GUIDE: Hvor skal jeg slå bagen ned, når jeg vil se film i Aarhus og samtidig få en anderledes oplevelse ud af det? 

Aarhus bugner ikke ligefrem med muligheder for den abstinerende biografgænger, men hvad byen ikke pusher i kvantitet, kompenserer den for i kvalitet. Og du vil helst have the good shit ind i årerne! Lad os se på, hvad der er.

Øst For Paradis

 


Cola hviner ikke i ParadisCola hviner ikke i Paradis

I en gammel bygning i Paradisgade, ved siden af en dildo-shop med pornokabiner, ligger byens eneste artcinema; en sand perle ifølge mange, mig selv inklusiv. Faktisk minder den mere om en østers, som har gabet fyldt med rå og skinnende perler, der rasler rundt i sølvmørket sammen med de besøgendes øjne. Under dit biografbesøg gennemgår dine øjne nemlig samme forfinelse som fremmedlegemet i en østers og efterlader mørket og dybderne mere skinnende end de var, da du kom.

Biografen viser et lille udvalg af nyere film – de selekterer ligefrem i dem – og importerer smalle og ret ofte ukendte film fra rundt omkring i verden. Du får altså 1) kvalitet 2) en unik chance for at se film, der ikke vises andre steder. At filmene kommer fra alverdens kanter gør også, at du gives mulighed for at indleve dig i andre verdener, end det, du kender, eller får fodret de fleste andre steder. Desforuden er stedet bare super hyggeligt med gammelt filmudstyr og -plakater i friske og boheme omgivelser, der tillader, at du tager din kaffe, vin eller Kloster-øl fra baren med dig ind i salen. Settingen og filmene passer perfekt til netop de nævnte drikke. En stor cola, spiddet med et plastik sugerør, der hviner – som kun plastik kan, når du klemmer læberne om det – ville virke underligt her…

Til slut skal det tilføjes, at biografen arrangerer mange forskellige events f.eks. i forbindelse med filmpremierer, men også ikke-film relaterede events som jazz og litteraturoplæsninger.

Minus: Har enkelte gange oplevet, at støjniveauet fra overboen, Café Paradis, kan genere.
Plus: Oplevelsen lever op til biografens navn.
Mønt: Afhænger af tidspunktet på dagen. Efter kl. 18 koster en normalbillet 85 kr.
Popkorn: 5/5 pop

 

Slagtehal 3

 

Crimson torsdag – lige som den skal være

 


Slagtedøren i sin bedste farve // Foto: Lisa Larsen

I Mejlgade er der en gruppe efterhånden “gamle nisser” (deres ord), der viser B-, kult-, splatter-, horror-, blaxploitation-, kung fu-, vintage(kitsch)-, semiporno-, musikdokumentar-, o.lign. film, især til den sindsforstyrrede side. Hvis vi holder os til narkometaforen fra underrubrikken, så er Slagtehallen helt klart forsamlingens svampe, mens Øst for Paradis nok mere ligner morfin.

Hver torsdag åbner kælderbiografen ovenstående dør kl. 19.30, hvilket lige giver dig tid til at hænge din jakke, købe noget i baren og erobre en plads i den lille visningssal, vogtet af en mannequindukke, nogle gange med bare bryster, andre gange mere formelt iklædt en boa. Når filmene skyder i gang kl. 20, gælder det skøre og til tider helt utænkelige trips i en fiksesfære, der drypper med hygge fra de karakteristiske levende lys i baren og på bordene. Lys der for øvrigt er lavet på bivoks frem for paraffin, betydende færre cancerpartikler i den røgede luft (en detalje man må elske).

Det er lidt svært at forklare, men kælderen inviterer til fordomsfri væren, hvor du kan tænde en smøg og sige, hvad end der falder dig ind, uden at blive kvitteret med eddikeblikke fra Armani-tropper med økologiske spiseforstyrrelser. Her kan du bare være dit freaky selv og nyde selskabet af lige(skæv)sindede, mens du brækker dig af grin over en film som f.eks. Dead Sushi eller gyser til en som Excision. Baren er billig og byder på lidt af hvert, men en Høker er det klassike valg. En gang om året holder de noget banko, som skulle være ret vildt og det samme gælder deres julefest, hvor de viser den ondeste Santa Claus-film og serverer æbleskiver og en mean glögg til. Disse events extraordinaire afslutter hhv. forår- og vintersæsonen.

