Dokumentariske repræsentationer er en balance mellem den kunstneriske enkelthed og livets kompleksitet. De illustrerer en unik konstellation af filmisk udfoldelse mellem realitetsafspejling og et visuelt udtryk. Om end det kun er brudstykker af tilfældigheder, der skaber et fragmenteret billede af en andens virkelighed – flygtige øjeblikke fanget af kameralinsen.
Aarhus Filmværksted er en uvurderlig relation for mange unge talenter med et brændende ønske om at skabe visuelle fortællinger, der spejler sig i livets brusende dualisme. Det er et uformelt space, hvor unge filmskabere af fiktionsfilm, dokumentarfilm, serier og kunstfilm, ja faktisk alt undtagen kommercielle produktioner, kan modne og eksperimentere med deres filmiske kompetencer.
En eftermiddag kigger jeg ud ad vinduet uden den mindste idé til den næste artikel. Eller faktisk er der en vedvarende nysgerrighed omkring netop Aarhus Filmværksted, jeg ikke rigtig kan ignorere. For hvad vil nogle af disse unge filmskabere egentlig sige om deres muligheder hos denne kreative platform? Det er der jo kun én måde at finde ud af på, så jeg får sendt en mail afsted til Aarhus Filmværksted.
SNEAKBAR med Aarhus Filmværksted
En sensommeraften gik jeg målrettet ned ad brostensbelagte sidegader – omsluttet af ungdommens begejstring og et gyldent aftenskær. Denne aften afholdt Aarhus Filmværksted nemlig en SNEAKBAR i Øst for Paradis, hvor man kunne komme og opleve 7 korte dokumentarfilmsperler, som er skabt af unge filmtalenter på en dokumentarcamp hen over sommerferien. På DOCCAMP 2022, der er et samarbejde mellem Aarhus Filmværksted og Dansk Talentakademi med støtte fra Region Midtjylland, har de kunne fordybe sig i kunsten at fortælle dragende historier gennem det visuelle udtryk – dét at udforske og eksperimentere.
Indenfor venter jeg på Katharina i en cocktail af spænding og nervøsitet. Der er en skøn summende fornemmelse i rummet, hvor hverdagsaftenens trivialitet er byttet ud med øjeblikke af usædvanligheder. Katharina har i samråd med Lilli fungeret som projektleder på DOCCAMPEN, og vi har aftalt, at jeg skal interviewe produktionsholdet bag filmen Lyden af Kjellerup inden filmpremieren begynder. For simpelthen at tage en snak om deres relation til Aarhus Filmværksted, men det er samtidig en samtale omkring dokumentarfilmens væsen. Og efter en hyggelig introduktion, hvor jeg også møder Merete (direktør) og lidt kaos, får vi orkestreret interviewet i sal A, hvor de unge talenters film ruller over lærredet en halv time senere.
“[J]eg kendte ikke til [Aarhus Filmværksted] før… så det var mega fedt at få en platform og få et netværk til at kunne lave en dokumentar og også at kunne arbejde videre med folk efter… Altså jeg synes, det er svært selv lige at komme i gang med et projekt”, fortæller Jakob. Han er én af dokumentaristerne bag filmen Lyden af Kjellerup, hvor produktionsrollerne har været meget flydende i samarbejdet med to andre unge talenter, Eline og David.
“[J]eg [har] haft forbindelse til Aarhus Filmværksted gennem sådan lidt egne projekter… Og jeg tror, at hvis jeg ikke havde været i kontakt med Filmværkstedet, så tror jeg … ikke, at jeg havde hørt om DOCCAMPEN. Og jeg havde nok aldrig fået lavet det her (red. Lyden af Kjellerup), hvis jeg ikke havde været omkring Filmværkstedet”, supplerer David meget fint. “Det har været en super vigtig ressource for mig – både i det her men også i andre projekter”, tilføjer han.
Med inspirerende workshops, masterclasses, netværksarrangementer og camps, heriblandt en DOCCAMP, sætter Aarhus Filmværksted rammerne for kreativ samskabelse. Det er samtidig muligt at modtage konsulenthjælp, låne produktions-udstyr og benytte redigeringsfaciliteter og mødelokaler. Og en produktionsstøtte-ordning binder en skøn sløjfe omkring det hele med tildeling af økonomisk støtte til omkring 40 produktionshold om året. Der er en tydelig vision om at skabe de bedste forudsætninger for de unge filmskabere.
“… [D]et her med at campen var over tre uger, hvor de ligesom bare smed os ud på landet med en hel masse gode kameraer, gode computere, og så fik man … tiden til at fordybe sig. Det synes jeg virkelig var nice”, påpeger Eline.
Aarhus Filmværksted har netop skabt et miljø, hvor åbenhed og nysgerrighed er grundlæggende for den kreative proces. Hvor en bragende hyldest til dokumentarfilmens forunderlige væsen og mange facetter får sin plads. Men også hvor økonomisk tryghed og faglige forventninger fra nogle af branchens dygtige, Berit Madsen og Finn Mathiasen fra den aarhusianske dokumentarskole DOX:WORLD, gør entré.
