Den perfekte dag

Den perfekte dag

Jeg har været inde at se 20.000 days on earth, hvor man følger Nick Cave gennem en dag i et liv, der allerede er omfattende i sig selv; og som nu får dette ekstra lag af erkendelser og ender ud som en poetik.

 

At leve er at optræde // Foto: Fabrizio Sciami

At leve er at optræde // Foto: Fabrizio Sciami

 

Morgengryet brydes til lyden af en alarm

Allerede fra begyndelsen får vi, hvad der skal vise sig at være et sjældent dybt og poetisk indblik i Nick Caves tanker om sin musik,i sin tidligere og nuværende tilværelse samt en konfrontation med nogle af de dæmoner, der har været med til at skabe denne mangesidede personlighed.

 

Den ene powersætning vælter ud efter den anden; der er tale om en velformuleret, velfunderet og velrespekteret stemme; ikke kun som sanger, men i ligeså høj grad som forfatter og poet. Nick Cave kan helt bestemt noget med ordene, og han erkender selv, at det er den verden, han har forsøgt at skrive frem lige siden begyndelsen; det er dén, han virkelig finder sig til rette i – den såkaldte virkelighed er langt mere skræmmende.

 

En virkelighed, der faldt på plads for ham, da han mødte sin kone Susan. Alene beskrivelsen af det møde er værd at se hele filmen for. Jeg vil naturligvis ikke beskrive det her, men hold øje og lyt med; den perfekte beskrivelse af den perfekte uorden, der findes i en forelskelse.

 

Warren Ellis & Nick Cave. Cave har engang sagt: "A man without a mustache is like af woman with a mostache" // Foto: Pablo Trincado

Warren Ellis & Nick Cave. Cave har engang sagt: “A man without a mustache is like af woman with a mostache” // Foto: Pablo Trincado

 

Ved middagstid kører bilerne gennem verden

Men virkeligheden er iscenesat. Filmen minder på mange måder om en tendens i litteraturen: autofiktion. Vi følger Nick Caves samtaler med psykoanalytikeren Darian Leader, hvor det bl.a. drejer sig om Caves fars død, bogen Lolita af Vladimir Nabokov og frygten for at miste noget af det vigtigste for en kunstner og forfatter: hukommelsen.

 

Fordi ”Memories are all we are,” som Nick Cave udtrykker det. Og denne dag, så opstillet som den er, har også tilbageblikket som markør. Det er et indblik i den hårde tid i Berlin, med bandet The Birtday Party, med stofferne, med kvinderne og det lille værelse, der nærmest var en hems. Og alt det leder frem til, hvordan han ser på livet i dag, og virker måske som en forklaring af, hvorfor han holder så meget af det. Vi agerer også fluen på væggen, når vi får et indblik i et arkiv, der indeholder materiale fra hele hans liv; billeder, små film og lydklip. Det er interessant og smukt på en særlig støvet måde.

 

På den ene side virker Nick Cave og resten af hans bandmedlemmer nærmest uovervindelige, men samtidig viser de også deres skrøbelighed. Når Nick Cave synger og spiller nummeret ”Give Us A Kiss” alene bag klaveret i studiet, er det hårrejsende smukt og viser samtidig, hvor meget det betyder for ham, selvom der er gået så mange år med musik, forfatterskab og skuespil. Hans fortælling er langt fra slut endnu.

 

De bedste øjeblikke i filmen, både hvad angår de filosofiske tanker og nærheden, er møderne med bandvennen Warren Ellis. Ellis præsenterer en dybde, og her ser vi også styrken af deres venskab. I studiet arbejder de på et tidspunkt sammen med nogle børn, hvor en fra bandet råber, at Ellis burde have arbejdet med børn, hvortil han svarer: ”It was my line of work, but then I discovered heroin and alcohol. And I just could’nt keep up the three jobs.” Humoren er både grotesk og samtidig virkelig sjov. Der er flere blandt publikum, som grinede mange gange i løbet af filmen; måske netop i de øjeblikke, hvor man glemte, at meget af det var iscenesat.

 

The Bad Seeds bliver bare bedre og bedre // Foto: Julio Enriquez

The Bad Seeds bliver bare bedre og bedre // Foto: Julio Enriquez

  

Aftenrøden afløses af en mørk himmel fyldt med stjerner

Filmen er en smuk bombe, der spreder sine atomer ud og samles i et stykke perfekt film- og litteraturunivers; gennem en dag får vi indblik i, hvorfor netop dag nr. 20.000 er ligeså vigtig som alle andre dage: fordi arbejdet kalder, fordi fortællingen stadig kan nuanceres, fordi visionerne er intakte og bare fordi … at vi simpelthen ikke har råd til at spilde dage i vores kamp for at blive den vi ønsker. Den vi drømmer om.

 

Og når det så er sket, må vi arbejde videre hen mod at gøre denne anden, den vi nu er blevet, bedre, smukkere og mere indsigtsfuld. Filmen placerer sig midt i disse evige transformationer, som Nick Cave gennemgår, og når man befinder sig der, sker det på en heftig måde. Selvindsigt og nostalgi, krydret med frygt og lykke bliver til en sær og skøn fortælling.

 

Dog, for der er et dog, er filmen måske næsten for perfekt konstrueret. Alle sætninger siger boom under en, og selvfølgelig er det ikke sådan han lever sine dage, men alligevel virker det meget ægte (i mangel af bedre ord). Det ville have gavnet filmen, hvis Nick Cave rent faktisk var blevet fanget mere uforberedt og hvis ikke alle hans svar var smukke sværmerier, der kunne samle sig som en hinde omkring spørgsmålet, så det blev helt udtømt og ikke kunne siges bedre.

 

Alligevel: se den! Den er en vigtig og interessant film, ikke kun for fans af Nick Cave, men for alle der interesserer sig for kunst og det at være kunstner. Og vejret. Vejret har også en særlig rolle i filmen, men det må du selv finde ud af.

 

Hvem: Filmen er instrueret af Iain Forsyth og Jane Pollard. På ”rollelisten” er bl.a. Nick Cave & The Bad Seeds, Kylie Minogue, Blixa Bargeld m.fl.

Hvad: Autobiografisk film // et stykke velskrevet litteratur i levende billeder.

Hvor: Øst for Paradis

Hvorfor: Fordi det er en storslået film, der handler om, hvad der giver tilværelsen dybde og mening.

 Hvornår: Premiere torsdag d. 2. oktober. Tjek programmet på Paradis’ hjemmeside her.

Mønt: 85-95 kr.

Skriv en kommentar