Første del om Ole Rømer Observatoriet: Ved du hvordan universet blev skabt, hvordan stjerner laves eller hvor i universet Jorden og dens solsystem befinder sig? Hvis du har lyst, kan du læse mere om det her.

 

Ole Rømer Observatoriet er tilknyttet forskning i Astronomi ved Aarhus Universitet og befinder sig i Højbjerg nær Mindeparken. Udover at forske i stjernehimlen, afholder de også foredrag, hvor alle kan komme og høre om universet.

ole1
Ole Rømer Observatoriet i Højbjerg // Foto: Kim Lang

 

Stjernetåger og galakser

Universet indeholder et inceptionslignende net af stjerner, stjernetåger og galakser. Selv med banebrydende teknologi, har man stadig kun udforsket en lille del af universet, og når man forstår, hvor lille en del af universet det er, har man svært ved at begribe, hvor stort universet egentligt er. Det siges f.eks. at der findes flere stjerner i hele universet, end der er sandkorn på alle jordens strande tilsammen.

Den spændende og meget engagerede foredragsholder, Jens Riggelsen, starter med at forklare, at man generelt ikke kan se et særlig klart billede af stjernehimlen i Danmark, da der typisk er meget overskyet, selv når det er klart.

 

ole2
Inde i foredragslokalet på Ole Rømer Observatoriet // Foto: Lisa Larsen

 

The Big Bang

Ifølge forskere blev universet skabt for ca. 13,7 milliarder år siden i The Big Bang. Igennem studier af universet, vidste man at universet var meget varmt og tæt, hvilket resulterede i, at det blev kraftigt udvidet. I den udvidelse blev der spredt de stoffer, der skabte grundlaget for universet.

NASA Hubble Teleskop viser et udsnit af universet. De lysende pletter er ikke stjerner, men galakser. Hver enkel af disse galakser indeholder flere milliarder stjerner // Foto: NASA
ole5
Et billede tættere på, også taget af NASA Hubble Teleskop // Foto: NASA

 

Mælkevejen

Ved hjælp af NASA Hubble teleskopet har man fundet ud af, at der findes over 150 milliarder galakser. En galakse er med andre ord en samling af stjerner. Der spås at være over 1000 milliarder stjerner i de største af disse galakser.

 

ole6
Galaksen Mælkevejen, hvori vores solsystem befinder sig // Foto: NASA

 

Vores jord og dets solsystem befinder sig i den galakse, som vi kalder for Mælkevejen. Den har fået sit navn, fordi den del af galaksen man kan se fra jorden, ligner en flod af mælk. Astronomer spår, at der er findes ca. 200 milliarder stjerner i vores galakse, hvor solen kun er én af de stjerner. Den er i øvrigt ikke en af de største stjerner – den ”korte” afstand til jorden, gør dog at den virker større for os end andre stjerner.

I Mælkevejen har fysikere opkaldt nogle af de stjerner, vi kan se fra jorden, efter forskellige stjernebilleder. F.eks. Cassiopeia, Carlsvognen og Orion.

 

ole7
De tre stjerner på række kaldes ‘Orions Bælte’ og skaber sammen med en række andre stjerner et stjernebillede af den græske jæger ‘Orion’ // Foto: Lisa Larsen
ole8
Sådan ser en af stjernerne i stjernebilledet ‘Orion’ ud, tæt på // Foto: Lisa Larsen

 

Stjerner skabes af energi

Når en stjerne skabes, er det fordi enorme gasskyer presses tættere og tættere sammen og gasskyens indre bliver flere millioner grader varmt. Atomkernerne begynder at smelte sammen og frigiver energi. Stjernens størrelse og form afhænger af forholdet mellem tyngdekraften, der presser ind mod kernen og energien fra stjernen, der presses ud fra kernen.

Stjerner har forskellige levetider og dens farve, forklarer hvor varm den er. De røde stjerner er de koldeste på omkring 3000 grader, de hvidgule, såsom solen, er ca. 6000 grader og de varmeste stjerner er de blå stjerner, der er omkring 20.000 grader.

 

ole9
Carina Nebula. Sådan ser det ud, når en stjerne skabes. Enorme gasskyer bliver presset sammen og skaber energi i form af en stjerne // Foto: NASA

 

Læs med i næste og sidste del om Ole Rømers Observatoriet, hvor du kan læse mere om hvad mennesker har til fælles med stjerner, solen og hvad der sker når en stjerner eksploderer.

 

Hvad: Foredrag om universet og stjernehimlen

Hvor: Ole Rømer Observatoriet, Observatorievejen 1, 8000 Aarhus C

Hvornår: Observatoriet åbner op for rundvisninger d. 6. Januar 2014. Hver dag kl. 19 (ændrer sig til kl. 20, når det er sommertid). Husk at bestille i forvejen.

Hvorfor: Fordi du er en stjerne-freak og synes det er spændende at høre om universet.

Mønt: Gratis