Børnermorder bag scenetæppet

Børnermorder bag scenetæppet

Selve teaterstykkets titel, Five Easy Pieces, leger med sin egen tvetydige natur; hverken tematikken, de virkelige hændelser eller skuespillet er ‘let’, når kernefortællingen omkring seriemorderen Marc Dutroux er omdrejningspunktet i en forestilling, båret frem af børns optrædener.

 

Børnemorder. Pædofil. Monster.

Opsummerende ord, som har defineret belgiske Marc Dutrouxs navn nu, siden den store offentlige retssag mod ham tilbage i 2004. Ramaskriget lød i medierne og blandt den belgiske befolkning – ikke kun grundet morderne, men selve politiets og retssystemets manglende handling i opklaringen af sagerne.

I 1995 og 1996, kidnappede, torterede og seksuelt misbrugte Dutroux seks piger, i alderen 8 til 19 år, hvoraf fire døde. De pårørende til pigerne lever stadig den dag i dag.

Instruktør Milo Rau står bag forestillingen Five Easy Pieces, som tager udgangspunkt i Dutrouxs ødelæggende effekt på familier og samfundet, når syv børneskuespillere indtager scenen i forskellige voksenroller.

Det er præcis spørgsmålene omkring børnenes indvirkning på forståelsen af teaterstykket, autencitet mod genopførelse, og hvordan man tilgår traumatisk materiale i et kunstnerisk regi, jeg har på sinde, da jeg kommer igennem til Milo Rau i Berlin via et telefonopkald.

 

Børneskuespillere på de skrå brædder

Forbindelsen kratter let i øret, da Milo venligt hilser og beklager, at den anden samtale trak ud.

Five Easy Pieces befinder sig ikke i et 1:1 forhold med de kriminelle hændelser, som har fundet sted og er heller ikke på nogen måde hungrende i et sensationalistisk perspektiv. Stykket skal heller ikke opfattes som en decideret forherligelse af morderen:

“I Five Easy Pieces er det fiktion. Stykket består af formaliserede scener. Eksempelvis ser publikum et forældrepar – spillet af børn – som venter på et telefonopkald, og at skuespillerne iklæder sig politiuniformer. Det er en måde, at arbejde med forestillingens kraft – som præcis funderer sig på relationen imellem ung og gammel. Der er en helt tydelig diskrepans imellem disse tilhørsforhold i Five Easy Pieces. Det er rekonstruktionen af hændelser – selve handlingen at genfortolke.

“Når børnene er på scenen, gør de som de voksne, hvilket fører til en sjov, men også uhyggelig performance,” uddyber Milo Rau.

 

 

En opførelse i voksenliv

Skuespil er ren gengivelse af følelser, et plot, interaktion – men i lige så høj grad, at der også er en distinktion imellem opførelse og laden som om. Five Easy Pieces fremhæver specifikt dette punkt igennem børneskuespillernes indtagelse af rummet.

En politiuniform, som poser på den spinkle krop. Et udklædt forældrepar, som ængsteligt venter på et opkald omkring deres datter. Det ubeskrivelige følelsesvirvar, som kastes rundt inde i kroppen. Et ungt ansigt malet til at fremstå som tilhørende en gammel mands.

Hvad ser vi reflekteret tilbage på os selv fra de unge skuespillere på scenen, når vi sidder blandt publikum?

 

Det universelles princip

Mine tanker kredser dog stadig rundt om spørgsmålet omkring iscenesættelse – hvordan forholder man sig til begivenheder, som allerede er hændt, præcis i en seriemorderkontekst, hvor drab og overgreb udgør den konkrete rygrad?

”Det er jo skuespil i sin kerne. Man rekonstruerer virkeligheden igennem vidner, og i forestillingen er det på dén måde derfor heller ikke konkrete personer, forestillingen fokuserer på, trods de bagvedliggende hændelser i Belgien. Historien omkring ’tilfældige’ personer bliver fortalt – og hvordan det tilfældige kan blive politisk.”

Milo Rau fortsætter og understeger betydningen af selve det universelles princip i forestillingens fokus: Jeg er alle, og jeg er ingen, er en rammende beskrivelse i lige denne sammenhæng.

Èn ting, som præcis er lige så skræmmende som selve morderne, og at Dutroux kunne udføre dem, er at ulykken lige så godt kunne ramme enhver anden.

I tilfældighedernes spil kan alle være ofre.

 

 

Tramauets bearbejdning

Traumet – det familiære, samt det nationale og samfundsdefinerede af slagsen – ligger som et hengemt hjerte med taktfaste slag under gulvbrædderne i Five Easy Pieces.

“De syv unge skuespillere, som er i Five Easy Pieces, har ingen direkte følelsesmæssig eller personlig tilhørsforhold i forhold til Dutroux-sagen. De kan se tilbage på det – og være ovre det. Det er ikke deres historie, det er mere som en Brødrene Grimm-historie i deres tilfælde. Den næste generation har muligheden for at frigøre sig fra traumaet – og dette kan gøres igennem brugen af teater. Både som et redskab bestående af viden, forståelse og frigørelse fra trauma.”

Transformer det for at lade det blive universelt. Billedet af en fugl, der slippes ud af sit bur, danner sig bag mine øjne.

Samtalen afsluttes. Forbindelsen toner ud, og tilbage er den tvetydige følelse, som det ubesvarede spørgsmål, jeg har stillet mig selv fra start, har skabt:

Hvad er det egentlig, vi ser reflekteret tilbage på os selv fra de unge skuespillere på scenen, når vi sidder blandt publikum?

 

Five Easy Pieces kan opleves i dag, den 24. maj, og den. 25. maj under ILT Festivalen på Bora Bora.

Billetter til de to forestillinger kan bestilles her: ILT Festival

Skriv en kommentar