Cinematiske rædsler i mørket

Cinematiske rædsler i mørket

Jeg elsker horror.

Alle afskygninger af genren i bøger såvel som i film; fra overdreven 80’er-splatter til psykologiske dramaer med mærkværdige hændelser som omdrejningspunkt er horror én af de længstvarende kærlighedsaffærer, som jeg har haft i mit liv. Horror kan rette spotlightet mod uudforskede områder af den menneskelige psyke på en helt særegen måde, som kan udforske hvad det vil sige at føle frygt i et sikkert rum.

Den afpillede maling på murstensvæggene, de knirkende sæder, og det rå look kunne ikke være valgt bedre i undergrundsbiografen Slagtehal 3; synergien mellem lokale og den overordnede genrerammesætning for kortfilmene gik hånd i hånd før de 19 udvalgte kortfilm overhovedet blev projiceret op på lærredet.

Alt der kun var at vente på nu var at lyset blev slukket…

Fuldkommen mørke. Lyset dæmrede på det lille lærred.

Tre timer i rædslen, absurditeten og galgenhumorens tegn fulgte.

Sygelige seværdigheder eller slapstick

 

Night Terrors Film Festival er et nystartet foretagende; kortfilmsfestivalen har eksisteret siden 2016 og viser alt fra gedigen horror til humoristiske og absurde film med et glimt i øjet. Kim Sønderholm, skuespiller, initiativtager til festivalen og oprindeligt fra Aarhus, synes at filmfestivalen dækker et uudforsket felt her i landet:

”Jeg synes vi, specielt i Danmark, har manglet noget i denne stil. Vi har jo ganske vist Blodig Weekend i København, men de viser kun spillefilm, og der er så mange kortfilmsperler der svømmer rundt i verden og kæmper for at finde et publikum og jeg håber vi kan være med til at bringe lidt mere fokus på nogle produktioner der ellers lider en meget hård tid kommercielt. De fleste kortfilm kender folk fordi de ofte på et tidspunkt ender på YouTube eller andet og det er jo også fint, det giver jo verden som publikum, men på samme tid er jeg også stor tilhænger af at film bør ses i biografen. Så det håber jeg at kunne gøre lidt for at vi her i landet kan nyde. ”

Specielt i år spredte udvalget af kortfilmene sig geografisk fra USA til Albanien, og gav et godt overblik over hvilke temaer og kreative indfaldsvinkler, som gør sig gældende for horrorgenren i et internationalt perspektiv. Efter den første håndfuld film, blev tonen hurtigt slået an fra størstedelen af de filmiske præsentationer: det direkte skift fra rædsel til latter og fra uhygge til hygge var en uundgåelig grundsten i samtlige af filmene.

Ved at forfalde til slapstick-komik gav en portion af filmene afkald på at holde hårdhåndet fast i hvad der kan opleves som rædselsvækkende, men på den anden side bygger de abrupte stemningsskift på åndsfællesskabet som hardcore gyserfans deler; insider-jokes og velmenende plathed er rygraden i specifikke undergenrer i gysets univers. På godt og ondt.

At kunne grine af rædslerne er forløsning; den følesesmæssige knud vikles ud,  og de foruroligende oplevelser i fiktionens verden kan efterlades efter filmens konklusion.

Man behøver ikke at tjekke under sengen før man lægger sig… ihvertfald ikke mere end to gange højst.

Horror som kreativ befrielse

 

At der er et fællesskab omkring horror som genre er et punkt, som Kim Sønderholm selv pointerer i sit eget forhold til horror og som har været definerende for skuespilkarrieren:

”Jeg må nok give horror en del af skylden for at jeg blev skuespiller. Jeg voksede op med serier som Star Wars, James Bond og Indiana Jones og de var på tidspunkt det ypperste en seks årig knægt fra Aarhus overhovedet kunne forestille sig indenfor filmkunsten. Senere hen blev jeg ved hvad der nærmest måtte betegnes som en fejl præsenteret for Ekscorcisten  da den rulle henover TV-skærmene. Jeg var skræmt fra vid og sans og jeg elskede det. På en eller anden måde var det ikke så lidt af en katarsis, så enormt befriende. Senere hen blev jeg præsenteret for serier som Nightmare on Elm Street, Friday the 13th, og bestemt ikke mindst Aliens-serien.”

