforisk vis det fokus, der er på filmens få karakterer. Desuden visualiserer formatet også karakterernes begrænsede horisont og handlerum.

Diane og Steves hæsblæsende forhold udfordres af den generte genbofrue, Kyla (Suzanne Clément), der fuldender treenigheden, som de får opbygget. Kyla fungerer som Steves hjemmeunderviser og som Dianes eneste veninde.

Celine Dion, som ellers slet ikke vækker begejstring hos mig, lægger med On Ne Change Pas soundtrack til én af filmens stærkeste scener. Steve har klædt sig ud. Han vil danse med Diane og Kyla. Hjerteligt, ligetil, men intimiderende danser de tre rundt til det franske hit, der flere dage efter stadig sidder i ørerne. Steve formår til trods for den voldelighed og frustration, som hans sygdom afføder, at plante tro, drømme og glæde i kvinderne.

Uden at afsløre for meget er Diane nødt til at træffe en drastisk beslutning, der vil påvirke hende og Steves liv endegyldigt. »Livet med Steve er et kast med terninger. Du er heldig, indtil du ikke er det mere«” konstaterer Diane reflekteret.

 

Jeg får stadig gåsehud

Jeg føler mig udfordret i det røde sæde i Øst for Paradis. Filmens visuelle virkemidler, der tempomæssigt understøtter temaet og råbene, udfordrer konstant mine øjne og ører. Jeg skiftevis griner, holder mig for munden og for øjnene – af iver og af frygt. De intense præstationer af skuespillerne er imponerende.

Xavier Dolan har trods sine 25 år allerede instrueret fem spillefilm, men han har i dén grad markeret sig med denne. Han har begået et filmværk, der følsomt peger på et hjerteskærende splittet forhold mellem en søn og hans mor. Den er meget mere end en højrøstet, ødipal komedie. Den peger på uendelig kærlighed, menneskelig dybde og tragedie. Jeg får stadig gåsehud over den dristige billedside og det dilemmafyldte tema og forstår godt, at juryen i Cannes gav en 13 minutters stående applaus efter visningen af filmen.

 

Mommy-2
Anne Dorval.

 

Hvad: Filmen Mommy
Hvem: Instr.: Xavier Dolan. Manus: Xavier Dolan. Foto: André Turpin. 139 min. Skuespillere: Anne Dorval (Diane ‘Die’ Després), Suzanne Clément (Kyla) og Antoine-Olivier Pilon (Steve O’Connor Deprés)
Hvor: Canada (2015). Spiller i Øst For Paradis, Paradisgade 7, 8000 Aarhus C
Hvornår: Biografpremiere den 1. april kl. 19.30
Hvorfor: Sådan rent personligt er Mommy én af de bedste film, jeg længe har set
Links: Øst for Paradis