Vi skal passe på vores krop, vi skal forkæle vores krop og vi skal være stolte af vores krop. For kroppen er et hylster, der bærer på alt det, der gør os til dem, vi er. Den bærer på vores dybeste følelser, vores kærlighed, vores minder og glæder, og alt det ind i mellem. Kroppen er vores sjæls hylster. Så såre simpelt burde det i hvert fald være.
Debatten om krop og identitet er mere relevant end nogensinde før. For selvom kropsidealer altid er kommet i forskellige former og farver, har kroppen aldrig været udsat for så meget iscenesættelse som i dag. Hvor kroppen tidligere blev anset som noget seksuelt og skamfuldt, er kroppen i dag blevet et produkt, et førstehåndsindtryk, der står til at sælge resten af individet og dets egentlige kompetencer. Og længe leve de sociale medier for markedsføringen af dette!
Men hvorfor ligger der overhovedet så meget identitet i kroppen, når det næppe er et sæt mormor-arme, mande-bryster eller en muffin-top, der afgør, hvorvidt man er et godt menneske, en god datter, veninde eller kæreste? For er det i virkeligheden ikke det, der tæller? Har vi tabt nogle helt grundlæggende menneskelige værdier i takt med, at vi har tabt os på badevægten? Burde vi ikke stræbe efter at dyrke vores sociale relationer, intellekt og almene dannelse fremfor at dyrke alverdens kropsidealer, når kroppen alligevel kun er en brøkdel af det, vi er?
Med det senmoderne samfund kom selvrealiseringen og selviscenesættelsen. Individet har gjort sig fri fra de traditionelle normer og autoriteter, og identitet er ikke længere forudbestemt af hverken slægt eller social klasse. Identitet er i dag en flyvsk størrelse, som vi selv former og farvelægger – som en 3. klasse i et billedkunstlokale. Her bliver kroppen en essentiel del af selvrealiseringen. For hvor tilværelsen ikke altid flasker sig, og man nemt kan komme til at føle sig som en fiasko, er kroppen noget kontrollérbart, et ’projekt’ vi i højere grad selv er ansvarlige for at udforme. Og en slank og veltrimmet krop udstråler styrke og selvdisciplin – og det giver social anerkendelse. Dertil kommer selve iscenesættelsen. For det er langt nemmere at opnå social anerkendelse, specielt med det rigtige lys og filter, på baggrund af ydre kvaliteter, hvor det faktisk kræver lidt mere arbejde at vise, at man er et velbegavet, godt menneske.
Selvfølgelig er dette ’projekt’ mere håndgribeligt for nogle end for andre, og da vi (endnu) ikke selv bestemmer, hvordan vi formes og fødes, skaber det et enormt pres, specielt blandt unge, der i forvejen må døje med en mindre eksistentiel krise og en konstant higen efter social anerkendelse. Derudover er unge i dag langt mere udsat for eksponeringen af alverdens kroppe og kropsidealer, der hovedsagligt tager plads på de unges platforme, de sociale medier.
I den forbindelse har Stenomuseet med udstillingen Kære krop, svære krop valgt at sætte fokus på netop denne kropsfiksering/idealisering, som uden at løfte ”sundhedspegefingeren” har til formål at gøre de unge opmærksomme på, hvordan omgivelserne påvirker vores egen opfattelse af kroppen. Udstillingen er en fysisk og sanselig udstilling, der kombinerer scenografi og formidling, og er lavet i samarbejde med kunstneren Rosan Bosch. Udstillingen appellerer hovedsagligt til unge, men kan anbefales til alle, der har brug for at blive mindet om, at livet handler om mere end kalorier og konditionstræning. Udstillingen løber frem til engang i 2016, det vides ikke bestemt hvornår. Men lad det derfor være en opfordring til at tage dine børn, niecer, nevøer, fætre og kusiner i armen og give dem en anderledes og sanselig oplevelse af kroppen.
Kære krop, svære krop er ikke en løftet pegefinger mod sundhedsbølgen eller mediernes eksponering af underernærede supermodeller, for dem er der nok af. Og det er vel egentlig også godt nok, hvis vi ikke alle sammen skal belemre sundhedsvæsnet med alverdens hjertekarsygdomme – alt med måde sågar. Artiklen ønsker ligesom udstillingen blot at rette fokus mod tidens generelle kropsfiksering.
For krop og identitet går hånd i hånd. Det har den alle dage gjort, da kroppen er en offentlig repræsentation af individet. Men de sociale mediers enorme muligheder for selvrealisering og selviscenesættelse har gjort kroppen til genstand for social anerkendelse og likes, mere end så meget andet. En krop er altså ikke bare en krop, men en væsentlig del af vores egen selvopfattelse og identitet udadtil. Det er en skam, når badevægten jo egentlig ikke fortæller særligt meget om os, og kroppen, som sagt, bare er en ydre repræsentation, et omkringliggende hylster, af alt det mennesket egentlig er. Derfor er det vigtigt, at vi engang imellem minder os selv om, hvad vi egentlig er sat på denne jord for. Er det at have trænede overarme, trimmet mave og tan-line, eller er det måske noget helt andet?
