Kærligheden som slagmark

Kærligheden som slagmark

Den kan godt være overvældende. Endda afmægtigende. Altså, kærligheden.

Man fortaber sig i den. Mister sig selv af syne. Føler det som om en tåge lægger sig tæt omkring hovedet. Dækker øjnene som en blød vægt. Pulsen hamrer en staccato-rytme i halsen. Sveden perler på panden. De let adskilte læber smager salt.

Rusen ved sex og stoffer differentierer sig ikke så forfærdeligt meget fra hinanden, så snart Amors pile har ramt det uskyldige offer.

Måske skal det bare prøves på egen krop.

Det var også det, jeg følte, jeg blev præsenteret for, da skuespiller, Simon Matthew, trådte ind. Han gav præcis liv til at være kærlighedens offer i forestillingen Techno på en kold lørdagaften. Jeg sad og balancerede på en høj barstol placeret langs væggen med min øl bag mig. I form af et forelsket ‘jeg’ formåede han at formidle den hovedkulds sanseløse fortabelse i et andet menneske med sprudlende og smittende energi. Forelskelsen blev oversat kropsligt i alt fra måden, hvorpå han bevægede sig hastigt rundt nær det siddende publikum, til når han berettede om at blive fisted med spredte ben på GBARs gulv. Matthew bevægede sig i det ene øjeblik fra det rent orgiastisk eksalterede til det neurotiske i skildringen af sine come-downs fra stoffernes effekt. Skreg frydefuldt ud i natklubbens rum, før han klynkende kradsede lige streger på sin egen blottede ryg.

Med få audielle hjælpemidler blev grundstemningen effektivt skabt. Igennem livemusikkens dunkende rytmer og baggrundsskabende lydelementer, som eksempelvis summende insekter, blev de diverse følelsesmæssige øjeblikke, som jeget bevægede sig igennem, iscenesat.

På samme måde som jeget jagtede at opnå det hurtige fix i hård sex, stoffer og musikken, blev kærligheden også jagtet som et flygtigt øjebliksmoment, som det forliebte jeg klamrede sig til. At knalde et hav af anonyme mænd syntes et rimeligt kompromis, når alternativet var, at den elskede måske forsvandt ud af sit liv grundet kedsomheden eller forudsigeligheden i parforholdet.

Igennem forestillingen var det umuligt at gardere sig imod, at det opstemte humør begyndte støt at dale. Troen på at forholdet kunne komme til at fungere mellem jeget og den elskede svandt ind på samme måde, som tiden trak sig krampagtigt sammen – sommer, sensommer og efterår indfandt sig og passerede i henslængte bemærkninger.

Ikke engang hengivelsen ud over alle grænser – og på trods af tid – kunne skærme én imod kærlighedens forfald.

 

Kroppens ultimative udmattelse i Techno

”Jeg tror, jeg knækker en dag.”

Jeget fniser, mens han sidder på det lille trappetrin inde på GBAR i sine mørkegrå joggingbusker. De hvide trainers er fast placeret mod gulvet, men smilet, som spreder sig på hans ansigt, er fraværende. Søgende.

Jeg finder sætningen rammende, som han sidder dér, svingende fra den ene ende af følelsesspektrummet til den anden og fra det ene øjeblik til det andet. På mange måder handler Techno præcis om kærligheden som en fuldkommen udmattende kraft: kroppen ’ofres’ i mødet med andre kroppe. Valutaen er orgasmer, sved og sæd i det distinkte homo-miljø, som jeget begiver sig i rundt i i løbet af forestillingen, der tager ham fra gangbangs til en maskeklædt nytårsfejring.

Jeg ved, at det er et langsomt biluheld i færd med at udvikle sig, som vi er vidner til. At fortabelsen i stoffer og anonym sex må føre til den ultimative ubehagelige konklusion i form en voldtægt, hvilket da også finder sted. Skuespilleren, Simon Matthew, befinder nøgen og vridende sig på natklubbens gulv, bortset fra en sort kyskhedsanordning på kønsdelene, ledsaget af en mikrofon – åbenlys substitut for en penetrerende penis – så langt nede i halsen, at åndedrættet kappes af som resultat.

// Alle illustrationer: Anne Sophie Parsons

Man ville ønske, at kærligheden ville vinde i bedste narrative stil efterfølgende. At jeget kaster sig i armene på sin sortklædte Polo-draperede elskede, og at de sammen efterlader elendighederne bag sig med hinanden i hænderne. Men selvfølgelige er det en romantisk opstyltet idé – at kærligheden er en lægende salve, at tosomheden rejser sig sejrende til sidst blandt udmattede kroppe på slagmarken.

Techno ender selvfølgelig nøgternt med ordene: ”Jeg er alene under en blå himmel på en strand tildækket af døde sælkroppe. Jeg er alene på en strand indhyllet i et sindssygt lys.”

Efter forestillingen var slut, lå der glimtende konfetti på gulvet efter en hektisk dansescene som kulminationen på frådseriets udskejelser. Min øl var for længst drukket.

Udenfor ramte jeg en mur af forbandet kulde, og jeg tænkte, at to kroppe immervæk skaber mere varme sammen, end én er i stand til at gøre.

//Alle illustrationer: Anne Sophie Parsons

Skriv en kommentar