Jeg bliver nærmest overvældet, når jeg ser den gamle teatersal med den smukke krystalkrone hængende ned fra loftet, de smukke, hvide kvindelige skulpturer, de gyldne penselstrøg og ikke mindst en sal fyldt med mennesker – gamle som unge – en hel almindelig (og kold) mandag aften. For det er dét, teater kan. Det samler mennesker, det ér mennesker, og teater er en del af mennesket. Teater har siden antikken, endda før skriftsproget, været det moraliserende element i vores tilværelse og samfund – og en meget moderne nyfortolkning af Erasmus Montanus er ingen undtagelse.

 

De fleste har, hvad end det var i gymnasiet eller på universitetet, tæsket sig igennem et af Ludvig Holbergs værker. For selv efter omtrent 300 år, står Ludvig Holberg stadig danskernes hjerte nær. Ludvig Holberg er en del af danskernes og danskhedens selvforståelse, hvilket kan ses en anelse paradoksalt i forhold til denne moderne nyfortolkning af stykkets budskab og moral. For stykket ønsker nemlig, på meget kontroversiel men underholdende(!) vis, at stikke til de danske værdier, eller i hvert fald en grundlæggende én af slagsen – nemlig kristendommen. Instruktøren, Christian Lollikes, genfortolkning af Erasmus Montanus er på mange måder mere relevant end før. Her ønsker man at stille sig kritisk overfor kristendommen, men hvor det tilbage i 1723 var den “lærde”, oplysningstidens oplyste, der satte sig på tværs overfor religionen og samfundet, er det i Christian Lollikes genfortælling, Islam der ‘truer’ kristendommen, og dermed også de danske værdier – i hvert fald hvis man spørger de “uvidende” landsbyboere, der kan anses som værende en generaliserende afspejlning af, hvad vi i dag kender som udkantsdanmark.

//Alle fotos: Aarhus Teater

 

Religionskritik eller religion til revurdering

Men selvom stykket ønsker at sætte spørgsmålstegn ved kristendommen og religionen som danske værdier i en tid og verden, hvor vi bliver overvældet af indtryk fra alverdens religioner, folkeslag og kulturer, ønsker stykket ligeledes at holde én del af kristendommen i hævd – nemlig kærligheden og nærheden. Dette kommer til udtryk gennem den velovervejede og velkonstrueret scenografi og dialog mellem skuespillerne, der taler til hinanden – men ikke med hinanden. Dog vinder kærligheden, traditionen tro, også i meget bogstavelig forstand, sit indpas, da Erasmus Montanus, som vi kender stykket, må overgive sig til massen og bekende, at jorden er flad. Dermed må han også opgive sine egne værdier for at blive forenet med sin forlovede Lisbed, gennem en kristen kirkelig vielse, selvfølgelig.

 

Kærlighed i krig og kaos

Denne kærlighedens gerning bliver dog skildret en anelse mere kaotisk og kontroversielt, end den blev gjort tilbage i Ludvig Holbergs egen tid. Uden at røbe for meget, tror jeg næppe, der blev taget hverken burkaer, dinosaurusser eller dværge i brug i datidens scenografi. Dette er selvfølgelig med til at afspejle den krig og kaos, der hærger over verden, men samtidig sætter det ligeledes spørgsmålstegn ved den kærlighed, der i krigen og kaosset netop er så svær at finde i dag. Her er der ikke alene tale om almindelig næstekærlighed, men ligeledes om den helt simple kærlighed til vores elskede. Er vi ligesom Erasmus Montanus blevet for opslugt af os selv? Er der gået for meget selviscenesættelse og selvrealisering i os? Og hvad med det fællesskab, som Erasmus Montanus også pointerer som en dansk værdi – hvor er det blevet af?

 

117 år efter

Da Aarhus Teater slog dørene op for første gang i år 1900, var det ligeledes med Erasmus Montanus i hovedrollen. Selv hér, 117 år efter, formår Christian Lollike at bevare hele essensen bag komedien, og ikke mindst teatret. For det er først og fremmest en kunst at kunne få publikum til at grine og le, selvom vi efterhånden kender stykket ligeså godt, som vi kender os selv. Derudover sætter stykket stadigvæk, foruden sine mærkværdigheder og måske lidt for moderne tiltag, en masse stof til eftertanke og tilbyder publikum en morale, der er værd at tygge på. For at vende tilbage til teatret kunne denne kaotiske og kontroversielle udgave af Erasmus Montanus ikke være et mere passende startskud på kulturåret. For teater er kultur, i aller højeste grad, og teatret har stadig til aller fornemmeste opgave at samle folk, hvilket stykket gør i mere end bare en forstand. Det siges at være bemærkelsesværdigt i en tid, hvor vi ellers, selv gennem underholdningen – og med en skærm imellem, ofte skaber større distancer.

 

Reflekterende religion

For afslutningsvis at slå en krølle på komedien, var dette gensyn med Erasmus Montanus langt mere glædeligt og grinagtigt end den klassiske, gymnasievenlige jargon. Hvor mit kendskab til Erasmus Montanus tidligere handlede om at komme levende igennem en redegørelse, en analyse og en fortolkning, fik stykket mig hér til at tænke nærmere over, hvordan det er at leve, og hvilke værdier, der er værd at huske på – nemlig kærligheden, nærheden og hinanden. I en verden præget af krig og kaos, bør det hverken være viden eller religion, der lader os skille ad, men tværtimod dét, der lader os forene.