The United States vs. Billie Holiday er mere end bare et portræt af en af verdenshistoriens største sangerinder. Det er en fortælling om hendes kamp mod statens racisme. Desværre fokuserer filmen mere på Holidays personlige tragedie, end det der burde være centralt: protestsangen Strange Fruit. 

Strange Fruit er efter min opfattelse et af de smukkeste eksempler på, hvordan musik kan anvendes som protest. Den er et vigtigt vidnesbyrd om en af de mørkeste perioder i USA’s historie. Så da jeg så traileren for filmen, The United States vs. Billie Holiday, besluttede jeg mig straks for at tage ind at se den. På baggrund af traileren så jeg frem til ikke blot et indblik Holidays liv, men hendes forhold til den specifikke sang og kampen den symboliserede. Filmen viste sig dog at handle mere om sangerindens heroinmisbrug og forstyrrede forhold til mænd.

Tiden efter Strange Fruit

The United States vs. Billie Holiday fortæller historien om Billie Holidays karriere i tiden efter hun blev verdenskendt for at synge Strange Fruit på Café Society. At filmen først starter her, var min første skuffelse. Jeg havde håbet på at høre mere om Holidays forhold til sangen og hvorfor den var så vigtig for hende. Jeg havde også håbet på at høre mere om den første amerikanske klub, hvor hvide og sorte kunder blev behandlet lige. I stedet fylder romancen mellem Billie Holiday og agenten Jimmy Fletcher uforholdsmæssigt meget.

Billie Holiday (Andra Day) og agenten Jimmy Fletcher (Trevante Rhodes), som blev sat til at skygge sangerinden af den amerikanske efterretningstjeneste. // Foto: Takashi Seida for Hulu.

En vigtig fortælling

Jeg vil dog anerkende filmen for den vigtige politiske vinkel. Den kaster nemlig lys over den åbenlyse racisme som gennemsyrede systemet dengang og nu. Filmen åbner med en tekst, som fortæller, at det amerikanske senat i 1937 behandlede et lovforslag som skulle ulovliggøre lynching. Det blev ikke vedtaget. Ligeledes lukker den med teksten om, at et nyt lovforslag blev behandlet i senatet i februar 2020. Det afventer stadig endelig godkendelse. På den måde tegnes der en linje fra fortiden til nutiden. Det understreger pointen om, at den uretfærdighed, filmen beskriver, på ingen måde er bekæmpet. Racistisk motiveret magtmisbrug og vold gennemsyrer stadig USA og vi må ikke lukke øjnene for det.

Billie Holiday blev i 1947 idømt et års fængsel for at være i besidelse af narkotika. // Foto: Takashi Seida for Hulu.

Musikalske øjeblikke

Udover at være en beskrivelse af en bestemt tid og en specifik politisk kamp, er det også en film om en af hvor tids største musikere. Selvom jeg synes, at det får alt for lidt plads i filmen, er der alligevel øjeblikke af musikalsk påskønnelse, som hæver filmens niveau. Filmen byder på adskillige gengivelser af Holidays optrædener, som hovedrolleindehaveren Andrea Day gengiver på spektakulær vis. I enkelte scener ydes der også lidt respekt til Holiday som musiker og forretningskvinde. F.eks. når hun på overlegen hvis instruerer bandets medlemmer i hvordan musikken skal spilles, eller når hun står fast på sin ret til kunstnerisk selvbestemmelse. Som hun stædigt proklamerer: “I’ll sing what the fuck I want.” Sådanne øjeblikke måtte der gerne have været flere af.

Andrea Day gør det fantastisk som Billie Holiday, især i sine gengivelser af Holidays optrædener. // Foto: Takashi Seida for Hulu.

En tragedie som burde være en hyldest

The United States vs. Billie Holiday yder desværre ikke Billie Holiday den respekt, hun ellers virkelig fortjener. Selvom filmen fremstilles som en hyldest, ender den som en tragedie. Sangerinden portrætteres i højere grad som offer, end som en stærk kvinde og gudsbenådet kunstner. Dog indeholder filmen en fortælling og en politisk agenda, som man ikke må underkende vigtigheden i at formidle.

 

The United States vs. Billie Holiday spiller i biograferne nu. 

 

Coverbillede: Takashi Seida for Hulu.