Det handler om os, familien, om længslen efter frihed og Norske fjelde, om kampen for at passe sammen, når den ene part går op i farven på vaserne i hjemmet, mens den anden part smider tøj og tasker på gulvet og læser fødselsguider. Der er noget på spil i Anne Panduros stykke, nemlig hele familien Danmarks eksistens. Stykket kan opleves frem til den 19. november.
En invitation til teatret, Svalegangen siger man ikke nej til, heller ikke når familien får en ordentlig én på sinkadusen! Sådan som det sker i stykket, I FAMILIEN, der netop har haft premiere i det charmerende teater i Rosenkrantzgade. Bogstaveligt talt er der tale om en boksekamp. Der er tale om et stykke, der præsenterer en familie, som er præcis så aparte og konfliktfyldt, at den, på flere måder end vi vil vedkende os det, minder om din og min familie. Dem derovre, også deres familie!
Rundkreds, som en boksekamp
I FAMILIEN er seks individer – forældrene, Jette og Poul, deres børn og livsledsagere. Alle og enhver fremstår troværdige på den her “nu-sætter-vi-det-lige-på-spidsen”-måde. Faren, der står i sin røde (og rød skal vise sig at få en betydning!) dynejakke og beklager sig over, at de er børnenes børnepassere og marionetdukker for deres børn – de køber blot de gaver, børnene befaler dem at købe, selvom en drøm om norske fjelde og store bjerge konstant brummer i baghovedet på Poul. “Nu kan det fandeme være nok”, siger han i anslaget til Anna Panduros stykke, sådan lidt tøvende og usikker, og de synger og danser sig væk fra deres børn, ind i den totale frihed, løsrevet fra familiære bånd. I få minutter!
Drømmene har trange kår! Snart er der juleklip og familiekomsammen hos den ældste søn, allerede er de sent på den. Denne familiekomsammen er omdrejningspunktet for den familieintrige, der snart sætter gang i boksekampen, både som et billede på de interne kampe i familien, ikke mindst mellem de to børn, men så sandelig også som scenografi i dette stykke! For senere skal vi faktisk blive vidne til en boksekamp, og den måde scenen og sidepladserne var sat op på i salen, skulle vise sig at give særdeles god mening! Vi sad nemlig i rundkreds, som til en boksekamp. Der manglede blot den storbarmede kvinde med rundeskiltene!
Det hele er bluificeret
Panduros stykke er fremført med skarphed og humor! Det er godt skuespil, nok karikeret, men alligevel tankevækkende, og alt fra temperament til farver bliver konfliktstof. Forældrene elsker rødt, rødt tøj og røde julehjerter og sågar røde briller, mens deres søn og hans kone er helt besat af den blå farve. Tøjet og bordet, selv stolene, der har smallere ryglæn end udråbstegn, det hele er blueificeret! Og familien samles i det blå paradis hos sønnen, der er medicinalentreprenør, og har skabt stor karriere sammen med sin kone, lægen, der bare er ALT ALT FOR MEGET! Det er her komikken og kontrasterne står tydeligt frem.
Datteren ligner en ung kvinde fra Christiania, med sin kunstnerkæreste, hun smider sit tøj på gulvet og valser hen til den fisefornemme bordopsætning med sin gravide mave og sin umiddelbarhed. Hendes kunstnerkæreste skal forklare til de blå karrierefolk, hvorfor han dog laver independent film, når det ikke genererer penge, og omvendt kæmper de store, blå mennesker for at opretholde orden og stil i deres hjem, der forpestes af alt det røde. Sådan bliver scenen mere og mere intenst, indtil faldet indtræffer i form af morens slagtilfælde og indlæggelse.
Stress.
Helt inde i hjertekulen
Det er stress, der rammer moren, måske, eller et dårligt hjerte, uanset må de alle op til hospitalet. Og her må anmelderen lægge sejrstrumfen ned, for her lykkedes det Anna Panduro at lave en helt fantastisk stærk scene. Efter en vel lagt pause i stykket, der er over to timer, møder publikum en hospitalsseng midt på gulvet. Mens vi ankommer til vores pladser med vin og slikposer, må vi nærmest valse forbi hospitalssengen, hvor moren ligger, og de bekymrede børn står rundt omkring. Hele familiedramaet er endt på intensiv. Med drop og slange og dødsalvorlige tanker!
Stykket er fænomenal til at indkapsle konfliktstof, der nok får de fleste familier til at bide en lille flig af neglen undervejs. Vi er født til at passe sammen, men det er ofte sådan, at familien fremstår med individer, der ikke har så meget tilfælles. Som de to børn i dette stykke, der skal gøre sig utroligt umage for ikke at le en tyk latter af den andens Christianiacykel og tøjstil, eller den komiske besættelse af alt blåt. Det er frækt med bokseringen, det absurde scenarie af runder i en boksering som markerer billedet på deres sindstilstand, men det er ikke denne seance, der står stærkest tilbage i denne anmelders erindring. Det er hospitalssengen midt på scenen og ikke mindst den hammer, som faren tager med hjem til sin søns højborg for at lære deres søn et ordentligt tømmerarbejde, men tømmerarbejdet ender med at smadre alle de flotte vaser. Det er springet fra humoren, julenissen med monstermaske – og det ret karikerede – sat overfor alvoren, der hele tiden ligger i kulissen, og som ender helt inde i hjertekulen på moren.
Stress.
Alle, der har eller overvejer at stifte familie, bør tage ind på teatret, Svalegangen og se dette stykke. Det er både kreativt, skævt og alligevel utrolig hverdagsagtigt skræmmende.
Hvad er du? Til blå stole med smal ryglæn, eller røde julehjerter og Christianiacykel?
