Dokumentar om sabbatår er en fuckfinger til mig-kulturen

Dokumentar om sabbatår er en fuckfinger til mig-kulturen

Sabbatår er et koncept, der er spundet ind mange myter. Det ligner frihed, men føles ikke altid sådan. Man håber måske på at kunne opnå indsigt så let som saftige vindruer kan plukkes i Chile på en rejse med en veninde. Men hvad sker der, når rejsen bliver aflyst og man ikke aner, hvad man så skal? Eller når ens forældres mening runger så højt, at man ikke kan høre, hvad man selv tænker? Tre veninder besluttede sig for at filme hinanden, et år efter de blev studenter for at undersøge, hvordan det er at befinde sig i det usikre limbo, vi kalder sabbatår. Det er der kommet en herlig, ærlig og samfundskritisk DR-dokumentarserie på fem afsnit ud af. Jeg mødte de århusianske skabere af Limbo – når sabbatår er fucked, Ciliane, Line og Stine, til en snak om tankerne bag projektet.  

Afsnit 2. Ciliane har lige fået besked om, at hun er blevet optaget på journalisthøjskolen. Mor og far er ekstatiske, men Ciliane er tydeligvis i tvivl. Hun vender et bekymret blik mod himlen til tonerne af The Minds of 99: “Være noget, bli’ til noget (…) Stjerner på himlen”. Det er de helt store armbevægelser og drømme, høje forventninger og fremadstormende trommer, der er i sving. Men hvad betyder det egentlig at ”blive til noget”? Hvordan finder man ud af, hvem man er, og er det overhovedet vigtigt at vide det? Samfundets idealer er under kritisk eftersyn i dokumentaren, hvor pigernes personlige kamp med indre og ydre forventninger er afsættet for en større og almen diskussion.

Længsel efter fællesskab og taber-tanker

Hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt os, hvordan det her føles? Og hvorfor er vi så dårlige til at snakke om, hvordan vi egentlig har det, og hvordan vi kommer videre herfra eller ud af de her følelser?

– Line forklarer, hvorfor det føltes relevant at lave en dokumentar om sabbatår. Doku’en opstod ifølge Line ud af, at der manglede noget materiale om sabbatår, man kunne spejle sig. Og derudover var det en måde for de tre veninder at åbne op for hinanden omkring deres egentlige følelser. Stine tilføjer, at det også kom ud af ensomhed. Længsel efter at give sig i kast med noget, der var større end én selv. Ifølge pressemeddelelsen om dokumentaren skaber de et tidsbillede af deres generation.

For mig at se, så ser jeg en generation, der tager rigtig mange valg ud af frygt. Frygt for, at det hele skal gå galt, og frygt for, at man ikke bliver til noget, og at man ikke rigtig slår til. (…) Og det har indflydelse på sabbatåret også.

– forklarer Stine. Hun uddyber, at de er vokset op med en bevidsthed om indbyrdes konkurrence. Konkurrence om de gode karakterer og uddannelser og en retorik om, at man skal blive til noget. Og med det følger frygten for at komme bagud og blive en “taber”.

Det må gerne bare være sjovt

Når jeg ser dokumentaren, virker det som om, at en søgen efter formål gennemsyrer pigernes tanker. Ofte med ledsagelse af frustration. Et eksempel er, da Ciliane længes efter den ubekymrede studentertid og sammenligner den med sin nuværende situation og følelser. “Alt jeg gør, skal være så godt hele tiden. Det skal være så…rigtigt. Men hvorfor?”.

En vigtig pointe i dokuen er, at det er et formål i sig selv at have det sjovt. Dette bliver især tydeligt i Stines historie. På sin backpackertur i USA blaffer hun og kæresten rundt på må og få. Hun spørger en mand, der har taget hende op, hvad hun skal svare, hvis folk derhjemme spørger hende, hvad hun har fået ud af at rejse. Chaufføren siger, at hun bare skal svare, at hun har haft ”a whole lot of fun”. Måske var det noget i dén retning, Dronning Margrethe mente, da hun i nytårstalen på tærsklen til 2018 opfordrede danskerne til at ”gøre noget unyttigt”.

Stine på vej til USA. //foto: LIMBO DOX.

Ikke så vigtigt at finde sig selv

“Jeg kan bare slet ikke se meningen med det lige nu. Sådan, alt det, jeg gør.. jeg er bare ved at blive sindssyg af at tænke på mig selv hele tiden”. Ordene er Lines og fra en scene i doku’en, hvor lang tids ophobet frustration over ikke at vide, hvad hun skal, kulminerer i et sårbart øjeblik.

I pressemeddelelsen for dokumentarserien står der, at doku’en er en undersøgelse af ”hvem fuck man egentlig er, når man er en del af en ungdom, der har alle muligheder”. Jeg er interesseret i, hvad pigerne tænker om denne jagt på identitet og spørger derfor indtil formuleringen. Line svarer:

Vi gik ind i det her sabbatår med at ”nu skal jeg finde ud af, hvem jeg er, og hvad jeg vil!”. Og det, vi finder ud af, er, at det faktisk ikke er så vigtigt. Det, det handler om, er, at du er glad, og at du er en del af noget. Og at du skal sige ”op i røven” med det der migmigmig-projekt.

Hvordan skal vores generation gøre voksenheden?

Og tilbage til Minds of 99’s Stjerner på Himlen og omkvædets slagord om at ”blive til noget” og ”være noget”. I dokumentarserien ser vi hos Line, Stine og Ciliane, hvordan krav og forventninger om personlig succes kan føles kvælende og handlingslammende. Men lytter man til vers 2, dukker der noget frem, der kunne ligne en ode til selvstændighed og oprør mod autoriteter. Et spejl på dén generobring af ejerskab over eget liv, som pigerne sigter henimod i slutningen af dokumentarserien:

De bedøver mig med ord som fremtid.
Som om, jeg’ på prøve her, de er overjordiske.
Men jeg vil ikke mer’, altid et år mer’ før jeg k-ka’ det dér.
Og jeg må det dér, og jeg, jeg har papir.

(The Minds of 99)

Fra venstre: Ciliane, Line og Stine til klimademo i Århus. //foto: LIMBO DOX.

Der er lettede smil og klimakamp i gaderne, da vores hovedpersoner begynder at orientere sig mod fællesskab, engagement og glæde som holdepunkter. Frygten for ikke at slå til skal ikke fylde længere. Og Ciliane får tatoveret et tegn for ”aldrig voksen” på sin langefinger i sidste afsnit. Men som hun siger, så handler det ikke om, at hun ikke vil være voksen. Det handler om, at hun ikke vil være en voksen, der stresser rundt og presser sig selv. Og en veninde tilføjer: “vi skal definere hvordan vores generation skal gøre voksenheden”.

Denne ”konklusion” er langt fra at være et afklaret punktum, og det er fuldt bevidst. Det er netop den uafklarede efterklang, som er én del af dokumentarens pointe. Og nu, hvor de unge generationer skal ud at definere samfundet, så er der vel ikke noget vigtigere spørgsmål end hvordan, hvorfor og for hvem, vi bruger vores tid.

Tjek Limbos instagramprofil:

https://www.instagram.com/limbo_er_fucked/?fbclid=IwAR2eAVT7IAWBADhrbbf_eqsGbruFe3owhVcv1cfyvQ7vFVFIS-KspX76S8k

… og se serien her

Skriv en kommentar