“Det tror jeg skabte nogle helt unikke rammer for at få stramme deadlines og kunne blive færdig – og ja, gøre det lidt mere professionelt”, tilføjer Eline.
Jeg må blankt erkende, med en vis nærende følelse af skam og irritation, at jeg ikke kan erindre, hvornår jeg sidste har set en dokumentarfilm. Og intentionen var aldrig rigtig at blive hængende for at se filmene. Den her filmgenre ligger mit hjerte nært, men det kan være en anstrengende relation. For det er ikke kun i selve skabelsesprocessen, at åbenhed og nysgerrighed er en nødvendighed. At se dokumentarfilm er en følelsesmæssig investering med en bankende dualisme – du skal kunne klare at blive udfordret på dine holdninger – men samtidig stille spørgsmål.
Alligevel ender jeg med at placere mig foran lærredet i nærmest sprudlende spænding – der er et eller andet, der trækker mig mod mere end to timers uvished. Forventninger er der ikke mange af, for dem når jeg ikke rigtig at danne ud fra min hvirvelstrøm af tanker. Min nysgerrighed bliver dog pirret endnu mere, da vi bliver informeret om en Q&A efter hver film. Til gengæld har jeg stadig ikke den fjerneste idé om, hvilke film, ud over Lyden af Kjellerup selvfølgelig, der er på programmet. Det kan nogenlunde sammenlignes med at købe en pose blandet bolsjer uden label – det kan gå begge veje.
Det viser sig, at filmene danner rammen for et grundlæggende narrativ om sociale forventninger samt idéen om en kompleksitet og modstridende facetter i mennesket. Og det er ikke kun er dybt fascinerende og genkendelighedsskabende. Til tider udfordres vi også lidt på forståelsen af, hvad dokumentarfilm også kan være, når kreativiteten foldes ud.
Virkeligheden gennem et kunstnerisk blik, et filmmedie med kreative friheder og uudforsket muligheder
Men hvad giver dokumentarfilm gennemslagskraft i den større filmkulturelle sammenhæng? Hvad er så fascinerende ved netop denne fragmenterede repræsentation? “Altså for mig er det … meget den der nysgerrighed. Og det kan godt være, at det er sådan lidt et egocentrisk udgangspunkt at have, men det er udforskningen. Det er ligesom det, der tiltaler mig ved dokumentaren. Og det her med at kunne dele nogle sådan lidt niche miljøer eller sådan nogle ting, man normalt ikke møder, men som alligevel er mega relatérbare”, forklarer David.
Her får jeg spurgt, om de finder nichebiografen Øst For Paradis perfekt til at have premiereaften. ”Egentlig tænker jeg, at det godt må komme ud til mange – så en kommerciel biograf vil heller ikke have gjort noget… Du afbilleder en virkelighed og åbner op for verden på den måde”, fortsætter David. Her understreger David virkelig en god pointe. Hvorfor skal en film med et andet mål end kommerciel succes ikke vises i et mere udbredt miljø og få budskabet længere ud?
“Man kunne også have lavet en podcast om det [red. Lyden af Kjellerup] eller skrevet en artikel eller whatever. Men at … det visuelle skaber en eller anden form for nærhed …, folk kan forholde sig til”, påpeger Eline. “[D]et er rodfæstet i virkeligheden”, supplerer Jakob rigtig fint.
Netop relationen til realitetsafspejling er dokumentarens force. Den beretter om en nuanceret og ufattelig kompleks virkelighed med ærlighed og skrøbelighed, hvor kunstens kaosflow hersker lige så ofte som fortællingens struktur. Og det er én af udfordringerne ved dokumentarfilm. “Det har jo sine begrænsninger… For du kan ikke sætte det op som en fiktionsfilm og vælge, hvad der skal være i hver scene. Så der er man naturligt begrænset”, fortæller Jakob.
“Nogle gange kan det være mega svært at lave dokumentarer. For hvis kameraet ikke har fanget dét, du gerne vil fortælle, så kan du ikke fortælle det. Hvis man f.eks. skulle skrive en feature… så kan man jo ligesom trække på sine egne sanseoplevelser derfra, men med dokumentarer, der er du bare screwed, hvis du ikke har de billeder, der viser den følelse, du sidder med”, tilføjer Eline. “Det er også fedt nok, at der også er nogle tilfældigheder, som lige pludseligt dumper ned foran en, og så er det bare guld værd i ens film”, påpeger Jakob.
Du har ikke samme kontrol som i fiktionsværker – det er en anden form for kunstværk, hvor tilfældighederne bliver en essentiel del af det kunstneriske udtryk. Og der er også noget smukt i det uperfekte – at det ikke behøver at være et æstetisk mesterværk for at reflektere virkeligheden og fungere som samfundskommentar. Men Laurits udfordrer faktisk dét synspunkt. Han er ikke en del af produktionsholdet, men han er ved at starte den nye dokumentarskole og er en af de store fortalere for dokumentaren.