Minus: Hvis man ikke kan klare røg, kan her godt blive lidt tåget.
Plus: Hvis man godt kan klare røg, kan her godt blive lidt tåget.
Mønt: 35 kr. for medlemmer 50 kr. for modlemmer og 65 kr. for et års medlemskab.
Popkorn: 4/5 pop

 

Kasernebiografen

 

Avocado og ar i erindringen


Slide fra Unser Täglich Brot

For de, der ikke kender Kasernen, så er det de røde bygninger, der ligger udfoldet som en ramme, på den anden side af Uniparken på Langelandsgade. Indenfor denne ramme rumsterer de æstetiske fag og altså ovennævnte biograf, som har været leveringsdygtig i autrære kunstfilm siden 2012. Filmene bliver vist på forskellige ugedage med nogle ugers mellemrum, så man må lige holde et vågent øje på Facebook. Dørene er desuden åbne for alle.

Man kan med fordel tage et lille tæppe med til bagen eller bruge sin jakke og halstørklæde som hynde, for stolene er vitterligt hårde, som kun skolebænken kan være det. Jeg har set en enkel film dér, og det var hyggeligt med billig kaffe og kage samt en chill attitude omkring at sidde og fumle med en medbragt avocado. Jeg så Unser Täglich Brot, hvilket gjorde totaloplevelsen til andet end bare hygge. Det var en hård film, som efterlod ar i erindringen. Min ledsager blev sågar veganer! Det er mit indtryk, at mange af Kasernens film indvirker med kraft på deres beskuere. Det kaldes også for store filmoplevelser.

Minus: Helt klart de hårde stole, selvom det også gør noget ved oplevelsen. Guess, det afhænger af hvor bagelig man er…
Plus: Man mærker virkelig autenticiteten af deres Facebook-udsagn: “Kasernebiografen elsker film”
Mønt: Nul, men kage og kaffe koster trods alt en femmer
Popkorn: 3/5 pop

DocLounge

 

Mellem et pudeloft og et betongulv

Der er ikke megen lounge over DocLounge, i hvert fald ikke hvis man som jeg, forestiller sig dæmpet lys og bløde siddemiljøer. Der er sat en stor skærm op foran rækker af sorte træstole i et betonrum nede i Filmbyen. I loftet hænger der puder på reb, og det har helt sikkert en mening, men min egen fantasi kommer beklageligvis til kort, udover at jeg godt kunne tænke mig dem på min stol. I baren kan man få vin, øl og kaffe samt et krus chips til billige penge. Indtrykket er ikke negativt – faktisk er der en fed energi mellem de fremmødte, som alle virker individualistiske, åbne og imødekommende. Oplevelsen af at stå med et glas vin i hånden, mellem de mange farverige mennesker i det store gråsorte rum, er ret fed.

DocLounge viser ikke bare dokumentarfilm, men feder filmoplevelsen op med både oplæg, debat, live performances og koncerter. Til ovenstående gang holdte en Beatles-ekspert oplæg inden filmen og da den var færdig, ryddedes nogle af stolerækkene for at lave plads til en koncert. Det er virkelig gennemførte oplevelsesaftenener, helliget forskellige spændende temaer. DocLounge viser film én gang om måneden.

Plus: Totaloplevelser i en kreativ og rå ramme
Minus: Stolene og belysningen, men på deres FB-side nævner de en café i Die Asta-lokalet. Her skulle der herske mere café-lignende tilstande.
Mønt: 50 kr.
Popkorn: 4/5 pop

 

Lav en filmklub selv

Næste gang kigger jeg på flere uni-biografer, en undergrundsbiograf og gorillaerne, som jeg vælger at kalde byens store biografer.