Gys på Aarhus Teater

Gys på Aarhus Teater

Europa er blevet ramt af en virus. En flygtningevirus. Med forestillingen, Living Dead, der lige nu spilles på Aarhus teater, sætter instruktør Christian Lollike flygtningekrisen og frygten for det fremmede på spidsen. Det er gennemført og aktuelt.

Jeg har sat mig på forreste række. Egentlig mest bare fordi jeg kunne, og fordi de fleste andre satte sig længere oppe, da jeg fik lov til at gå gennem indgangen til Stiklingen – en af Aarhus Teaters mindre scener. Herfra kigger jeg op på scenen. Et køkken. En kaffemaskine brygger dampende sort kaffe. Snakken blandt publikum går, men kun lige indtil tre dukkelignende personer med glinsende hud, iført parykker og med kulsorte øjne, indtager scenen en efter en. To kvinder og én mand. De bevæger sig langsomt, de taler langsomt – ligesom søvngængere, eller levende døde, og jeg får lidt lyst til at gå op og ruske i dem for at få dem til at sætte tempoet op. Jeg bliver dog pænt siddende i sædet af frygt for, hvad disse sortøjede, dukkelignende væsner i så fald vil gøre ved mig.

 

ld1

Özlem Saglanmak, Morten Burian og Maria Rich spreder uhygge i den lille sal på Aarhus Teater – og de gør det fremragende. //Alle fotos: Aarhus Teater

 

Frygten for hvad?

Den første kvinde, der træder ind, hakker løg. Den næste renser fisk, og samlet steges det på en oliefyldt pande, som en del af iscenesættelsen af den hverdagssituation stykket umiddelbart udspiller sig i. Lyden og lugten af løg og fisk, der steger, fylder det lille rum, alt i mens de tre personer, omkring et lille køkkenbord, taler om den smitsomme virus, der synes at have bredt sig blandt flygtninge og, med flygtningestrømmen, nu også i Europa. De taler om de mange flygtninge, der dør i havet på deres vej til Europa, og om de mange fisk, der svømmer ind og ud af deres kroppe – spiser deres kroppe. De taler om, at man burde gøre noget, have en flygtning boende. På den anden side – man kan jo ikke redde hele verden, og man bliver lidt empatitræt, og ”jeg er jo også særligt sensitiv”.

Samtalen mellem de tre er indbefattet af tomhed, frygt og manglende empati. Det sætter tankerne i gang, og jeg kan ikke lade være med at føle mig lidt ramt som en del af det, søvngængerne repræsenterer. Hvor stammer al den frygt for det fremmede fra? Og hvad er det i virkeligheden, de/vi er bange for? Forestillingen illustrerer, at selvom det fremmede skydes ned, bliver det ved med at rejse sig igen og igen og igen og igen… Det fremmede kan ikke nødvendigvis bekæmpes. Måske er det slet ikke meningen, at det skal bekæmpes.

 

ld5

Kulsorte øjne og glinsende hud giver personerne et dukkelignende og tomt udtryk.

 

Udtryksfuldt gys

Stykket kommer helt tæt på – også i bogstavelig forstand, og det rammer lige dér, midt i maven. Det er uhyggeligt fra start af, og uhyggen breder sig kun i takt med forestillingens udvikling og udfolder sig blandt andet i en flittig brug af teaterblod og det, der ligner dryppende tapetklister, som gør de tre levende døde til zombielignende væsner uden hæmninger og empati.

Forestillingen formår at fastholde publikum i et gys og ubehag med dets stærke udtryksformer lige fra den monotone og skræmmende langsomme dialog, der næsten fremstår som monologer, til et femmands kammerkor, der afslutningsvis indtager scenen med overvældende og sørgmodig kammersang, som befandt vi os til en begravelse. Og måske er det lige netop det, forestillingen viser os på en sådan regnfuld tirsdag aften – en begravelse af empatien. Den medmenneskelige medfølelse. Så kan man jo tænke lidt over det…

Efter kammerkorets musikalske og smukke indslag er forestillingen slut, og jeg går derfra med lugten af stegt løg og fisk i mit tøj – og min egen lille tankestrøm.

 

ld3

Det er ikke for sjov, når Christian Lollike opsætter en gyserforestillling. Teaterblod og tyktdryppende tapetklister præger i stor grad den lille scene.

 

Selvom det er en lille uge siden, jeg var inde og se forestillingen, gør den stadig indtryk, og jeg kan varmt anbefale forestillingen et besøg! Forestillingen går ugen ud på Aarhus Teater frem til d. 29. oktober. Den kan efterfølgende ses på Sort/Hvid i København fra d. 3. – 22. november.

Rigtig god og (u)hyggelig mandag til alle!

 

Skriv en kommentar