Eventyret er ikke, hvad det har været. Ej heller er Disney. Christian Lollike er manden bag ny teatertankevækker.

 

Den kontroversielle dramatiker, Christian Lollike, er tilbage på den danske teaterscene med stykket All My Dreams Come True. Aarhus Teater huser verdenspremieren, og forestillingerne udspiller sig i perioden fra den 31. august til den 21. september.

 

vinkimgfileqRGQiTZSclhZhGOuRmZn
Foto: Aarhus Teater

 

All My Dreams Come True handler om to deprimerede mennesker, hvis tilværelse ifølge dem selv indeholder hverken liv, skæbne eller eventyr. Midt i længslen og desperationen – og i et forsøg på at ændre deres egen selvfortælling – udspringer en idé: de vil lave deres egen Disney Film.

Længslen efter en anden måde at leve på bliver altså fremdriften for parret, der i øvrigt spilles af Marie Louise Wille og Morten Burian. Lollike forklarer, hvordan parret afspejler den virkelighed, han selv står i. En virkelighed hvor der ikke er plads til eventyr.

”I mine øjne lever vi i en kultur med lavt selvværd, angst og usikkerhed, og trods vores høje besungne frihed, forsøger vi alligevel alle at ligne hinanden i ekstrem grad” forklarer Lollike, som er kendt for sin både skarpe, skæve og humoristiske tilgang til aktuelle og ofte tabubelagte emner. Det er netop denne normalitetens levemåde, som det såkaldte Disneydrama forsøger at gøre op med.

Hvis du ligesom jeg er blevet nysgerrig og har mod på en nyfortolkning af Disney, kan billetter til forestillingen købes her. Spilletidspunktet er kl. 19.30 på hverdage og lørdage kl. 16.

 

Hvad: Verdenspremiere på nyt teaterstykke af Christian Lollike.

Hvor: Aarhus Teater, Teatergaden, Aarhus C

Hvorfor: Fordi bagmanden er en af de mest succesfulde danske dramatikere.

Mønt: Priser mellem 120-270 kr.