Han argumenterer, “… at [dokumentarfilm] også er et filmmedie, som kan tage nogle kreative friheder ligesom fiktion også kan. Altså som [red. dokumentarfilm] egentlig kan ligge sig op og bruge rigtig mange af de greb, som fiktionsfilm gør brug af”. Og det er uden at gå på kompromis med det kunstneriske perspektiv.
“Det der med at se virkeligheden gennem et kunstnerisk blik, tror jeg, er noget af det, der kan gøre, at dokumentarfilm stadig er relevant – og forsat bliver mere relevant – fordi det er noget, folk skal vænne sig til kommer meget mere i fremtiden. At du ikke kun ser dokumentarfilm, som er interviewbaseret og lavet på den her klassiske model, men at du også ser ting, som er meget mere kreativt udfordrende og meget mere narrativt på en eller anden måde”, fortsætter Laurits.
Men hvis dokumentarfilm bliver mindre umiddelbar og mere udefinérbar, er der så ikke et svækket element af autenticitet? Vil de formå at rykke på folks holdninger, sætte dem i perspektiv og udfordre grænserne for folks selvforståelse og omverden. Noget af det mest grundlæggende inden for dokumentarfilm er kombinationen af historierne og de kunstneriske penselstrøg med kameraet. Men alt udvikler sig med tiden.
“Selvom at man føler, at man har set alt, så tror jeg virkelig ikke, vi er nået til endemålet i forhold til, hvad man overhovedet kan med det medie. Det tror jeg absolut ikke – at det er udforsket helt endnu”, understreger Laurits.
En alternativ filmuddannelse med fokus på dokumentarfilms potentiale
Inden vi afslutter interviewet, runder vi lige projektet med at få stablet en dokumentaruddannelse på benene. “Det handler om, at vi gerne vil lave en alternativ filmuddannelse på lige fod med de andre skolers – Super16 og 18Frames – som er for dokumentarfilm. Vi synes, det er en pissefed måde at have en uddannelse på, som er udfordrende på nogle helt andre måder, end det er at gå på Filmskolen f.eks.”, fortæller Laurits.
“Og så er der bare brug for at udbrede… altså der mangler bare en institution, hvor vi ligesom kan være, altså en naturlig vej i vækstlaget, som ikke er der lige nu. Jeg tror, vi gør meget godt – også åbne folks øjne for hvad dokumentarfilm også kan være, fordi man måske har nogle mere faste idéer om, hvad det medie egentlig er. Hvor film som Kandisfilmen, som f.eks. blev virkelig udbredt, jo virkelig skubbede til folks opfattelse af, hvad en dokumentar i virkeligheden kan og er. Når man gør noget mere kreativt med det”, tilføjer Laurits.
Måske skal dokumentarfilm i virkeligheden ikke kun udfordre os på omdrejningspunktet og budskaberne, der gennemsyrer indholdet men samtidig på måden, hvorpå det bliver leveret. Og måske skal vi rette opmærksomheden mod de unge filmskabere, der ikke har frygten for at skabe uden for rammerne og følge med udviklingen – det er jo lige præcis det, Aarhus Filmværksted har fokus på i deres uformelle space.
Det handler om at kunne omfavne unikke tilgange til kreativitet og forståelse for historiefortælling. Men så er spørgsmålet, hvor godt kreativ frihed forliger sig med idéen om gennemsigtighed, rå ærlighed og en genkendelig sårbarhed. For de kreative strømninger skal kunne være kulturbærende, kulturprægende og realitetsafspejlende – det er helt essentielt for dokumentarfilms gennemslagskraft i den større filmkulturelle sammenhæng. Til gengæld hvis vi ikke følger med udviklingen ved at finde en balance mellem kerneværdierne forankret i forståelse af dokumentarfilm og kreativ udfoldelse af det kunstneriske udtryk, så ender vi med at blive efterladt på perronen. For det er i råderummet mellem det relationelle og eksperimenterende, at kunsten udfoldes på skønneste vis. Og det har disse unge talenter fået godt og grundigt understreget.
Til sidst kommer Merete lige med en frisk opfordring. Det er måske lige værd at nævne, at hun har været med under hele interviewet. “Hold øje med hvad der sker på Aarhus Filmværksted”, pointerer hun. ” [U]nge der er interesseret i at høre og lære om dokumentarer – de kan følge os på Facebook, Instagram, abonnere på vores nyhedsbrev, og melde sig til de dokumentarworkshops, der kommer her i efteråret”, afslutter Merete.
Så har du en idé nedskrevet i en notesbog, som du aldrig har fået realiseret? Eller er du bare hamrende nysgerrig på at prøve noget nyt, hvor du bliver udfordret på dine filmiske kompetencer? Og har du en indre filmnørd? Så kom afsted.
//Coverbillede: Kio Jørgensen Ng