”Jeg ved det ikke er specielt fin-kunsterisk at sige, men det var i første omgang den slags film der gav mig lyst til at prøve kræfter med skuespillet. Det var først i de senere år at jeg lærte at sætte pris på mange af klassikerne. Som skuespiller har jeg sjovt nok også medvirket i en del horrorfilm. Det er egentligt ikke fordi jeg specifikt har opsøgt det voldsomt meget, men vi falder nemt i kasser i Danmark. Jeg lavede et par ting i horrorgenren og pludselig blev jeg tilbudt en masse andre i samme slags. Det må endelig ikke lyde som om jeg er utilfreds, det er jeg bestemt ikke, og jeg har også fået lov at arbejde med mangt andet, men det er bare sjovt som tingene nogle gange falder sammen og det er oftest horrorfilmene folk husker mig for.”

Det gode kuldegys

 

Effektiv horror var at finde i en lille koncentreret kerne af filmene, efter min mening; især Chad Gardellas stemningsmættede Elegy, Erenik Beqiris politisk sortseende Bon Appetit, samt Michael Bartolomeos Solved, som gjorde brug af Rubiks terningen som ubehagligt element, var bemærkelsesvørdige, enten i deres æstetiske fremstilling eller opfindsomme tilgang til deres individuelle historier. En fransk fortolkning af en ældre Stephen King novelle, Popsy, kredsede omkring det ubehagelige spørgsmål  hvad en almindelig person er villig til at gøre for at rede sit eget skind – i dette tilfælde at forsyne en pædofil med et kidnappet barn. Så snart den usympatiske hovedperson fik lokket en ung pige ind i sin bil opbyggede uhyggen sig stille og roligt op til det endelige lettere fabulerende klimaks. Forskellen imellem monster og menneske blev hurtigt udvisket og bevægede sig hen imod virkningsfuld gys i den slørede gråzone.

God horror formår at vise hændelser og menneskelige moralske kompasser som uklare. Når der vendes op og ned på verdenen, hvad der er realistisk muligt og navigationen som resultat kastes over bord, kan sprængfarlig gys krybe ind igennem sprækkerne i sindet og lagrer sig dér, lige bag øjnene.

Kim Sønderholms eget bud på hvad god horror er kredser på samme måde omkring det udefinerbare, og hvor intet længere er så sort og hvidt defineret:

”Horror er jo et vidt begreb  og der er jo f.eks bred diskussion om hvor vidt film som “Ondskabens Øjne” er horror, hvilket jeg i den grad vil sige at den er. Jeg vil sige enhver ting der på en troværdig måde kan holde sit publikum fanget må nødvendigvis være en god film (uanset genre). Der er en helt subkultur for folk der dyrker det splattede og ekstremt grafiske og meget blodige. Jeg er ikke selv så meget til det, jeg synes nemt det kan blive lidt for meget. For letkøbt og nemt. Jeg har som sådan ikke noget imod det, men foretrækker til enhver tid selv det lidt mere suggestive. Det er smag og behag. Jeg voksede selv op med figurer som Freddy Krueger, Jason Vorhees og Michael Myers, og det er nok i den stil mine præferencer ligger. Omvendt var jeg én af dem der elskede Darren Arranofskys “Mother!” – igen én af de film som folk ikke helt ved hvor de skal placere  – så jeg har nok en meget uforudsigelig smag.”

Smilets By i skumringstiden

 

Spørgsmålet om Night Terrors Film Festival kan være direkte inspiration for andre initiativer i det bizzare, grusomme og kvalmenes boldgade, er ikke godt at vide. Mens København har forskellige filmaftener dedikeret til det okkulte og outrere, som f.eks. Beer & Blasphemy, eller feature film festivalen Blodig Weekend er der ikke samme udvalg af vedvarende arrangementer, der omhandler horror i alle sine adskillige afskygninger i den østjyske region.

Man kunne håbe at kortfilmsfestivalen kunne skabe en kreativ lavine i den kommende fremtid for at bringe lidt mindre smil til Aarhus – og lidt mere gru.

// Alle illustrationer: Anne Sophie Parsons

Skriv en kommentar